pixel

Verbena-tårnet bliver Grønttorvets højeste punkt

Det fjerde og sidste højhus i boligbydelen står færdigt i 2021.

verbena hus fra grønttorvsparken

Verbena er bedre kendt som jernurt og skulle eftersigende have en beroligende og lindrende virkning. Så for dem, der finder ro ved at komme højt til vejrs og skue ud over byens tage, giver det nyligt offentliggjorte navn på Grønttorvets højeste boligtårn god mening.

Verbena Hus får i hvert fald panoramavinduer, terrasser og altaner i op til 66 meters højde, hvorfra man kan nyde aftenurtete til sin Valby-udsigt.

Ejendommen vil bestå af to dele; en op til seks etager høj lejebolig-karré og så tårnet med 74 ejerlejligheder fra to til fem værelser. Næsten alle med altaner så rummelige, at det tæller som en ekstra udestue i den luneste halvdel af året.

Dertil kommer flere fælles tagterrasser, ikke mindst den på toppen af hele Grønttorvet oppe på 20. etage.

Udover et navn hentet i planteriget, vil Verbena Hus også leve op til de øvrige karakteristika, som de fleste af de nye byggerier på den gamle grønttorvs-grund har til fælles:

En detaljerig teglstensfacade, her i lyse rødlige murstensfarver med bronzerede vinduesrammer, og forskellige former for integreret beplantning, her plantekasser og fælles væksthuse på terrasserne og i karréens grønne gårdmiljø.

Designet er udviklet i samarbejde mellem de to tegnestuer Holscher Nordberg og Effekt, og opføres af FB Gruppen, der er primus motor bag hele genudviklingen af det tidligere erhvervsområde.

Seks tårne blev til fire

Verbena Hus forventes klar til indflytning i foråret 2021 som det fjerde og sidste højhus i nybyggerkvarteret – og med sine 20 etager altså også som det højeste.

De tre første af slagsen står allerede rejst: Prisbelønnede Amaryllis Hus på 15 etager med ejerboliger, Iris Hus på 15 etager med andelsboliger, og så Akeleje Hus på 18 etager med ungdomsboliger, der dog endnu ikke er taget i brug.

Grønttorvets fire tårne skyder dermed alle op i den centrale del omkring Grønttorvsparken, der anlægges mellem bevarede søjler fra den store gamle handelshal på området.

Det var oprindeligt planen at placere yderlige to og endnu højere højhuse som blikfang i hver sin ende af boligbydelen ud mod henholdsvis Gammel Køge Landevej og Vigerslev Allé, men de er siden blevet opgivet til fordel for lavere strukturer.

Fuldt udbygget skal Grønttorvet rumme godt 2.300 blandede boliger. Det vil sige både ejer-, leje-, andels-, senior-, ungdoms- og almenboliger i såvel boligtårne, karréer og rækkehuse.

Den 23.000 kvadratmeter store Grønttorvsparken lige i hjertet af det hele anlægges i flere etaper og forventes først helt færdig i foråret 2022 med plæne, promenade og plantage med frugter, bær og nødder lige til at plukke.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling