pixel

I lufthavnen skal rejsen starte ved byens længste vindue

Vokseværket i Københavns Lufthavn kulminerer med en historisk omfattende udvidelse af terminalen.

københavns lufthavn vinduesparti

Hvis det virker som om, at terminallandskabet i lufthavnen har fået sig endnu en ny knopskydning, hver gang du skal ud at flyve, så er det ikke helt løgn.

For Københavns Lufthavn er nået op på 30 millioner rejsende om året, men har som erklæret mål at få plads til 40 millioner. Det er dobbelt så mange flypassagerer som i 2009 0g kræver selvsagt en udbygning af lufthavnen i massiv skala.

Nu har CPH løftet sløret for vokseværkets hidtil største og mest komplekse delprojekt: En 270 meter lang og 60 meter bred bygning, der udvider terminalområdet efter sikkerhedskontrollen med 80.000 arkitektonisk ambitiøse etagemeter.

Tilbygningen skal skabe et markant større og mere åbent område med mere lys og luft til de rejsende. Dertil kommer en helt ny bagageudleveringshal, så bagagebåndene kan følge med passagertilvæksten, foruden mere plads til en ny grænse- og paskontrol.

Ud mod landingsbanerne får terminalbygningen i hele sin længde ét sammenhængde vinduesparti, der med sine knap 300 meter snildt bliver det længste vindue i København.

Gårdhave under stjernehimmel

Lufthavnsudvidelsen er lagt i hænderne på Vilhelm Lauritzen Arkitekter i samarbejde med Zeso Architects. Vilhelm Lauritzen har været en af husarkitekterne i København Lufthavn siden 1930'erne og har blandt andet stået for den papirfly-formede Terminal 3, der er blevet udødeliggjort i selveste The Simpsons.

Også oplægget til den nye terminalbygning er at være flot og funktionel på samme tid, og arkitekterne arbejder desuden med at trække naturen, byen og lyset indenfor.

Terminalens hjerte bliver således i fremtiden en plads omkring en stor indre gårdhave. Ved lufthavnshaven kan passagererne få hurtigt overblik eller slå sig ned ved det lange vinduesparti med udsigten til landingsbanerne.

Over et hængende, søjlefrit dæk, der opdeler det store rum i to niveauer, skal et bølgende og transparent loft være en reference til skyerne. Om dagen vil både diffust og direkte dagslys strømme ned i rummet, og om aftenen vil loftet angiveligt afspejle stjernehimlen.

Tre åbne og begrønnede lysskakter er udset til at løbe ned gennem etagerne og oplyse den nye bagageudlevering. De grønne skakter er tænkt som naturlige pejlemærker og mødesteder i terminalbygningen, der tilbyder et kig til de andre etager.

Danmarkshistorisk investering

Gårdhaven under stjernehimlen venter dog ikke lige om hjørnet. I første omgang skal der udvikles videre på projektforslaget i mindst et år endnu, og derefter opdeles terminalbyggeriet i to: Første etape forventes færdig i 2023 og anden etape i 2028.

Budgettet er på hele 4 milliarder kroner, blandt andet fordi det er komplekst at bygge i en travl lufthavn, der undervejs skal være i drift som den plejer i alle døgnets timer på alle årets dage.

Hele den overordende udvidelsesplan, som skal fremtidssikre København som Nordeuropas foretrukne knudepunktslufthavn, har et prisskilt på ca. 20 mia. kroner – det er den formentlig største privatfinansierede anlægsinvestering i danmarkshistorien og svarer rundt regnet til prisen på en metrocityring.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling