Station City bliver til hotel
Modernistisk rest fra 1950'ernes 'City Plan Vest' rummede i 30 år politi — nu skal bygningen totalrenoveres.
Efter knap 30 år på adressen forlod Københavns Politi den ni etager høje bygning på Halmtorvet i starten af sidste år.
Der var ikke plads nok — og lokalerne var utidssvarende — så 'Station City' flyttede til Toftegårds Plads i Valby.
Dermed efterlod man områdets højeste bygning tom — og altså med de utidssvarende lokaler.
Men en stor ombygning skal lave om på dét og gøre klar til, at endnu et københavnsk hotel kan flytte ind i stedet.
Ja, 1960'erne
Er man bare en smule arkitekturinteresseret, kan man kaste et ganske kort blik på den gamle Station City på Halmtorvet og med stor sikkerhed notere sig, at vi taler 1960'erne.
Og ja. Bygningen der egentlig hedder Borgenhus er opført i 1963 som led i den store plan City Plan Vest, der ville rasere hele indre Vesterbro, så man i stedet kunne trække en motorvej ned langs Søerne og videre igennem Vesterbro.
De færreste er nok kede af, at den plan til sidst blev opgivet — men man nåede altså at bygge Borgenhus, som optræder på en model af projektet fra 1958.
Bygningen er måske ikke den kønneste på Vesterbro, men siden den blev opført er dens beliggenhed blevet en hel del mere interessant.
Med transformationen af området med nyt kultur- og caféliv, metrostation og en levende Kødbyen på den anden side af gaden, befinder den sig pludselig midt i et kvarter, som turister gerne vil betale gode penge for at bo i.
Og derfor altså et nyt hotel.
Åben stueetage
Det er den svenske ejendomsinvestor Slättö, der har overtaget bygningen for 200 mio. kroner, og nu i stedet for kontorer og afhøringslokaler vil indrette 169 hotelværelser i et nyt 'apart-hotel'.
Ifølge Slättö er København det "stærkste hotelmarked i Norden", og derfor vælger man altså nu for første gang at rykke ind i Danmark.
At dømme efter de frigivne visualiseringer skal man ikke forvente en større ydre overhaling af Borgenhus, der altså vil fortsætte med at sende 1960'er-vibes ned over Halmtorvet.
Men bygningen skal særligt indendørs igennem en så omfattende renovering, at den efter planen vil stå på i næsten to år — med opstart i starten af 2026 og forventet færdiggørelse i slutningen af 2027.
I dag er bygningen aflukket og bidrager ikke med noget som helst byliv til Halmtorvet lige foran, men det vil formentlig ændre sig markant, når den i stedet skal til at invitere besøgende indenfor.
På visualiseringen kan man se en helt åben stueetage og hvad der ligner en café eller restaurant. Lige foran sig har bygningen allerede i dag et 12-14 sporet fortov, så der er god mulighed for mere udeservering til kvarteret.
Men indtil videre er der ikke fremlagt mere detaljerede planer for, præcis hvad der kommer til at ske.
Bob W kommer
Slättö er en investor, der ikke selv driver hoteller. Den del af pakken kommer firmaet Bob W til at stå for, og der er allerede indgået en lejeaftale.
Det er kun syv år siden, at pan-europæiske Bob W med finske rødder åbnede sit første hotel i Helsinki. Men siden er adskillige europæiske byer kommet til — også København.
Bob W driver nemlig allerede et hotel på Teglværksgade på Ydre Østerbro. Ikke en oplagt turist-lokalitet, måske, men med Cityringens komme blev den pludselig mere interessant, da der kun er 350 meter til Vibenhus metrostation.
Endnu tættere er metroen på hotellet ved Halmtorvet, nemlig 200 meter. Og som på Østerbro bliver Bob W på Halmtorvet fyldt med de såkaldte hotellejligheder, hvor der også er et køkken og en anelse mere plads at boltre sig på end i et standard dobbeltværelse.
Dermed kan hotellet formentlig også tiltrække besøgende på et kortere arbejdsophold i København, der også gerne vil have noget vesterbrosk byliv lige uden for døren.
Det kan måske også blive nødvendigt, for der er ikke lagt op til, at sociale behov vil blive tilfredsstillet indendøre.
Bob Ws koncept er nemlig blandt andet, at man leverer en "fully tech-enabled, contactless guest experience".
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
kommentarer