pixel

Et flertal har valgt den forkerte bro — København har brug for Enghavebroen nu

To kandidater til BR fra Radikale Venstre er klare i mælet: København bør vente med bro til Refshaleøen og først bygge Enghavebroen.

enghavebroen G5

Et flertal i Teknik- og Miljøudvalget har valgt at skrinlægge planerne om Enghavebroen — en cykel- og gangbro mellem Enghave Brygge og Islands Brygge.

I stedet vælger man alene at gå videre med Refshalebroen mellem Langelinie og Refshaleøen. Det er en beslutning, vi i Radikale Venstre både er overraskede og skuffede over.

For os er det en fejldisponering, der ignorerer de mest akutte behov i den københavnske cykelinfrastruktur. Det eksisterende København har nemlig brug for bedre forbindelser her og nu — ikke først til nye byområder, der udvikles om årtier.

Refshalebroen er bestemt en god idé. Men den giver først for alvor mening for københavnerne, når vi begynder at udvikle i Østhavnen, herunder på Refshaleøen og Lynetteholmen.

Her er udviklingen af Refshaleøen indtil videre udskudt til 2036, og Lynetteholmen står tidligst færdig omkring 2070. Man kan dermed ikke ligefrem påstå, at broen er et akut behov. 

Selvom en bro mellem Refshaleøen og Langelinje uden tvivl vil få værdi for de mange københavnere og turister, der året rundt gør brug af Refshaleøens mange spændende kulturtilbud og events, så er der altså ikke tale om en bro, der kommer til at løse et presserende trafikproblem i samme grad som andre steder langs havnen. 

Der mangler kapacitet

I mellemtiden kæmper cyklister dagligt med trængsel og utrygge forhold på Bryggebroen.

Data fra kommunen viser tydeligt, at kapaciteten er overskredet, særligt i myldretiden. Faktisk er det den mest udfordrede cykelbro over Københavns havn.

For at kunne løse de aktuelle udfordringer, skal broen næsten fordobles i sin bredde. Det går ud over sikkerheden og tempoet for de mange københavnere, der hver dag vælger cyklen.

En ny bro mellem Enghave Brygge og Islands Brygge ville kunne aflaste denne trafik og samtidig forbinde nye bydele til natur og metro.

Broen ville skabe direkte adgang til Amager Fælled for beboere i det nye Sydhavn, og samtidig fungere som en smutvej til de grønne områder for hele Vesterbro — en bydel med markant mangel på grønne åndehuller.

På Islands Brygge ville den skabe bedre adgang til metroen for beboere i den sydlige del, hvor den kollektive transport i dag er yderst begrænset. Broen vil nemlig forbinde området med Enghave Brygge og M4, og dermed forkorte afstanden til resten af byen markant.

Cykelbroer er ikke motorveje

Vi forstår godt, at nogle beboere på Enghave Brygge har været bekymrede for broens konsekvenser lokalt. Men vi har lyttet og imødekommet de reelle bekymringer med yderligere undersøgelser — både på broens udformning og trafikafviklingen.

Alligevel fastholder flere en urokkelig modstand.

Det kan vi ikke lade stå i vejen for en løsning, der er til gavn for hele byen. Der vil næsten altid være en pris — også lokalt — ved at etablere ny infrastruktur, men cykelbroer er ikke motorveje.

Vi taler om at binde byen sammen på en måde, der gør det nemt og trygt at vælge cyklen, hvilket er til fordel for os alle.

Flere bromodstandere har fremført, at Enghavebroen ikke vil løse trængselsproblemerne på Bryggebroen, og de foreslår derfor, at den eksisterende bro i stedet for bør udvides.

Men det ene udelukker ikke det andet. En ny forbindelse vil uundgåeligt aflaste presset og skabe flere ruter, hvilket både øger kapacitet og fleksibilitet.

Det har også en selvstændig værdi at knytte bydele direkte sammen, så vi alle har nemmere adgang til og glæde af de mange både gamle og nye bydele, der tilsammen danner den by, vi alle holder af og bor i.

Det kræver politisk mod at prioritere det, der virker. Vi har nu en enestående mulighed: Projektet er gennemarbejdet, og der ligger statslige puljemidler klar. Hvert år Enghavebroen udskydes øges presset på Bryggebroen.

Det er nu, vi skal bygge bro — for cyklisterne, for klimaet og for en mere sammenhængende hovedstad.

Hen ad vejen skal vi også finde finansiering til Refshalebroen og andre vigtige forbindelser. Men vi må begynde der, hvor behovet er størst.

Som spidskandidat og kandidat til Borgerrepræsentationen for Radikale Venstre vil vi kæmpe for, at Enghavebroen bliver til virkelighed — både for byens daglige cyklister og for fremtidens København.

Mest læste

kommentarer

0001
Helt enig. Radikale Venstre får min stemme til kommunevalget.
per_dyrmose
Valget af broen til Refshaleøen giver ingen mening på nuværende tidspunkt, så jeg meget enig i ovenstående udlægning.
Mikkel Harder Munck-Hansen
Jeg er 100% enig
Marianneringprivat

Det er ikke bare u-forståeligt, at politikerne stopper et så gennemarbejdet og savnet projekt, det er oprørende. Og det spiller lidt på samme gamle melodi: det sydlige København er ikke lige så fint som det nordlige, i syd bor især det arbejdende folk, i nord færdes i højere grad turister og velhavere. Vi var lige ved at få en savnet bro, endda en smuk bro, ihvertfald mere end man kunne have håbet - og ender med ingenting. Samtidig er der bygget så tæt på Teglholmen, og ingen åndehuller; det lægger op til fremtidig problem-kvarter. Enghavebroen kunne også afhjælpe det problem.

Godt at I på Magasinet ikke lader den elendige beslutning om at ikke at bygge broren snarest hvile i fred.
finn.breddam

Med den overskrift havde jeg håbet at få et svar på, hvorfor "Et flertal i Teknik- og Miljøudvalget har valgt at skrinlægge planerne om Enghavebroen". Men det får vi ikke her. Hvad er argumentet? Handler det om byens behov, eller om noget taktik og politik i forhold til Christiansborg?

Det er indlysende, at behovet for Enghavebroen er her nu. Mens Refshalebroen (eller Refshaletunnelen) slet ikke haster, som det også bliver forklaret her.

Hvis der er tale om hensyn til nogen få utilfredse naboer, er det en skæv prioritering. De skal høres og tilgodeses - men de skal ikke bremse de måske 10.000 cyklister og fodgængere, der kommer til at bruge broen.

(Jeg har selv talt meget om J10 som en bedre løsning, men hovedsagen er, at behovet skal dækkes.)

Anyway: Hvis den proces er gået i hårdknude, kan man måske fremskynde en udvikling af Bryggebroen? Jeg har et par forslag i et svar til en tidligere artikel:

https://www.magasinetkbh.dk/indhold/bryggebroen-ny-nabobro-noedvendig

"Et interessant problem, hvor den billigste løsning er den bedste: gør Bryggebroen lidt bredere." Fx 120 cm på hver side til nye fodgængerspor.

Jonas.rotach
Bravo! Jeg forstår slet ikke beslutningen i Teknik- og Miljøudvalget. Tak for jeres indsats Christopher Frederikke. Det er værdsdsat.
Heidi Denning
Som daglig bruger af Bryggebroen og som flittigt ‘fodgænger’ i havnen i det hele taget, er det meget tydeligt, hvor stor betydning alle cykel- og gangbroerne har for tilgængeligheden og sammenhængen i byens rum. Efter at kommunen har brugt rigtig mange penge på at undersøge både placering og udformning af Enghavebroen, er det helt uforståeligt, at der slet ikke kommer en ny cykelbro, lige der hvor behovet helt beviseligt er størst.

relaterede
artikler

seneste
opinion

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling