Drøm om at pakke Øresundsmotorvejen ind er lidt tættere på
Ny analyse baner vejen for en milliardoverdækning af Øresundsmotorvejen, der kan koble bydelen sammen — og spare beboerne for en masse støj.
Det startede som en fjern, næsten utopisk drøm i lokaludvalgene på Amager.
Men år senere har visionen om at tæmme den buldrende Øresundsmotorvej for alvor fået plads i de kommunale regneark.
En ny analyse af COWI og tegnestuen Arkitema viser, at det ikke bare er muligt at overdække den massive trafikåre — det er også en investering, der kan løfte hundredvis af borgeres sundhed og livskvalitet ved at fjerne den konstante støj, der i dag præger området.
Den undersøgte strækning udgør 1,6 kilometer fra Kanonvejsbroen i vest til Tårnbys kommunegrænse i øst.
En grøn bro over asfalten
Bliver overdækningen til noget, vil det skabe helt nye muligheder for Ørestads centrale del, som i dag er skåret midt over af asfalt og larm
Den 200 meter lange overdækning mellem Field's og Plaza Hotel vil skabe et 35.000 m² nyt areal over motorvejen — svarende til næsten tre gange Rådhuspladsens størrelse.
Her kan asfalten blive erstattet af svajende græs, street sport-faciliteter, små pavilloner og grønne stier, hvor Ørestads beboere kan mødes over en kop kaffe, mens bilerne suser lydløst forbi under deres fødder.
Større bygninger vil overdækningen dog ikke kunne bære.
Prisen skønnes til cirka to milliarder kroner; mange penge, men stadig markant billigere end de mere ekstravante scenarier, der før har været luftet. Her talte man blandt andet om at overdække hele 1,4 km af motorvejen, men den idé blev fravalgt politisk i 2023 — ikke mindst på grund af prisseddelen.
For de to milliarder får man dog mere end "blot" en park ovenpå en 200 meter overdækning. Planen inkluderer også såkaldte "hamborgskærme" på de tilstødende strækninger. Det er høje, avancerede støjskærme med et knæk foroven, der effektivt kaster larmen tilbage mod vejen.
Effekten er til at tage og føle på. Antallet af støjbelastede boliger i området forventes at falde fra 814 til under 154 — og helt ned til 111, hvis Tårnby Kommune gennemfører lignende tiltag, lyder det i analysen, der har arbejdet videre med den løsninger, der blev udpeget i 2023.
Mens København planlægger forbedringerne i Ørestad, har Tårnby Kommune selv finansieret undersøgelser af deres andel af motorvejen for at sikre, at støjbeskyttelsen kan fortsætte frem til den eksisterende, 700 meter lange overdækning ved Tårnby Station.
Her fokuserer man udelukkende på hamborgskærmene, da motorvejen ligger så tæt op ad eksisterende boliger og infrastruktur, at en tung overdækning med jord og træer ville være både teknisk svær og økonomisk uoverkommelig.
Kirurgi på hovedpulsåre
Selvom projektet kunne ligne en politisk genistreg, minder embedsværket i Københavns Kommune sine politikere om, at det kræver kirurgisk præcision at bygge nyt midt på E20-motorvejen.
Selve konstruktionen vil tage omkring to år, hvor bilisterne må væbne sig med tålmodighed i indsnævrede vognbaner. Og herefter følger yderligere et par år med at anlægge det grønne liv ovenpå konstruktionen.
Ørestad Station vil som udgangspunkt fungere normalt, og det er kun i korte glimt — eksempelvis når de elektriske anlæg skal justeres — at passagererne må forvente stop i togtrafikken.
Samtidig bør en arkitektkonkurrence sikre, at de mange kilometer støjskærme ikke blot ender som triste betonmure, men bliver en gevinst for både øret og øjet, lyder det.
Opbakning fra rådhuset og Christiansborg
Vejen fra politiske løfter til konkrete beslutninger er ofte lang. Det er 13 år siden, der blev fremlagt eksterne planer om at overdække motorvejen gennem Ørestad — og små fem år siden, at man på Københavns Rådhus lavede "en sag" på idéen.
Men de seneste par år har analyserne taget fart, og netop dette forår spidser det til.
Når politikerne på rådhuset til april mødes for at fordele de overskydende millioner fra sidste års budget, skal det afgøres, om der er råd til at sende overdækningsplanerne videre i systemet.
Den nye analyse peger på, at man bør finansiere og lave endnu en analyse, før man er klar til den egentlige 'projektering' — altså et detaljeret byggeprojekt med tekniske tegninger og hvad der ellers skal til for at gå i gang.
Den (formentlig) sidste analyse skal bl.a. kigge på, hvordan støjskærmene skal tilsluttes de eksisterende broer og på de visuelle effekter af projektet — det er her, at en arkitektkonkurrence kommer ind i billedet.
Næste skridt handler dog ikke kun om penge og teknik, men også om at få stablet et konsortium på benene som skal få de mange interesser og finansieringsmodeller til at gå op i en højere enhed.
Det drejer sig bl.a. om København og Taarnby Kommune, By & Havn, Sund & Bælt og BaneDanmark
Samtidig inviterer Amager Vest Lokaludvalg til debat d. 18. marts med deltagelse af politikere fra både Københavns Rådhus og Christiansborg. Der er altså nu også landspolitiske øjne på de amagerkanske visioner.
Til mødet er både den længe ønskede overdækning og den kommende udvidelse af Øresundsmotorvejen fra seks til otte spor på programmet.
Lokaludvalget har kæmpet i fem år for at få staten og kommunen til at tage ansvar for en løsning for den tunge trafik, men da Folketinget vedtog motorvejsudvidelsen i 2024, blev der ikke afsat penge til øget støjbekæmpelse.
Håbet fra lokaludvalget er, at der nu kan sikres opbakning fra både rådhuset og Christiansborg, så det ambitiøse projekt endelig kan blive til noget.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
