Har planerne for Nuuks Plads ændret sig igen-igen?
Transformationen af Nuuks Plads har været 10 år undervejs. I slutningen af 2025 så de nyeste planer ud til at være blevet godkendt — men er de nu blevet ændret igen?
De første planer om et større byggeri på Nuuks Plads på Nørrebro blev lagt frem i 2016.
Siden har planerne ændret sig så mange gange, at det kan være svært at finde hoved og hale i projektet.
Forvirringen har fået en læser til at spørge Magasinet KBH: Hvad sker der egentlig på Nuuks Plads nu?
Lad os dykke ned i den seneste udvikling.
I november sidste år blev idéen om at bygge en hestesko-formet tilbygning til Koppels Magasin — der frem til 2009 sammen med Nyrops Arkiv udgjorde det tidligere Landsarkiv — sløjfet.
I stedet ville ejendomsudvikleren 2L nu opføre to fritstående bygninger i den vestlige og østlige ende af pladsen. Begrundelsen var en økonomisk presset byggebranche, der gjorde designet ”ikke længere økonomisk rentabelt”.
Ændringerne krævede dog en dispensation fra politikerne i Københavns Kommune, da byggeriets nye facon ikke var i overensstemmelse med den lokalplan, der blev lavet for byggeriet i 2022.
Kommunens embedsværk var positivt stemte overfor ændringerne: Det nye byggeri passede arkitektonisk stadig ind i området — og de nye passager mellem bygningerne ville faktisk give naboerne mere dagslys og bedre byrum end med hestesko-byggeriet, lød det.
Dén købte politikerne, og et flertal stemte i slutningen af 2025 for en dispensation.
Forskellige fremlægninger af byggeri
Den nyeste plan består altså i at beholde de to bevaringsværdige bygninger Nyrops Arkiv og Koppels Magasin med en overbygning på sidstnævnte — og altså to mindre, fritstående bygninger mellem de to længer.
Men sådan ser visualiseringen imidlertid ikke helt ud, når man ser på ejendomsudvikleren 2L’s hjemmeside, som den vakse og forvirrede læser gjorde os opmærksom på.
I stedet kan man se en to-etagers forbindelse, der binder Koppels Magasin sammen med én af de nye byggerier, der altså her ikke er fritstående.
Gangen er i glas fra top til tå, og ville altså fortsat lade dagslys slippe ind mellem bygningerne.
Arkitekturen på de to nye byggerier "i midten" er også anderledes end på de tegninger, vi kunne vise i november.
Facaderne på nybyggerierne er holdt i den samme rødbrune nuance, der skal matche facaden på Martin Nyrops arkivbygning fra 1892 — men ellers ser de ganske anderledes ud på 2L's egen hjemmeside.
Hvor de to nybyggeriers tage er en slags flade mansardtage på illustrationerne fra november, så er der på 2L's hjemmeside saddeltage på både nybyggerierne og på overbygningen på Koppels Magasin.
I planerne fra november er overbygningen på Koppel-bygningen desuden holdt i blåsorte nuancer — ligesom bygningen fra 1967, den er bygget ovenpå. På 2L’s hjemmeside er overbygningen derimod udformet i en lys beige — muligvis en træbeklædning.
Magasinet KBH har derfor spurgt 2L, hvad planen egentlig er — og hvordan man kan forvente byggeriet reelt vil se ud.
Fra 2L lyder svaret ganske kort: ”Planen er fortsat den samme, som i november.” Mere vil man ikke sige på nuværende tidspunkt.
Og kigger man nærmere på den dispensation, der blev givet i november, så kan man se, at det er novembers illustrationer, der må være mest retvisende. Her står nemlig, at overbygningen på Koppels Magasin bliver sort, og at tagene på de to nye byggerier bliver mansardtage.
Desuden kan man stadig forvente, at de to ældre bygninger fra henholdsvis 1892 og 1967 sammen med de to nye skal huse butikker, caféer, hotel, et supermarked og nye 'ungdomsboliger', hvoraf 25% vil være almene.
Langs det gamle Nyrops Arkiv vil der blive lavet en 'aktiv forplads', hvor der er lagt op til udeservering, der kan skabe mere liv mellem de to arkivbygninger, der har stået tomme siden 2009.
Ejerskifte, lokale protester og P-drama
Hvis man har haft svært ved at følge udviklingen af projektet på Nuuks Plads gennem de seneste 10 år, er det dog med god grund. For mange elementer har spændt ben for projektet undervejs og forlænget processen.
De første planer i 2016 så markant anderledes ud end i dag og inkluderede et 75 meter rødbrunt højhus med 22 etager boliger — meget passende tegnet af Over Byen Arkitekter.
Idéen blev dog to år senere droppet af de københavnske politikere efter massive lokale protester mod, at byggeriet ikke passede ind i området.
Året efter købte firmaet 2L grunden af ejendomsselskabet Norden, og dernæst kom forslaget i 2020 om at bygge en ’hestesko’ henover Koppels Magasin. Projektet krævede en ny lokalplan for området, men dén endte med at blive fanget i langt drama om P-pladser.
Kommunen stiller som regel altid krav om, at en bygherre skal anlægge et vist antal P-pladser i forbindelse med et nybyggeri.
Dét krav var et politisk flertal i Borgerrepræsentationen dog parat til at droppe med henvisning til, at området er godt betjent af kollektiv transport — Nuuks Plads har flere busruter og har haft sin helt egen metrostation siden 2019.
Projektet blev udskudt, og selv efter det politisk blev stemt igennem i december 2022, var dramaet om P-pladserne ikke helt overstået.
To naboer klagede nemlig til Planklagenævnet, da de mente, der var tale om en lovovertrædelse ved at vedtage en lokalplan uden plads til parkering. Det blev dog senere afvist af Planklagenævnet.
Med P-dramaet i bakspejlet og en dispensation, der gør det muligt at ændre designet af bygningerne fra en hestesko til fire fritstående bygninger, ser det ud til at transformationen af Nuuks Plads for alvor kan gå i gang — og det bliver altså overvejende, som vi kunne præsentere i november.
2L har lovet at vende tilbage med flere detaljer, når 'vi kommer lidt længere frem' — og til den tid opdaterer vi selvfølgelig på sagen.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
