pixel

Nybyggeri på Christianshavn klar til genkomst

Næsten i mål for 2½ år siden — men afvist i sidste øjeblik. I næste uge træder et nyt Wilders Plads dog ind på scenen igen.

wilders plads

I 2022 blev projektet opgivet, fordi det eksisterende byggeri på stedet var kommet med på en liste over 'Byens Sjæl'.

Men sidste år vendte de politiske vinde — og med det snævrest mulige flertal i Borgerrepræsentationen på Københavns Rådhus blev det besluttet, at sagen om et nyt byggeri på Wilders Plads på Christianshavn skulle tages op igen.

Og det bliver den nu.

I den kommende uge skal de 11 politikere i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg nemlig igen se på det projekt, som de ellers smed i kanalen for 2½ år siden.

6-5 imod

Midt på det mest idylliske Christianshavn ligger Wilders Plads, der i dag ikke så meget er en 'plads' som betegnelsen for et hjørne, der vender ud mod hvor Wilders Kanal møder Christianshavns Kanal.

Her finder man blandt andet to noget udslidte industribygninger, der i 2022 var næsten klar til at blive revet ned og skiftet ud med to nybyggerier.

Det blev der imidlertid sat en stopper for, da Københavns Kommune samtidig kørte en kampagne, hvor byens beboere kunne udpege bygningsværker, som de mente var en del af "byens sjæl".

218 bygninger blev der i sidste ende peget på.

Det var måske ikke et overvældende antal i en by med omkring 3/4 million indbyggere. Men nomineringerne blev siden sendt til en jury, der blandt andet bestod af digteren Søren Ulrik Thomsen og manden bag Flying Tiger-butikkerne, Lennart Lajboschitz.

Juryen udpegede sine 50 favoritter — og blandt dem fandt man den ene af de to industribygninger på Wilders Plads, fordi den ifølge juryen var et "eksempel på en bygning i lav skala".

Det følte flere politikere sig forpligtet af, så selvom en nedrivningstilladelse og lokalplanen for det nye byggeri var klar, blev planerne pludselig afvist, da de skulle færdigbehandles i december 2022. 

Et lille flertal på 6 mod 5 politikere mente nu ikke længere, at man kunne give tilladelse til at rive bygningerne ned.

Ny, gammel æstetik

Siden fik bygningerne lov at stå og forfalde yderligere — uden at blive brugt. Lige indtil Alternativet kom på andre tanker, og sammen med Konservative, SF, Radikale og Venstre i december 2024 stemte for, at sagen skulle tages op igen.

Og når den nu bliver netop det i næste uge, så er det med et stort set uændret projekt i forhold til for 2½ år siden.

En gul og en hvid bygning vil forlade byen til fordel for to nye bygninger, der også er henholdsvis gul og hvid.

Det er meget sigende for, hvad den æstetiske hensigt med det nye byggeri er: En moderne fortolkning af hvad man finder på stedet i dag.

De nye bygningers fodaftryk vil være næsten identisk med det eksisterende. Færdslen omkring bygningerne bliver den samme. Og i stueetagen skal der være udadvendte lokaler, sådan som der tidligere har været i de ældre bygninger, der blandt andet har huset en restaurant.

Selv vinduerne vil blive først videre i stil med den historiske arkitektur i området — med sprosser eller flere fag.

Facaderne vil være pudsede og altså i de samme farver som i dag — og også i formsproget vil man mere end nemt kunne genkende det gamle i det nye.

Større og grønnere

Hvor det nye adskiller sig fra det gamle er primært i størrelsen. De nye byggerier vil variere fra én til fire etager, hvor bygningerne i dag kun har én.

Det giver plads til nye boliger — og altså til serviceerhverv i stueetagen.

Desuden skal området være grønnere end i dag, hvor en noget "hullet" række af træer flankerer et areal med asfalt ud til vandet. 

I alt 10 nye træer skal der plantes, så der kommer en ubrudt trærække langs både Wilders Kanal og Christianshavns Kanal — og så der kommer nye træer på arealet foran bygningerne.

Men det er altså kun, hvis planen bliver godkendt i næste uge, nu hvor den er lagt på det politiske bord næsten præcis 2½ år efter, at den blev afvist.

Embedsværket gør politikerne opmærksomme på, at de i stedet kan vælge en løsning hvor f.eks. den ene af de to bygninger kræves bevaret — ellers at man i stedet skal bygge ovenpå det eksisterende.

Skal Magasinet KBH vove et bud, bliver det dog, at planen nu får lov at køre igennem, som den er præsenteret her. 

Tungen på vægtskålen — Alternativet — udtalte nemlig sidste år til Magasinet KBH, at man nu var blevet overbevist om, at argumenterne for nedrivning var "velfunderede".  

Og ligeså overbevist var man om, at grundejeren havde en "kærlighed til området" og ville være en "ansvarlig bygherre".

Grundejeren er 'Wilders Plads Ejendomme A/S', der er et familieejet selskab, som har ejet Wilders Plads i seks generationer — over næsten 200 år.

"Det er en mærkesag for Wilders Plads Ejendomme A/S, at Christianshavn skal fremtræde tiltrækkende og opretholde sit historiske præg," skriver firmaet på sin hjemmeside.

Den moderne fortolkning af de gamle byggerier er tegnet af Lundgaard & Tranberg — kendt for bl.a. Tietgen-kollegiet i Ørestad og Axel Towers tæt ved Rådhuspladsen.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Lars Møller
Det er ikke Torvegade på luftfotoet men Sankt Annæ Gade
idakatrineh

Det er fint nok at man ønsker at bygge i den eksisterende 'stil'.

Men der er tale om et af de skønneste hjørner i byen, og det er så skønt med den høje himmel en sommeraften. Det finder man ikke andre steder. Og ja, det er netop byens sjæl. Bare man ville rive de giftige bygninger ned og bygge lavt. Det har slet ikke været på tale, for der skal vel tjenes lidt kapital?

petersinnbeck
Skønneste hjørner? Det er mennesketomt, asfalteret, og bygningen er forfalden og misligholdt. Her er der rent faktisk et eksempel på nybyggeri, der respekterer det eksisterende miljø og med historiske, arkitektoniske nik. Det kan ikke gå stærkt nok.
idakatrineh

Ja det er tomt nu hvor restaurantens terrasse ikk er der, men det var herligt da den var der, liv og stemning og højt til himlen.

Jeg er som sagt ikke imod nybyggeri, vil bare gerne beholde den lave højde.

Det er klart det ikke nu er så charmerende med et forladt og forsømt byggeri. Men ved togvognen flokkes folk og den er meget lille og lav og populær.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling