pixel

Byens skønneste nykommere

Lagerhotel, krydstogtterminal og bølget promenade er blandt Københavns Kommunes nye kæledægger.

Magasinet KBH

Fakta

Københavns Kommunes Bygningspræmiering

Siden 1902 har Københavns Kommune uddelt priser til særligt skønt byggeri eller særligt gode byrum, der er kommet til byen i løbet af året.

Bygningspræmieringen i 2014 er uddelt til projekter, der blev givet ibrugtagningstilladelse til i 2013, eller som er taget i brug inden 1. maj 2014.

Bedømmelsesudvalget består af Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg, stadsarkitekten samt repræsentanter fra Teknik- og Miljøforvaltningen, Akademisk Arkitektforening og Ingeniørforeningen Danmark.

Se også vinderne fra 2013 og fra 2012

Endnu et år med nye bygninger og byrum er så småt ved at gå på hæld i København, og traditionen tro gør kommunen selv status over alt det nytilkomne med sin bygningspræmiering.

Hæderen er i mere end et århundrede blevet uddelt til årets gode og smukke byggerier i Københavns Kommune. I bedømmelsen lægges der vægt på, at arkitekturen tager udgangspunkt i stedets særlige karakter og bidrager til oplevelsen af København som en by med kvalitet i bymiljøet.

I alt syv nye bidder af byen kan i år fremvise diplomet som bevis på deres skønhed. Blandt bygherrerne løber kommunen selv med de tre, mens Christensen & Co med to bygningspræmieringer er topscorer blandt arkitekterne i 2014:

Kalvebod Bølge

Arkitekt: Urban Agency og JDS ArchitectsBygherre: Københavns Kommune

Havnens kedelige langside ved Kalvebod Brygge er ikke længere så kedelig. En lang træpromenade svinger sig nu ind og ud og op og ned langs kajen og lokker københavnerne tæt på vandet. "Bølgen er nyskabende og giver fantastiske muligheder. Den er både afdæmpet og simpel og samtidig flot – herligt at få sådan et byrum foræret," jubler Københavns Kommune, der selv har bygget den.

Du kan her på Magasinet KBH se meget mere om Kalvebod Bølge.

Krydstogtterminaler

Arkitekt: Christensen & Co ArkitekterBygherre: By & Havn og CMP Copenhagen Malmø Port

Når byens krydstogtgæster går i land, er det nu på et splinternyanlagt stykke København på spidsen af Nordhavn. Den kilometerlange krydstogtkaj har tre identiske terminalbygninger, der i deres form vækker maritime mindelser om sejl, klitter eller bølger. "Krydstogtterminalerne er enestående i forhold til deres funktion. De har et sagligt, industrielt udtryk, der balancerer fint med funktionen," mener kommunen.

Du kan her på Magasinet KBH se meget mere om Krydstogtterminalen i Nordhavn.

Kommunehospitalet, Bygning 35

Arkitekt: Erik Møller ArkitekterBygherre: Jeudan

På hjørnet af Øster Farimagsgade fletter en ny bygning sig ind i Kommunehospitalets fredede område. Den huser både universitetsstuderende og børnehavebørn bag sine mure, der frækt vender det pensionerede hospitals gul-røde murstensbånd på højkant. "Bygningen er tilpasset uden at efterligne, og fortid og nutid indgår i et fint samspil med hver sin identitet," applauderer kommunen.

Hal C

Arkitekt: Christensen & Co ArkitekterBygherre: Københavns Kommune

Multihallen på Arsenaløen mellem Christianshavn og Holmen har form og farve inspireret af områdets historiske masteskure – og fører sine indendørs publikumstribuner i lyst træ videre udenfor, hvor de skaber en lille solpromenade langs kanalen. Hvis kommunen selv skal sige det, så har "christianshavnerne (...) fået mere end blot en sportshal – de har fået et moderne forsamlingshus og et unikt byrum."

Du kan her på Magasinet KBH se mere om Hal C (nederst i artiklen).

Ny Vestergade 3

Arkitekt: Tegnestuen B19Bygherre: Louise og Henrik Obel

Byhuset fra 1848 er blevet nænsomt renoveret fra stuen til 4. sal og har samtidig fået bygget en helt ny tagkonstruktion i to etager. Kommunen prisbelønner, fordi opgaven er løst, så "huset fremstår harmonisk, nedtonet, skarpt i detaljen og med respekt for historien."

Pelican Kastellet

Arkitekt: EntasisBygherre: Pelican Self Storage

Pelican Self Storage-afdelingen i Kalkbrænderihavnsgade er noget så sjældent som et lagerhotel, der roses for sit udseende. Langs banelegemet sender det moderne pakhus både i form og farve hilsner til byens klassiske af slagsen. "Arkitekterne har med få virkemidler og den smukke brug af to røde materialer formået at skabe arkitektur, der tangerer kunst," skamroser kommunen.

Du kan her på Magasinet KBH se meget mere om Pelican Kastellet.

Børnehuset ved Glyptoteket

Arkitekt: Tegnestuen VandkunstenBygherre: Københavns Kommune

Børneinstitutionen i Tietgensgade har bygget ud på en vanskelig, kileformet grund overfor Glyptoteket. Ud mod gaden er der få åbninger og små forskydninger i den grå facade, der til gengæld bliver til et grønt væksthus ind mod legepladsen. Københavns Kommune klapper sig selv på skulderen for "en grøn oase midt i den mest pulserende del af byen."

Tak fordi du læste artiklen til ende — vi håber, du kunne lide den.

 

Vi hopper lige til sagen: På Magasinet KBH følger vi tæt udviklingen af København. Intentionen er at give dig brugbare informationer, og gennem debat at bidrage til at skabe et bedre København.

Men der er mange omkostninger forbundet med at lave et digitalt magasin, og derfor har kun medlemmer pr. 7. juni 2019 adgang til langt størstedelen vores indhold.

Vi kan kun overleve med støtte fra vores læsere.

Hvis du har glæde af Magasinet KBH, så håber vi meget, at du vil blive medlem. Medlemskaber starter ved kun 29 kroner om måneden, men de gør hele forskellen for os, og giver adgang for dig.

Bliv medlem

PS. Som medlem slipper du også for at se flere af de her opfordringer til medlemskab, og alle reklamer forsvinder, hvis du vælger et plus-medlemskab.

Mest læste

kommentarer

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling