pixel

Sådan bliver ny voldgrav om Rosenborg komplet

Rosenborgs voldgrav skal udvides — og læsere kommer med forslag til, hvordan projektet kan blive endnu bedre. Forsvaret er dog fåmælt om udflytning.

rosenborg voldgrav forslag

I januar kunne vi fortælle om nye planer for at udvide voldgraven om Rosenborg.

Dén artikel fik en læser til at foreslå, at man flytter Livgardens Kaserne ved Gothersgade, der ligger lige ved siden af slottet.

På den måde vil man både få plads til en større udvidelse af voldgraven og kunne gøre Kongens Have "komplet" igen ved at inddrage Eksercerpladsen i parken, skrev Morten Falck.

"Fantastik idé", lød det bl.a. i kommentarsporet — men der var langt fra opbakning fra alle, ikke mindst på Facebook.

En kandidat til Folketinget for Konservative skrev bl.a.:

"Ja, lad os da bare droppe flere hundrede års historie — Den Kongelige Livgarde har været der siden 1786 — fordi nogle mener, der er brug for mere piknikområde. Måske burde skribenten også sætte sig ind i Livgardens opgave og forstå, hvorfor det giver 100 procent mening, at kasernen ligger midt i København."

Så hvad er det at flytte Livgardens Kaserne? En fantastisk idé? Eller helt forkert og historieløst?

Vi prøver at pejle os lidt nærmere et svar.

I gåafstand?

Indlægget fra Morten Falck fik ikke mindst kritik for, at han foreslog, at beboerne i Livgardens Kaserne ved Rosenborg f.eks. kunne flyttes til Svanemøllens Kaserne, hvor man alligevel er i gang med at udvide.

"Han glemmer lige en vigtig pointe. Kasernen skal gerne ligge i gåafstand fra Amalienborg," lød det fra én på Facebook.

Morten Falck har i en mail til Magasinet KBH svaret på kritikpunktet:

"Det kan der sagtens være en pointe i, men det tænker jeg ikke vil være så svært at finde en løsning på," skriver Falck og fortsætter:

"Man kan f.eks. flytte til Kastellet i stedet. Det ligger faktisk tættere på Amalienborg end Rosenborg gør, og man vil kunne marchere stateligt til slottet ad enten Bredgade eller Amaliegade."

Kastellet anvendes allerede i dag af Forsvaret og agerer kaserne for "flere hundrede medarbejdere," lyder det på Forsvarets hjemmeside. Blandt andet arbejder dele af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) her, og det er netop FE, der er ved at bygge nyt hovedkvarter på Svanemøllen Kaserne for at samle sine aktiviteter.

Forsvarskommandoen vil til Magasinet KBH "af operative hensyn" ikke oplyse det nøjagtige antal soldater, der i dag opholder sig på Livgardens Kaserne ved Rosenborg, men det er formentlig færre end 100 ifølge magasinets oplysniger.

Livgarden holder hovedsageligt til på Høvelte Kaserne i Nordsjælland, og det er kun det såkaldte vagtkompagni — der holder vagt ved især Amalienborg og Christiansborg — der har til huse ved Rosenborg.

Rent praktisk lader det ikke til at ville være et større problem at flytte lidt rundt, så måske 100 ansatte flyttede fra Kastellet til Svanemøllen for at gøre plads til, at Vagtkompagniet kan flytte fra Rosenborg til Kastellet.

Vil Forsvaret flytte?

Hvad Forsvaret selv tænker om idéen om at flytte, har det dog ikke været let at få et svar på.

Livgarden svarer ganske kortfattet på en række spørgsmål fra Magasinet KBH, at "Den Kongelige Livgarde har ingen kommentarer".

Hos Forsvarskommandoen er der en anelse mere information at hente — i hvert fald om livet på den nuværende kaserne.

Heller ikke her vil man dog kommentere på forslag om at flytte Vagtkompagniet til en ny placering, f.eks. på Kastellet — eller overhovedet svare på, om det ville være praktisk. Men man kan fortælle, at man snart vil renovere kasernen ved Rosenborg.

Som Morten Falck skrev i januar, så er der på kasernen bl.a. udfordringer med, at soldaterne må grave deres egne ekskrementer op af toiletterne i de gamle og utidssvarende bygninger — og derfor vil soldaterne gerne selv vil have en ny kaserne at bo på.

Forsvaret er i gang med at opgradere flere bygninger i landet, og "blandt de største projekter er netop en fremskyndet renovering af begge [Livgardens] indkvarteringsbygninger i Høvelte samt renovering af Livgardens Kaserne i Gothersgade," siger Forsvarskommandoen i et skriftligt svar.

Man oplyser også, at man benytter sig af hele arealet ved Rosenborg i dag — men man vil altså ikke kommentere på idéer om at flytte ud.

Minister eller folketing

Sidste stop i rundspørgen foregår hos Forvarsministeriet.

Her slår man fast, at der "ikke er nogen aktuelle planer om at flytte Livgarden fra Kasernen i Gothersgade," og man gentager at en renovering af faciliteterne er på vej.

Magasinet KBH vil gerne vide, hvem der i givet fald kan træffe beslutningen om en udflytning for at få mere plads til slot og have. Ministeriet svarer:

"Det er forsvarsforliget og de deraf følgende delaftaler, der sætter mål og rammer for Forsvaret."

Eller med andre ord: Det er politikerne på Christiansborg, der — når de laver forlig om Forsvaret — sætter de økonomiske og strategiske retninger for Forsvaret. Det seneste er lavet i 2024 og dækker de kommende 10 år.

En aftale i februar 2025 ændrede dog lidt på spillereglerne, sådan at Forsvarschefen har fået ansvaret for Forsvarets fysiske rammer.

"Det medfører, at Forsvarschefen tilrettelægger, hvordan Forsvarets bygninger mv. anvendes," skriver ministeriet til Magasinet KBH.

Man understreger dog, at det fortsat i sidste ende er Forsvarsministeren, der "træffer nærmere beslutning om størrelse og organisering af Forsvaret".

Sagt kort: Det er Forvarsministeren, eller Folketinget via nye delaftaler, der kan iværksætte en flytning af Livgardens Vagtkompagni — f.eks. til Kastellet.

Historieløs idé?

Men der var blandt et par læsere også kritik af, at det ville være historieløst at flytte kasernens soldater for at kunne inddrage Eksercerpladsen til voldgrav og til en udvidelse af Kongens Have.

Og det ville bestemt være lidt af en ændring, da Livgarden har haft til huse her siden 1786 — altså i 240 år.

Livgardens Kaserne er dog oprindeligt slet ikke tænkt som en kaserne, men var oprindeligt et orangeri, der var knyttet til Rosenborg. Indeni fandt man planter og fontæner — og ikke gardere.

Området foran kasernen, der i dag er kendt som Eksercerpladsen, var ligeledes en meget grøn del af den kongelige lysthave, der senere blev til den park med offentlig adgang, som vi kender i dag.

Det var først årtier efter opførelsen af orangeriet, at det blev bygget om til kaserne.

Den militaristiske Frederik d. 6. foretrak at opholde sig i Frederiksberg Have frem for Rosenborg Have, så da militærets generaler havde brug for mere plads, havde han ingen protester mod at orangeriet blev lavet til en kaserne, og 'parterrehaven' lige foran blev lavet til en militær eksercerplads.

Så nok har Livgarden en lang historie på stedet. Men man kunne også argumentere for, at det historisk ville være mere korrekt at lade dem flytte ud for igen at lade Eksercerpladsen blive en del af Kongens Have og åbne 'orangeriet' op for offentligheden.

Det ville i hvert fald være i samme ånd, som når man nu vil føre voldgraven omkring Rosenborg tilbage til noget, der mere ligner originalen fra 1600-tallet.

Det må være op til den enkelte, hvad der er mest 'historisk'.

Symmetri og orden

Men hvad kunne man helt praktisk gøre, hvis Vagtkompagniet holdt flyttedag til f.eks. Kastellet?

Det har en anden af Magasinet KBHs læsere et bud på.

Som vi kunne fortælle i artiklen i januar, er det kun en 'delvis' genskabelse af voldgraven omkring Rosenborg, der snart vil blive gennemført.

Men en anden læser, Anders Kure, har tænkt videre over Morten Falcks idé og lavet en række skitser til, hvordan en komplet voldgrav omkring Rosenborg kunne genskabes, hvis der var god plads til den.

Kure arbejder som art director på et større brand-bureau, og han siger:

"Jeg er jo bare art director til daglig, så jeg er som sådan ikke fagperson. Men det er jo sjovt at dagdrømme lidt om, hvordan tingene kunne tage sig ud."

Hans idé centrerer sig om at genskabe symmetri:

"Selve slottet er jo fra renæssancen, hvor aksefast symmetri, afbalanceret orden og tæmmet natur er helt centrale principper. Selvom det er en imponerende bygning, er det slående, hvor lidt øen og voldgraven lever op til de stiltræk, der kendetegner perioden."

Og han fortsætter:

"Der er en markant asymmetri og ubalance, vinkler der stikker i alle retninger, og et nyere murværk på cirka halvdelen af øen, som begrænser udsynet til slottet."

Kure vil have vand hele vejen rundt og en mere harmonisk struktur med symmetriske bastioner — og en anden markant ændring:

"Kontroversielt nok mener jeg, at man burde fjerne muren helt. Ja, sagsøg mig. Den har stået der længe, men den er ikke oprindelig, og den gør det svært at opleve slottet fra alle vinkler. Det ville være langt mere indbydende at lade øen skråne ned mod vandet med et lavt stengærde hele vejen rundt, så man uhindret kan nyde synet.

"Wow, et resultat" med kasernen væk

Voldgraven vil Kure have til bedre at forholde sig til slottets form ved at rette den ud og gøre den rektangulær.

"Ja, det ville kræve, at man inddrog noget af kasernens areal og fjernede enkelte bygninger — men wow, hvilket resultat det ville give!" siger Kure, der ikke er fuldt begejstret for de første visualiseringer der er kommet af det planlagte projekt:

"Allerede ud fra de første renderinger virker det desværre tydeligt, at voldgraven ikke kommer til at løbe hele vejen rundt, og at man vil bevare det delvise murværk. Brand-ærgerligt."

I dag ankommer man til Rosenborg gennem en bygning fra 1610, der huser billetsalget og som udvendigt står stort set som dengang for mere end 400 år siden.

Da Rosenborg var ung, var det slotsforvalteren der boede her, og man gik igennem huset, efter man havde paseret en vindebro, der ledte fra Øster Voldgade over voldgraven til Rosenborg.

"I den perfekte verden kunne man drømme om at flytte bygningen nogle meter," siger Kure, "så den enten stod mere diagonalt foran slottet — eller helt over på den anden side af den nye voldgrav, hvor den kunne fungere som en slags portal til broen over til øen."

Kure er begejstret for idéen om at inddrage Eksercerpladsen:

"Jeg synes, idéen om at inddrage kaserneplænen som en del af resten af Kongens Have og Rosenborg er helt forrygende."

Og han fortsætter:

"Arealet blev oprindeligt brugt som et tilhørende haveanlæg med urtehaver til slottet. Det var aldrig tiltænkt at være et aflukket militært område med asfalt, boldbaner og bilparkering. Det føles generelt lidt off lige der."

Der er andre end Kure, der mener det militære område midt  byen er off

"Jeg ser dagligt turister, der desperat forsøger at fotografere slottet gennem metalhegnet fra Gothersgade. Vi har et smukt, gammelt slot midt i byen — tænk at kunne ankomme til det direkte fra Nørreport, uhindret og mere storladent."

Kure er dog mindre tiltrukket af Morten Falcks idé om at gøre arealet til en del af parken med træer og en sti op mod slottet:

"Jeg tænker i stedet, at det ville være fedt at bevare området som en stor, åben plæne, så man kunne afholde en masse kulturelle begivenheder med Rosenborg som spektakulær baggrund."

Art director'en slutter:

"Vi har nogle gange lidt berøringsangst i forhold til at gøre ting mere tilgængelige og underholdende for publikum. Jeg mener godt, man må tage en mere moderne tilgang til formidlingen af historiske bygninger."

Magasinet KBH følger naturligvis, hvad der sker med planerne for Rosenborg — og om der skulle blive politisk opmærksomhed på også at inddrage kaserne og eksercerplads i projektet.

Herunder animation af Kures idé. Er du på PC, kan du højreklikke og åbne i ny fane for at se stor version.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

kimlaursenprivate
Interessant forslag

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling