pixel

Kun fem steder i byen skal have lov til lysreklamer

Blot fem steder vil der fremover være tilladelse til at opsætte nye, lysende reklamer i byrummet, hvis forslag stemmes igennem i dag.

enghave plads, reklamer, lysskilte

Lysende reklameskilte. For mange definitionen på en pulserende, moderne storby. For andre en pestilens i øjet — også når man skal sove.

Man kan ikke blot sætte neon og LED op hvor man vil, og sidst der blev set på reglerne i Københavns Kommune var i 2013, hvor 15 steder i byen blev erklæret lysreklame-egnede.

Siden er efterspørgslen på LED-lysreklamer steget, og teknologien er rykket med, så reklamerne nu er mere lysende og opmærksomhedskrævende end nogensinde før.

Og derfor kan en markant begræsning af mulighederne nu være på vej. 

Fem steder i byen er LED-egnet

På rådhuset har Enhedslisten længe været trætte af opmærksomhedskrævede reklamer, der ikke altid passer så godt på byens gamle tage.

Derfor stillede de sidste år et forslag om, at de 10 år gamle regler blev set igennem — og det er nu sket.

Embedsværket er gået igennem reglerne og anbefaler nu de københavnske politikere, at man reducerer de 15 lokationer til blot fem. 

Dét vil betyde, at man fremover kun vil kunne se lysreklamer ved Nørreport, Vesterport, Hans Knudsens Plads, Kay Fiskers Plads ved Field's i Ørestad og på Rådhuspladsen — inklusive Vesterbrogades inderste del. 

For de fem LED-egnede byrum bemærker forvaltningen, at de er karakteriseret af modernistisk arkitektur i større skala og er præget af liv, trafik og korterevarende ophold.

Derudover er lysreklamerne med tiden blevet del af byrummets identitet, og få boliger påvirkes af de blinkende budskaber her.

Og derfor bør de altså også fremover have lov til at oplyse byrummet med kommercielle budskaber.

I dag må der på de fem ovennævnte steder placeres såkaldt dynamiske skilte, der blinker og bevæger sig, mens der på de 10 øvrige steder kun måtte stå statiske lysreklamer.

Men med den foreslåede ændring er det altså udelukkende på de fem steder, at der fremover må opsættes lysreklamer af nogen slags.

Begrundelsen er ikke mindst, at de moderne LED-reklamer med deres mere intense lys ikke egner sig til de gamle pladser. En LED-reklame udsender betydeligt mere lys, end de klassiske neon-reklamer gør.

Pladser som f.eks. Nørrebros Runddel og Enghave Plads må altså fremover undvære nye lysreklamer — også fordi de har ændret karakter fra "dynamiske steder med meget biltrafik og høj intensitet" til at være mere rolige og grønne byrum, som også bruges til ophold. 

Begrænsningen vil dog ikke få tilbagevirkende kraft for reklamer opsat på steder, der allerede har licence to lysreklame.

Ældre neon-skilte med mere afdæmpet lys — som den fredede Irma-høne ved Sortedams Sø, Bosch-skiltet ved Halmtorvet og BT-skiltet på Trianglen — er der altså ingen, der piller ved foreløbigt.

Først skal der stemmes

Enhedslistens ønske om at få kigget på lysreklame-reglerne opstod for godt et år siden i forbindelse med en ansøgning om at opsætte et lysende Coca Cola-skilt på Enghave Plads.

Her var udsigten til sukkerfri cola i LED-lys bestemt ikke et hit hos de lokale vesterbro'ere.

"Lysreklamer passer hverken æstetisk eller stemningsmæssigt på Enghave Plads. Det vil ødelægge den fine plads, hvor så mange vesterbroere og andre københavnere mødes hver dag (...)," lød en kommentar på lokaludvalgets Facebook-væg. Og sådan havde mange det.

Skulle forvaltningen fremover modtage en ansøgning om opsætning af en lysreklame et andet sted end de fem nævnte, vil sagen ikke blot blive ekspederet i embedsværket, som det normalt sker. I stedet vil den blive forelagt for politikerne, som så kan lave en individuel vurdering.

Der vil altså være et lille hul i reglerne for nye lysreklamer andre steder i byen fremover, men nu vil de folkevalgte skulle sige god for de illuminerende budskaber.    

Poltikerne tager stilling til de nye begrænsninger på et møde senere i dag, den 17. juni, og rygterne vil vide, at der på forhånd er flertal for at indføre de nye regler. 

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

witzen

Man kunne vedtage kun at give lov til gammeldags neonreklamer, som netop Irmas ved søerne, og Bosch’s ved Sønder Boulevard.

Det ville genskabe en mere dæmpet og rolig, mindre hidsig atmosfære i byrummet
David Busk
Bliver Irma reklamen ved med at være der, selv efter Irma kæden selv ikke eksisterer længere?
witzen David Busk
Mon ikke, den er jo fredet siger artiklen
Jeppe Moltzen

Blev forbudet så vedtaget?

Så siger jeg øv, dumme enhedslisten
Lars Møller Jeppe Moltzen
Enig. Lysreklamer er en del af en storby. København er konform nok som den er.
silastjensen Jeppe Moltzen
Helt uenig. Nye, LED-baserede lysreklamer gør ingen gavn for byens beboere. Det er blot en måde for store virksomheder at tjene penge. Nu har virksomhederne så tabt. Øv bøv, bussemand...

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling