pixel

(Igen) grønt lys i Vanløse: Nu er der ingen undskyldninger for V360

Efter nu 14 års tilløb — og et juridisk maveplask i sommer — er der endelig udsigt til reel opstart af stort projekt i Vanløses centrum. Men dét er hørt før.

v360, vanløse bymidte, BE arkitekter

Det har efterhånden været en føljeton længere end de fleste TV-serier.

Men nu er der landet en nyhed, der rent faktisk flytter noget i sagen om et markant byggeri lige midt i Vanløse, som har været på tegnebrættet helt siden 2012.

Efter et forløb præget af teknisk kludder, lokale protester, annullerede tilladelser og symbolske trillebører, har Københavns Kommune i marts officielt udstedt en ny byggetilladelse til bygherren Holberg Fenger.

Dermed skulle den sidste juridiske forhindring være ryddet af vejen, og det langstrakte drama kan skride frem mod sit klimaks: Byggeriet af 'V360' går i gang.

Men dén historie har man måske hørt før.

Vi har brændt nallerne før

På Magasinet KBH har vi tidligere brændt nallerne ved at udråbe byggestart på højhusprojektet ved Vanløse Station, før maskinerne for alvor var bidt i jorden.

Det var i 2024, hvor Københavns Kommune oplyste, at byggeriet nu var startet, og hvor en kilde fortalte, at der nu var noget aktivitet på byggepladsen, der eller havde ligget tom og øde hen i årevis.

Men nej: "Der er absolut intet sket på grunden. Det er vist en proforma byggestart, der har fundet sted. Måske Fenger har været forbi og stukket en lille planteske i jorden," lød en læserkommentar med henvisning til bygherren Flemming Holberg Fenger.

Så denne gang tør vi ikke udråbe noget som helst, før der er mere end et par trillebører bag plankeværket på Jernbane Allé.

Men selv om man tøver med at finde champagnen frem — eller gravøllet, afhængigt af smag — er den nye tilladelse en vigtig milepæl.

For at forstå vigtigheden skal vi spole tiden tilbage til juni sidste år.

Her blev projektet (igen) ramt af et pludseligt stop, da de statslige klagemyndigheder trak tæppet væk under byggeriet på grund af en bureaukratisk brøler.

Kommunen havde udstedt den oprindelige byggetilladelse, før en lovpligtig miljøscreening var helt afsluttet. Derfor fik de lokale klagere medhold i deres klage, og byggetilladelsen blev ophævet.

Nu har Miljø- og Fødevareklagenævnet dog talt: De giver Københavns Kommune ret i, at projektet ikke kræver en såkaldt 'fuld miljøkonsekvensrapport', og med dén afgørelse i ryggen skulle det juridiske fundament gerne være støbt færdigt.

De formelle fejl er rettet, og derfor har Københavns Kommune udstedt en ny byggetilladelse.

Fra teknisk fnidder til rigtige maskiner?

En byggetilladelse skal blot tages i brug inden for 12 måneder — ellers bliver den ugyldig.

Dermed kunne man frygte yderligere ventetid på opstarten, men tidligere på året meldte bygherren ud til branchemediet Ejendomswatch, at man forventede at se "rigtig aktivitet" her i foråret 2026.

Aktiviteten krævede ved dén lejlighed en ny byggetilladelse, men den er altså nu kommet.

Selv om projektet nu har fået nyt liv på papiret, er byggeriet det samme, som har været planlagt gennem flere år. Det betyder, at Vanløse fortsat kan se frem til en kombination af hotellejligheder og kontorer med butik og café i stueetagen, der skal være med til at puste nyt liv i området lige ved stationen.

Med den nye tilladelse i hånden er der nu ikke længere nogen formelle undskyldninger for at tøve eller gemme sig bag manglende stempler.

Om det så rent faktisk betyder snarlig byggestart, eller om spaden igen forbliver i jorden? Tja — vi holder øje og ser, om maskinerne denne gang dukker op til tiden.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

phe

Et fuldstændig vanvittigt projekt, der vil smadre den centrale del af Vanløse.

Københavns Kommune er vanvittige at de vil tillade så ødelæggende et byggeri.

Grådighed er en grim ting, og den ødelægger byer.
Jakob Hammeken
Hvordan mener du, at det vil smadre området? I forhold til højde og drøjde ligger der jo allerede det lille Kulturstationshøjhus og Kronen på den anden side af Jernbane Allé. Er det det, eller drejer det sig om arkitekturen?

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling