Arbejde med 'Enghavebroen' sættes i gang
Københavns Kommune har afsat penge til at gå videre med nyt broprojekt.
Den sydlige del af havneløbet har hastigt bevæget sig fra industri til beboelse de sidste par årtier. Men det er ikke helt nemt at krydse vandet, hvis man vil fra en af de nye holme i Sydhavnen til Islands Brygge og Amager Fælled — eller den anden vej.
Den eneste forbindelse på disse kanter er nemlig Bryggebroen — og herfra er der 2½ kilometer ned til den næste, Sjællandsbroen. Men dét kan der nu blive lavet om på med en politisk bevilling på Københavns Kommunes 'Lille Budget', der bærer det officielle navn 'Overførselssagen'.
Hvert forår fordeler politikerne overskydende penge fra året før til nye tiltag. Og et af de projekter, der den 23. marts fandt vej til årets lille budget var netop en ny gang- og cykelbro fra Enghave Brygge til Islands Brygge Syd.
I første omgang er der dog kun tale om en såkaldt foranalyse af broen. I dén vil man nærmere undersøge mulighederne for både placering og udformning — og lave et overslag på regningen for rent faktisk at bygge den.
Lyse udsigter for bro
Dét lyder måske ikke af så meget, og ikke så få, afsluttede foranalyser ender deres dage i mørke arkivskabe uden aldrig at se dagens lys igen.
Men en foranalyse er ikke desto mindre et essentielt skridt frem mod at sætte gang i et projekt, og i dette tilfælde kan man nok forvente, at den færdige analyse undgår at lide en henglemt skæbne.
Politikerne lavede nemlig allerede sidste forår en hensigtserklæring om, at man ville "se på den samlede infrastruktur for området nær Enghavebrygge, herunder en broforbindelse."
Man har på rådhuset længe været bevidst om, at der er et behov for at styrke forbindelsen på tværs af vandet i den sydlige del af havnen, og sagen kommer jævnligt op, når der forhandles budgetter.
Hensigten er blandt andet at give beboerne på Islands Brygge Syd nemmere adgang til Skolen i Sydhavnen og den kommende metrostation på Enghave Brygge — og fra den anden side skal det være lettere at komme over til de grønne områder på Amager Fælled.
Ved forhandlingerne om byens "store" budget i efteråret 2021 blev projektet dog forbigået, men det gjorde det altså ikke nu.
2024 er nok optimistisk
Man kan forvente, at arbejdet med foranalysen vil gå i gang senere i år. Når dén er færdig, vil dens konklusioner skulle behandles politisk, og hvis man bliver enig om at afsætte midler til at anlægge broen, vil arbejdet med at udforme den skulle sættes i gang.
Hvornår en færdig 'Enghavebro' eventuelt vil være slået over vandet, er det svært at sige noget præcist om. Men man skal nok være optimistisk anlagt for at tro, at det kan ske inden metroens M4-gren til Sydhavn åbner i 2024.
De mest pessimistisk anlagte vil måske frygte, at der kan gå en del længere tid. Endnu en bro over den sydlige del af havnen har nemlig været på tale i mange år — nærmere bestemt ved Teglholmen, en lille kilometer nord for Sjællandsbroen. Og her blev der gennemført en foranalyse allerede i 2020 — uden at der siden er afsat penge til at gå videre med sagen.
Broen til Enghave Brygge har dog altså fået en del politisk opmærksomhed op til den forestående åbning af M4.
Bag aftalen om en bevilling til foranalysen for broen står alle de politiske partier — bortset fra Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige.
Prisen for analysen vil være 1,6 mio. kroner.
Magasinet KBH følger udviklingen.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
kommentarer