Nyt byggeri lukker hul ved Husum Torv
Med hyldest til sporvognstiden og et grønt område til naboerne skal nybyggeri lukke "hullet" i husrækken overfor Husum Torv.
Uden at fornærme nogen er Husum Torv ikke blandt Københavns kendteste pladser.
Og — med fare for faktisk at fornærme nogen — ligner det måske mere et udvidet busstoppested end en egentlig plads.
Det asfalterede look er et levn fra dengang, pladsen var endestation for Danmarks allersidste sporvognslinje, der herfra kørte sin definitivt sidste tur i april 1972.
Siden har torvet mest fungeret som et praktisk bindeled mellem den tætte by, de spredte villakvarterer og naturen i Utterslev Mose og ved Vestvolden.
Området omkring torvet er præget af 1930’ernes klassiske funktionalisme med enkle, gule teglstensbyggerier bygget til byens arbejdere. Og netop denne arkitektoniske tradition får måske snart et nyt, moderne bidrag.
På en ubebygget grund ud mod Frederikssundsvej — lige overfor pladsen — har der nemlig et stykke tid været planer om at opføre en ny ejendom på fire etager.
En hilsen til fortiden
Bygningen vil højdemæssigt flugte med nabohusene og bidrage til at gøre pladsen en smule mere samlet og urban, end den er i dag.
Valget af gule mursten er ingen tilfældighed; de svage gule nuancer kombineret med detaljer i kobbergrønt metal er en kærlig hilsen til de gamle sporvogne, der engang satte deres præg på asfalten her.
I stueetagen kan de lokale se frem til en ny butik og en restaurant, der skal skabe liv i gadebilledet. Facaden trækkes lidt tilbage fra fortovet for at give plads til udeservering og ophold i solen på det sydvendte areal.
Som en særlig detalje bygges der bænke direkte ind i facaden under de store karnapper, så man kan sidde lunt og tørt, mens man venter på bussen.
Ovenpå erhvervslivet indrettes 12 moderne 3- og 4-værelses lejligheder. Boligerne får masser af lys takket være store glaspartier og karnapper, der samtidig er designet til at skærme for støjen fra vejen.
Beboerne får desuden adgang til deres helt egen taghave med udsigt over byen, mens adgangen til lejlighederne sker via svalegange mod et roligt gårdrum.
Huset er højest ud mod Husum Torv, mens det trapper ned i skala mod villakvartererne på Hustoftevej omme bagved, så overgangenbliver harmonisk.
Urtårn og arkitektonisk overskud
Det mest markante træk ved bygningen bliver et diskret urtårn. Det er tænkt som en hyldest til torvets historiske betydning som trafikalt knudepunkt og skal give pladsen et visuelt løft.
Samme ur-detalje så vi for nylig på det roste nybyggeri på Ny Østergade 30 i Indre By, tegnet af Praksis Arkitekter. Det vidner om en ambition om at skabe noget, der er mere end bare kvadratmeter — og som også handler om at give bygningen en tydelig identitet.
Bag bygningen gemmer sig projektets måske største gave til kvarteret; en ny, offentligt tilgængelig park. Området, der har fået navnet "Skovbrynet", skal være en lille grøn oase med inspiration fra naturen ved Vestvolden.
Her kan naboer og beboere se frem til en stor græsplæne til leg og afslapning, naturprægede stier og en tæt beplantning, der både sikrer privatliv og skal fremme biodiversiteten i bydelen.
Før alt dette bliver virkelighed, skal det hele selvfølgelig først bygges.
Dette forår var projektet i høring hos naboer og myndigheder for at få input til planerne, men da Teknik- og Miljøforvaltningen stadig mangler de sidste oplysninger fra bygherren, har Københavns Kommune ikke givet det endelige ja til byggeriet endnu.
For et års tid siden gav man afslag til bygherren, fordi planerne for byggeriet ikke levede op til de strenge krav for brandsikkerhed.
Bygherren, firmaet Momentum+, indgav dog en frisk ansøgning kort efter, og snart bliver vi klogere på, om det denne gang lykkes at få en tilladelse til at sætte i gang.
Hvis metroen en dag kommer til Brønshøj som på den screenede Lilla Linje, vil de nye beboere "kun" have én kilometer til nærmeste station i Tingbjerg — og blot 250 meter væk vil 70'er kvarteret Bystævneparken over de kommende år blive transformeret til en tættere og mere levende bydel.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!

kommentarer