pixel

Post-pandemiske kontorer på vej i Høje Taastrup

Et stort kontorkompleks specielt gearet til virksomheders behov efter corona er på vej i Høje Taastrups nye bydel.

Kontor, luftfoto, Høje Taastrup

Efter flere årtier med fælleskontorer, teambuilding-kurser og løbske julefrokoster gjorde corona sit indtog, og pludselig drømte en del arbejdspladser om en mindre smitsom arbejdskultur.

En del af svaret på dette er her nu — måske.

I Høje Taastrups kommende bydel 'Høje Taastrup C' mellem stationen og City2 er et temmelig stort kontorbyggeri på 23.000 m2 — til en halv milliard kroner — nemlig på vej mod opførsel. Og her skal smittespredning tages alvorligt. 

"Et af Danmarks første post-corona-venlige-flerbruger-kontorhuse" lyder beskrivelsen fra arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C, der endvidere slår fast, at The Central vil "imødekomme og supplere de funktioner, som hjemmearbejdspladsen ikke kan levere."

Tegnestuen Schmidt Hammer Lassen har tegnet byggeriet, hvor ikke færre end 1.200 personer forventes at få daglig gang. Huset får en rødbrunlig facade med rigeligt lysindfald, solceller på taget og grønne elementer.

Berøringsfri døre

Netop virksomheders behov for nytænkning ovenpå corona-nedlukningen har præget byggeriet fra top til tå, hvilket vil skinne igennem både på ruminddeling, indeklima og dørene, som bliver berøringsfrie.

Helt fri for fællesskabet bliver man dog ikke — man får bare bedre mulighed for fravalget, hvilket er forsøgt indtænkt i bygningens ruminddeling.

Centralt i The Central bliver et stort og lyst atrium, som i højden binder stueetagen sammen med de syv etager over den. En fællestrappe i atriummet forbinder alle etager og de enkelte kontorer, der vil have stor variation i størrelsen. Nogle virksomheder kan nøjes med et par kontorpladser, mens andre får en hel etage.

Derudover får alle, der har gang i huset, adgang til blandt andet fitness-faciliteter, cykelværksted og en fælles tagterrasse, som giver mulighed for udendørs møder i den friske luft — og for mere hæmningsfri "atjuu'er" i det fri.

Hele huset forventes færdig i 2024.

God plads til parkering

Om solo-transport til arbejdspladsen også er en strategi til at undgå virus-spredning, vides ikke. Men på tegningerne af projektet kan man konstatere, at der er skabt ualmindelig god plads til parkeringspladser i området.

Dette er ellers ikke en betydelig mangelvare på disse kanter af Vestegnen, som netop er karakteriseret ved veje med store dimensioner, mange parkeringspladser og en diffus byspredning som ikke altid er stationsnær.

Netop Høje Taastrups problem med stor byspredning var en af grundene til, at kommunen for nogle år siden begyndte planlægningen af byens nye centrum, der skal udfylde det manglende led mellem det stationsnære centrum og storcenteret City2 mod syd. 

Foruden verdens længste skatepark og landets første kontor inspireret af hjemmearbejde får Høje Taastrup C også plads til kommunens nye rådhus samt mere end 1.400 nye boligere og kontorer.

Også andre steder på Vestegnen er der gang i byggekranerne. 

I Rødovre nærmer det nye højhuskvarter ved Rødovre Station sin afslutning sammen med 'Irmabyen', mens større planer for området omkring Rødovre Centeret også er på vej. 

I Brøndby er man ved at gentænke området omkring Brøndby Strand, hvor flere af de gamle højhuse skal nedrives eller istandsættes. I erhvervsparkområdet Kirkebjerg er man i gang med at transfomere dele af den gamle industri til et byområde med plads til 2.000 indbyggere. 

Og i Albertslund er man i færd med at omdanne Coops gamle erhvervsområde tæt på togstationen. 

Endelig er der også godt gang i konstruktinen af den kommende letbane, der fra 2025 vil binde Lyngby i nord sammen med Ishøj i syd og på sin vej booste en del vestegnkommuners byggeplaner.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling