pixel

Riget skal udvides med verdens bedste børnehospital

Fingerplan: Små patienter vil altid være få skridt fra leg og grønt i Rigshospitalets næste store og skulpturelle udbygning.

børneriget 3xn

Symbolikken er ikke til at tage fejl af, når Rigshospitalet udvider med et helt nybygget hospitalsafsnit til børn, unge, fødende og deres familier.

BørneRiget skal holde hånden under samfundets yngste, og set fra luften udformes bygningen som to store hænder, der strækker fingrene ud i lyset, ud i byen og de grønne omgivelser.

Børnehospitalets kommende 58.000 kvadratmeter fordeles over ni etager og opføres på bagsiden af Riget i kompleksets vestligste hjørne ud til Nørre Allé og Amorparken. Når det efter planen åbner i 2024 vil det blive daglig arbejdsplads for 1.200 mennesker og kunne modtage 900 små og store patienter, indlagt eller ambulant.

Region Hovedstadens vision for BørneRiget er at skabe verdens bedste hospital for børn og deres pårørende, intet mindre. En ny klinisk effektiv fløj, der samtidig skaber rammer for, at familier kan være sammen som familie og have en så almindelig og tryg hverdag som muligt.

Og ved at samle alle de involverede fødestuer, operationsstuer, opvågningspladser og ambulatorierum under ét tag bliver det gennemgående princip på BørneRiget, at specialisterne kommer til barnet – ikke omvendt som i dag, hvor en indlæggelse på Rigshospitalet kan kræve mange ture op og ned med elevatorerne og videre rundt i netværket af lange gange.

Legende logisk

Til opgaven med at tænke behandling, pleje, forskning, uddannelse, teknologi og arkitektur sammen i én integreret hospitalsbygning er udvalgt arkitektfirmaet 3XN. Forslaget med de to hænder har de udarbejdet i samarbejde med Arkitema Architects, NIRAS, Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue og Rosan Bosch.

3XN kalder selv projektet ’Legende Logisk’. Alle 10 fingre indeholder sengestuer, og for enden af hver fingerspids åbner der sig dobbelthøje vinterhaver med forskellige temaer og oplevelser, tilpasset de forskellige patienters behov – fra den fødende til børnehavebarnet og teenageren.

Finger-designet sikrer korte afstande og udsigt ud over København fra alle sengestuer, der aldrig får mere end 20 meter hen til nærmeste have.

Daglys er ifølge 3XN den vigtigste faktor indenfor helende arkitektur, og strukturen med de to hænder og mange fingre skal fungere som en dagslysmaskine, der suger lyset dybt ind i bygningens inderste og muliggør de mange frodige haver, grønne uderum og pauserum, der altid er lige ved hånden, om man så må sige.

Rigets nutidige husarkitekter

3XN står i forvejen bag den allerede igangværende udbygning af Rigshospitalet. Både store zigzaggende Nordfløjen på det modsatte hørne mod Blegdamsvej, der forventes at stå færdig i 2018, foruden det nyåbnede parkeringshus og patienthotel. Af andre markante bygninger i København har 3XN senest sat sin signatur på Royal Arena.

Byggeriet af BørneRiget skal gå i gang i 2020 og løber op i 2 mia. kroner, hvoraf Region Hovedstaden har fået en donation på de 600 millioner fra Ole Kirk’s Fond.

I 2024 vil BørneRiget indeholde:

  • 176 Senge til børn og unge
  • 43 Senge til voksne
  • 15 Operationsstuer
  • 14 Fødestuer
  • 50 Opvågningspladser
  • 18 Daghospitalspladser til børn og unge
  • 57 Ambulatorierum til børn og unge
  • 30 Ambulatorierum til voksne
  • 1 Almen og nuklear diagnostisk enhed

Emner

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling