pixel

Ny sportshal ved siden af udvidet Parken?

Skal Parken have plads til 50.000 tilskuere? Og hvad skal der ske på Skøjtehalsgrunden lige ved siden af? Får København en indendørs atletikhal? Og er der overhovedet plads til det hele?

Multihal ved Parken

Mellem Parken og Østerbro Stadion ligger en grund, som har fået meget opmærksomhed, siden Københavns politikere lukkede budgetforhandlingerne 9. september.

Tidligere husede grunden den gamle Østerbro Skøjtehal, men siden 2008 har den stået mere eller mindre tom — når den ikke i ny og næ agerer løbebane for løbeklubben Sparta og parkeringsplads ved større arrangementer i Parken.

Nu skal den have nyt og mere permanent liv.

Københavns Kommune og Parken Sport & Entertainment har hver især sat en million af til forundersøgelser af, hvad der skal ske på området omkring FC Københavns hjemmebane — herunder også den gamle skøjtehalsgrund.

En fremtidig international storspiller

Ifølge Københavns Beskæftigelses- og Integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), skal Parken have gevaldigt vokseværk.

»Målet er at se, om vi kan bruge [grunden] ved siden af Parken til at hjælpe Parken med at udvide tilskuerkapaciteten. Det kunne for eksempel være ved, at man kan lægge VIP-faciliteter, mødelokaler og andet på dén grund for at skabe plads til flere tilskuerpladser på stadion,« har hun blandt andet udtalt til Radio4.

Idéen om flere tilskuerpladser til fodboldkampe kommer oprindeligt fra DBU.

Sidste sommer meldte unionen ud, at den ønsker at modernisere Parkens rammer og faciliteter, og at ambitionen er at få plads til 50.000 på tribunerne — 30 procent flere end i dag — så DBU kan byde ind på store arrangementer som for eksempel EM- eller VM-værtskab for kvindefodbold i 2025 og 2027.

Parken benytter som sagt allerede Skøjtehalsgrunden til parkering i ny og næ.

Men hvorvidt målet med forundersøgelserne er at rykke Parkens faciliteter permanent over på nabogrunden for at kunne skrue op for kapaciteten på stadion, er der forskellige svar på, afhængig af, hvem man spørger.

Idrætshus som nabo

Den million, der er afsat til at undersøge mulighederne på den kommunale Skøjtehalsgrund, kommer fra Københavns Kommune — mens millionen fra Parken Sport & Entertainment er afsat til at undersøge deres egen grund, altså den der bærer på Parken.

Og selvom det kommunale budgetnotat — som politikerne har taget deres beslutning på basis af — lægger op til en "sammenhængende udvikling på tværs mellem det kommunale areal og arealet rundt om Parken", så har de to organisationer hver sin beslutningskompetence.

Sagt med andre ord, så er det Københavns Kommune, der bestemmer over Skøjtehalsgrundens fremtid, mens Parken Sport & Entertainment bestemmer over Parkens.

Overfor Magasinet KBH understreger Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune, at Skøjtehalsgrunden er en kommunal grund udlagt til idræt, og at netop dét er kommunens ambitioner: Idrætsfaciliteter.

Et bud på de faciliteter, som budgetnotatet selv nævner, er det idrætsbyggeri, som Sparta, BK Skjold og KIF sidste år præsenterede en vision for på netop Skøjtehalsgrunden:

En stor, ny bygning med indendørs atletikbane på 200 meter — noget der i dag ikke findes øst for Storebælt — og derudover en gymnastikhal og fitnesslokaler. På taget skal en fodboldbane ligge.

I idrætsforeningernes vision er der også gjort plads til kontorer imellem alle sportsfaciliteterne, og måske er det i lokaler som disse, at Parken vil kunne få lov til at rykke ind på grunden, så tilskuerpladserne på selve stadion kan skyde i vejret eller bredden.

Kan Parken bruge 50.000 sæder?

Spørgsmålet er så, om Parken Sport & Entertainment overhovedet ønsker at udvide stadion i så høj grad.

Over for Berlingske har Parkens formand, Allan Linneberg-Agerholm, udtrykt tvivl om, hvorvidt de nye pladser kan fyldes ud.

Til gengæld er han optaget af infrastrukturen omkring Parken:

»Vi ved godt, at når Parken er fyldt, så strammer det lidt over skuldrene. Vi vil gerne se på, hvordan vi kan gøre infrastrukturen og logistikken omkring Parken meget bedre, så man nemmere og mere smidigt kan komme til og fra arrangementer,« siger han til avisen.

Vi bliver klogere på millionplanerne, når forundersøgelsen ligger klar.

Dét forventes den at gøre omkring efteråret 2023, når forhandlingerne om Københavns Kommunes Budget 2024 starter op.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Valby
Klubber og foreninger i Valby Idrætspark har en ambitiøs vision om at lave området til en hel idrætsby.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling