pixel

Stort Christians­havner-byggeri blokeret

Med det snævrest mulige flertal har byens politikere blokeret for projekt lige ved Christianshavns Kanal — ældre bygninger er del af 'Byens Sjæl'

wilders plads

For nogen er bygningerne ved Wilders Plads nummer 9 og 11 mest af alt et par faldefærdige rester af områdets småindustri. For andre er de — helt bogstaveligt — en del af 'Byens Sjæl'.

Denne uge mødtes de to synspunkter på Københavns Rådhus, og med stemmerne 6-5 triumferede den sidste af de to grupper:

En ny lokaplan for nedrivning af to lave hal-bygninger på hjørnet af Wilders og Christianshavns Kanal — og opførsel af nye byggerier i stedet — blev nedstemt i Teknik- og Miljøudvalget.

Det nye byggeri var ellers langt fremme i processen. Vi præsenterede det første gang her på siderne i februar, og i juni var der politisk opbakning til at lave en ny lokalplan på basis af udviklerens skitser og ønsker til det nye byggeri. 

Ved dén lejlighed lød den politiske stemmefordeling 6-2 for, at der nu kunne laves en plan med henblik på, at projektet kunne sættes i gang.

Også Christianshavns Lokaludvalg var begejstret for tegningerne. Her mente man, at byggeriet kunne "bidrage positivt til lokalmiljøet". Udvalget har ellers ry for at kunne mønstre voldsom modstand mod nye byggerier — blandt andet det senere opgivne byggeri på Krøyers Plads tegnet af den hollandske arkitekt Erick van Egeraat. 

I Magasinet KBHs lille afstemning var der også begejstering: 95% har i skrivende stund givet en tommelfinger op til projektet på Wilders Plads. 

Og i Københavns Kommunes egen, eksisterende 2012-lokalplan for hele området omkring Strandgade, vurderede kommunen, at: 

"De to eksisterende bygninger mod Christianshavns Kanal og Wilders Kanal kan erstattes af to nye bygninger." 

Må beskytte

Hvorfor stemmer et snævert politisk flertal så nu projektet ned?

Den ændrede stemning skal ses i forlængelse af Københavns Kommunes eget initiativ 'Byens Sjæl'. 

Så sent som i sidste uge offentliggjorde kommunen en liste på 50 bygninger, som ifølge et panel — bestående af blandt andre digteren Søren Ulrik Thomsen og manden bag 'Flying Tiger'-butikkerne, Lennart Lajboschitz — udgør 'Byens sjæl'.

De 50 bygninger var af panelet kogt ned fra en bruttoliste på 217 nomineret af byens borgere på en dertil indrettet webside.

Og ved det politiske møde på rådhuset i denne uge, mente Enhedslisten, Socialdemokratiet og Alternativet, at det ville være forkert at give tilladelse til nedrivning, når de to ældre byggerier på Christianshavn nu har fundet vej til listen. Og det var lige akkurat nok til at danne et flertal.

Til Politiken sagde Marcus Vesterager (S):

»Det er dejligt, at vi ikke går videre med nedrivningen, fordi det er en særegen bygning, der med blandt andet sin lave højde står tilbage som solitær i det samlede billede.«

Vesterager siger, at forslaget til det nye byggeri var i "den bedre ende", men mener det vil være forkert, hvis politikerne først beder borgerne om at pege på bygninger, der giver byen sjæl, for derefter ikke at beskytte bygningerne.

Byens skal, ikke sjæl

Hos De Radikale er man dog langt fra enig. Også til Politiken siger Christopher Røll (R):      

»Den her sag viser i al sin enkelhed den fatale konsekvens i jagten på byens sjæl, der er endt med at blive en bevarelse af byens skal. Det er drønærgerligt for lokalområdet, for ejeren og for potentielle nye københavnere, at man har forhindret flere års arbejde for at bevare den lokale sjæl og kulturmiljø ved at kræve, at bygningen ikke bliver revet ned«.  

Tre bygninger på listen over de 50 "besjælede" indslag i byen har allerede modtaget tilladelse til nedrivning — blandt andet Nørrebrogade 33. Men på Wilders Plads får man det altså ikke. 

Hvad dét betyder for de to ældre byggerier opført til småindustri, er svært at svare på. Begge er i relativt dårlig stand, og den nuværende ejer — Wilders Plads A/S  — har afvist at renovere dem.

De to nye byggerier indeholdt flere etagekvadratmeter og ville derfor antageligt være mere rentable at opføre, end det vil være at renovere de to eksisterende. Ejeren har også peget på, at de er opført med sundhedsskadelige materialer. Københavns Kommune mener dog ikke, at niveauet er højere end i mange andre bygninger, der renoveres.   

I dag huser de gamler haller henholdsvis en række kontorer og restauranten Undici. 

I planen for det nye byggeri skulle begge stueetager have haft udadvendte aktiviteter som f.eks. restaurant og café, så det var en del af visionen, at byggeriet skulle bringe mere liv til denne del af kanalen. Det var en af grundene til, at der var positive toner fra lokaludvalget. 

Men nu er projektet altså nedstemt, da de eksisterende bygninger skal have lov at stå.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Ulv
Uha uha, det ligner da et selvmål for konceptet om "byens sjæl"..
Jan Morgils
Måske kunne de have droppet den underlige midtersekton, der blot ligner en kamufleret penthouse-lejlighed.
belnurze@gmail.com
Eneste rigtige
bo schmidt
byens sjæl, kom fra dem ,som,bor der. med den logik, eller mangel på samme havde brokvarterene stadig lokum i gården. At de mest uintelligent mennesker, bliver politiker kræver ikke flere beviser.
Soeren.chr.jensen_1735
Venstrefløjen har forpagtet "byens sjæl" uden at ane, hvordan de skal finde den. I stedet bliver det en pastiche.
kristian Soeren.chr.jensen_1735
Helt enig. Men bygningen er tømt, og det liv der var i den kommer ikke tilbage; til det er den alt for syg. Det bliver et dødt hjørne, indtil den bliveret revet ned.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling