Politisk fremstød vil gøre København "så grøn som mulig"
København har i årevis kæmpet med at nå sit mål om 100.000 nye træer — Et nyt forslag på rådhuset vil åbne op for begrønning overalt.
Det har længe været en opfattet kendsgerning på Københavns Rådhus, at viljen til at plante træer var stor, men at pladsen under jorden var trang.
Ledningsnettet — byens usynlige motorveje af vand, gas og el — har i årevis flere steder fungeret som en effektiv blokade for rødderne.
Dét skyldes, at de hidtidige sikkerhedsafstande — der skal beskytte kabler og rør mod trærødder på fremmarch — har været yderst restriktive.
Problemet er blevet ikke blevet bedre af, at der over flere år ganske enkelt ikke er blevet afsat tilstrækkelige midler til at indfri de grønne ambitioner.
Det så vi for eksempel i 2020, hvor der trods store visioner og konkrete planer blot blev afsat to millioner kroner til byens træpulje — et beløb, der i det københavnske gadebillede kun kunne række til sølle 27 nye træer.
Og derfor er Københavns Kommune langt efter sin egen plan fra 2015 om, at der skulle være plantet 100.000 nye træer her ved årsskiftet 2025/26. Det følger vi op på i en snarlig artikel.
Alt for længe blevet ved snakken
Nu blæser der dog måske nye vinde under de københavnske fortove.
En opdateret guide fra Hovedstadens Forsyningsselskab HOFOR fra i sommer har ændret spillereglerne ved at tillade træer op til 6 meters højde tæt ved rør og ledninger. Man har simpelthen erkendt, at så længe træerne ikke er enorme, når de fuldt udvoksede, så behøver de i dag ikke at være til fare for nettet.
Et paradisæbletræ eller en bærmispel bliver f.eks. typisk 6 meter højt.
Dette tekniske skifte har fået Radikale Venstre, SF og Alternativet til at fremsætte et fælles forslag, der skal få embedsværket på rådhuset til at handle proaktivt.
Forslaget pålægger Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen — der indtil i år bare hed Teknik- og Miljøudvalget — at redegøre for, hvordan de nye muligheder kan udnyttes mest effektivt i både kommunens egne projekter og i dialog med private bygherrer.
Hvor det før var næsten umuligt at plante nær forsyningsledninger, åbner de nye retningslinjer altså nu for både buske og træer i umiddelbar nærhed af — og visse steder direkte ovenpå — ledningerne.
Det kan også lade sig gøre i kraft af mere avancerede rodspærrer og rodvenlige bærelag, der styrer rødderne udenom de kritiske rør — samt gennem løsninger med flytbar beplantning, der kan løftes væk ved akutte reparationer.
Medlem af Klima-, Miljø- og Teknikudvalget Kristine Ammitzbøll-Bille (B), der står bag forslaget, ser det som et nødvendigt opgør med den tøven, der tidligere har været.
"Alt for længe er det blevet ved snakken om flere træer i København, men det skal være slut nu. Træer øger nemlig trivslen, forbedrer klimaet og mindsker luftforureningen," lyder det fra Kristine Ammitzbøll-Bille i en kommentar til Magasinet KBH.
Fra grå fiaskoer til grønne oaser
De tre partier lægger nu op til en bred offensiv, der både skal sikre grønt i helt nye lokalplaner, genbesøge projekter, der allerede er planlagt, og informere bredt om de nye muligheder.
Og embedsværket instrueres i at selv at komme med flere udspil til, hvad der aktivt kan gøres:
"Listen er ikke udtømmende. Der ønskes så meget grønt som muligt til så god en pris som muligt, herunder særligt fokus på at plante træer og buske i samlede grupper for størst mulig effekt", lyder det bl.a. i forslaget, der netop er afleveret af politikerne og vil komme op på et snarligt møde på rådhuset.
Særligt interessant er måske ønsket om en efterbearbejdning af de mange byrum, hvor man tidligere har måttet opgive træplantning på grund af de gamle regler.
Ved at kigge på disse "grå" fiaskoer med de nye briller fra den opdaterede HOFOR-guide, håber partierne at kunne tilføje beplantning til en fornuftig pris uden at forsinke igangværende anlægsarbejder.
Perspektivet kan vise sig afgørende for byens grønne ambitioner.
København har indtil nu haltet langt efter EU-gennemsnittet for trækronedække i storbyer, men de nye regler fjerner i hvert fald én af de større barrierer for en forandring af gadebilledet.
En anden er naturligvis finansieringen.
Den vil de tre partier forsøge at kæmpe på plads ved kommende budgetforhandlinger.
"Finansieringen vil jeg forsøge at finde til de kommende budgetforhandlinger og håber på politisk velvilje — det er nemlig ikke et sekund for tidligt at få rettet op på de alt for få træer, vi har i København," slutter Ammitzbøll-Bille.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
