pixel

Tidligere Falck-hovedkvarter bliver til hostel i størrelse XL

Hotelkæde omdanner Falck-Huset i Bernstorffsgade til kæmpehostel med 1.650 sengepladser og faciliteter i luksusklassen.

next house bernstorffsgade

Endnu en dag, endnu et stort københavnsk hotelprojekt.

Denne gang er det dog ikke Chanel-segmentet, men derimod den mest ydmyge turisttype, der er målgruppen, nemlig unge rygsækrejsende med stor rejselyst og små rejsebudgetter.

Det forhindrer dog ikke Arp-Hansens Hotel Group i at betegne sit kommende kæmpehostel i Falck-Huset på hjørnet af Polititorvet og Bernstorffsgade som et “luksushostel”. Hvad det luksuriøse helt præcis består i, vender vi tilbage til.

At det tidligere Falck-hovedkontor fra 1962 nu bliver til et hotel, kommer ikke som den store overraskelse.

Det er præcis et år siden, at den bedagede kontorbygning med den centrale beliggenhed blev købt af Arp-Hansen Hotel Group, som i forvejen driver et af sine Wakeup-lavprishoteller i naboejendommen, der blev ombygget fra kontorer til hotel i 2018.  

Nu er hotelkæden imidlertid klar med konkrete planer for bygningen, der skal indrettes til et kæmpe vandrerhjem under navnet Next House Copenhagen. 

Bronzefacade med hængende haver

Vandrerhjemmet eller hostellet, som det hedder på moderne dansk, får ikke mindre end 1.650 sengepladser fordelt på 433 værelser og 3.600 m2 fællesområder – og det er hér, det luksuriøse kommer ind i billedet. Fællesområderne omfatter nemlig ikke bare restaurant og bar i stueetagen, men også to store grønne tagterrasser med udsigt over byen, en biograf samt fitness- og idrætsfaciliteter.

For at få plads til alt dette, har Arp-Hansen udvidet bygningen med et nyt anneks ud mod Mitchellsgade, hvor der tidligere var et åbent gårdområde.

Bygningen får desuden et noget mere “flashy” ansigt ud mod byen med en ny bronzebelægning og hængende haver på facaden.

Hoteller overalt

Next House er blot ét af adskillige eksisterende og kommende hoteller i området mellem Hovedbanegården og havnen. 

Lidt længere oppe ad Bernstorffsgade er den over 100 år gamle centralpostbygning ved at blive omdannet til luksushotellet Villa Copenhagen, og lige rundt om hjørnet på Kalvebod Brygge er kæmpehotellet Scandic Spectrum begyndt at skyde op på Politigrunden over for Mariott Hotel. 

Derudover bliver Next House som sagt nabo til Arp-Hansens eget Wakeup-hotel i Bernstorffsgade, men også til Cabinn City på hjørnet af Michellsgade og Niels Brocksgade.

Next House bliver Arp-Hansen Hotel Groups andet hostel i København efter Steel House, som åbnede i Dansk Metals gamle bygning ved Søerne i 2017. 

Ombygningen til hostel er allerede i gang, og Arp-Hansen forventer at kunne åbne Next House i sommeren 2021.

Emner

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling