Den "hemmelige" Arsenalskov skal være en del af byen
Mellem Christiania og Holmen gemmer sig en lille, og noget vild, skov — nu vil Københavns Kommune rydde op og forbedre.
Svinger du til højre ad cykelstien fra Prinsessegade til Holmen ved den røde idrætshal på Arsenaløen, finder du en helt særlig lomme i byen — 'Arsenalskoven'.
Det er et sted, hvor roen fra vandet og den historiske atmosfære fra Holmens gamle kaserner møder en aktiv, udendørs idrætspuls.
Om sommeren summer vandkanten af kajakpolo, paddleboards og spejdere, mens den lille ”hemmelige” skov mellem vandet og fodboldbanen fungerer som en af byens bedste, og mindst kendte, pauser fra storbyens larm.
Det er et område, hvor man kan få pulsen op i det ene øjeblik — og gå på brombærrov i det næste.
Og nu har Københavns Kommune fået lavet en helhedsplan, der skal gøre det i dag ret upolerede område lidt mere tilgængeligt.
Nye stier og bedre lys
Kernen i planen er at åbne området op, så skov og vand ikke længere er to fremmede, der tilfældigvis bor dør om dør.
Ved at samle de eksisterende sportsfaciliteter på ét sted vil man frigøre et større areal i skoven. Og ved at fælde en række mindre træer skal der skabes lysninger i den tætte bevoksning, som skal give luft til både leg og ophold.
Nye stisystemer på tværs af den lille skov skal binde det hele sammen, og der luftes også drømme om et fælles klubhus, der kan rumme helårlige aktiviteter, så man ikke behøver være viking for at dyrke sport på Holmen i januar.
Og så skal der skrues op for lyset. Planen lover en ny belysning, der skal gøre det trygt at færdes i området, når mørket falder på inde i 'junglen' af træer.
Den store cykel-kabale
Midt i alt det idylliske er der dog i dag en elefant i skoven. Eller rettere, en cykelbane.
Mountainbike- og bmx-foreningen 'Holmen Dirt' har gennem mere end 20 år etableret jordvolde og andre konstruktioner til cykelræs på en del arealet — men uden at have fået de nødvendige byggetilladelser i hus.
Foreningen har tidligere fået besked på at få orden i sagerne, så man kunne indarbejde deres cykelbane i den nye helhedsplan. Men da det ikke er sket, har kommunen selv trukket i arbejdstøjet for at få styr på forholdene.
Helhedsplanen er lavet færdig uden om bmx-cyklisterne, og politikerne skal nu tage stilling til to scenarier:
Enten skal den store pengepung findes frem og cirka 5 millioner kommunale kroner investeres i en funklende ny og reglementeret cykelbane, som kommunen kan acceptere — og som man efterfølgende selv vil drive. 'Holmen Dirt' skal så kunne søge om brug af anlægget på lige fod med alle andre foreninger i byen.
Alternativt skal der trykkes på ”nulstil”. Dét betyder, at man helt nedlægger cykelbanen og lader Holmen Dirts areal blive en del af skoven. Dén model vil koste 1,5 million kroner.
Nyt liv bag hallen
Uanset hvad politikerne lander på, når sagen kommer op på et snarligt møde, er visionen i helhedsplanen klar: Arsenaløen og -skoven skal være for alle og ikke kun for dem, der i forvejen kender stien bag den røde hal.
Ved at rydde op i uautoriserede konstruktioner og etablere mere gennemtænkte faciliteter, vil rådhuset løfte området fra at være en lidt vild og uplanlagt plet natur til at blive en mere park-agtig park i byen:
I nye lysninger skal der skabes plads til ophold — f.eks. med en picnickurv.
Nye stier skal lede ind til de nye åbne pletter, i stedet for som i dag, hvor skoven fremstår lukket og svær at "indtage". Og der skal lys på dem.
Og så skal der åbnes for nye aktiviteter som f.eks. en naturlegeplads, træningsredskaber og et klubhus.
Hele omdannelsen vurderes at koste mellem 26 og 32 milioner kroner.
Det er arkitekterne hos Effekt, der har lavet den nye helhedsplan.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
