pixel

FN-stjernen over Nordhavn

Med FN Byen har indsejlingen til København fået et nyt symbolladet vartegn.

kbh magasin

Fakta

FN Byen

Marmorvej 51, Kbh Ø

Hovedkvarter for FN i København på 45.000 m2 foruden 7.000 m2 kælder. Huser 920 medarbejdere, men er fremtidssikret med plads til 2.000.

I første omgang er kun fem af bygningens otte fløje færdiggjort. De sidste forventes at tages i brug i 2014.

Tegnet af 3xN.

Ejet af konsortiet Harbour P/S mellem ATP Ejendomme, PensionDanmark og By & Havn. Konsortiet udlejer til den danske stat, som er donor for FN.

Fakta

Hvem bor der?

De syv FN-organisationer, der deler adresse i FN Byen, er:

UNOPS (servicerer og koordinerer på vegne af alle FN's underorganisationer)

UNDP (FN's Udviklingsprogram)

WHO (FN's Sundhedsorganisation)

UNICEF (FN's Børnefond)

WFP (FNs Fødevareprogram)

UNFPA (FN's Befolkningsfond)

UNEP (FN´s Miljøprogram)

UN WOMEN (FN's organisation for Ligestilling og Forbedring af Kvinders forhold)

Som en stor og lysende otte-takket stjerne på kanten til Øresund er FN Byen åbnet på den yderste spids af Marmormolen. Her har verdensorganisationen samlet alle de funktioner og næsten 1.000 medarbejdere, der før var spredt forskellige steder i København, i én spektakulær og symbolladet bygning, der allerede fra fødslen er et vartegn for den byudvikling, som Nordhavn står over for i de kommende årtier.

Endnu emmer omgivelserne mere af en industrihavn under afvikling end af nye fancy boliger og kontorer, men FN Byen har taget hul på fremtiden ved at indarbejde Nordhavns æstetik og historie fra kælder til kvist. Stjernearmene rækker ud i verden, men bygningens bund er beklædt med rustrøde jernplader, ligesom indersiden af molen. De otte spidser mimer skibe, og de allestedsnærværende hvide skodder får bygningen til at ligne en stævn. De hvide plader på taget er både en reference til havnens krydstogtskibe og til Marmormolens fortid.

Det fortæller Kim Herforth Nielsen, der er kreativ direktør i 3xN, som har tegnet FN's københavnske hovedkvarter. Arkitektfirmaet er i forvejen kendt for andre moderne københavnervartegn som det nye akvarium Den Blå Planet i Kastrup og tvillingehotellet Bella Sky i Ørestad, hvor 3xN også har slået stregerne til den kommende Copenhagen Arena.

fn_byen_3_adammoerk.jpg

Vandet værner

Målt i arbejdspladser er København i dag verdens sjettestørste FN-by, og stjernen på Marmormolen er resultatet at et ønske om at dele administration og viden mere effektivt. Men selvom sikkerheden er i top, minder den ikke om en fæstning, som det ellers er tilfældet med mange andre internationale repræsentationsbygninger. Det skyldes ifølge Kim Herforth Nielsen en særlig dansk tilgang til sikkerhed:

»Vi lægger vægt på, at bygningen er gennemsigtig og demokratisk. Det ligger i den danske tradition. Sikkerhed er i høj grad også en mental tilgang.«

Oprindeligt var det planen at bygge en mur omkring bygningen. Men muren blev erstattet med vand med 3xN's forslag om at lægge bygningen på en kunstig ø. Nu er det derfor Øresund og en ny kunstig kanal på Marmormolen, der afskærer adgangen til bygningen – også for både, takket være indbyggede stendiger.

»En kanal er en barriere, der adskiller det offentlige fra det private, men det er en positiv barriere, som samtidig referer til Københavns mange andre kanaler,« siger Kim Herforth Nielsen.

fn_byen_4_adammoerk.jpg

Social trappe-skulptur

Indenfor hos De Forenede Nationer er interiøret badet i lys og udstråler en venlig modernisme med hvide vægge, store glaspartier og en generøs brug af nordisk træ. Bortset fra det hermetisk tillukkede auditorium, er der overalt blå kig til vandet: Fra kantinen, kontorer og fitnesscenteret, og selvfølgelig fra de træterrasser, hvor de ansatte kan spise frokost eller bare hænge ud i en pause, mens de indsnuser lugten af hav og betragter vandtrafikken.

Hjertet i bygningen er foyerens massive, sortlakerede trappe, der trodser sin egen vældige tyngde og slynger sig som en rutsjebane i halvcirkler. Udover at være skulpturel med en sort skal og en kerne af lyst egetræ, skal trappen være symbol på FNs arbejde med at skabe dialog mellem mennesker i verden. Men også helt konkret er trætrappen, som de ansatte har døbt Harry Potter-trappen, et socialt midtpunkt, der har erstattet en asocial elevator.

»I bygninger med elevator er der ofte ingen ambition om at se en anden etage, fordi folk går ind i elevatoren og kun står af på deres egen etage. Trappen er den knude, der binder de forskellige afdelinger sammen, og det er her folk mødes, så kommunikation opstår. Og så giver den gratis motion,« forklarer Kim Herforth Nielsen.

FN Byen er også ambitiøs, når det gælder bæredygtighed, og stræber efter kun at bruge 55 procent af den energi, som en normal kontorbygning bruger. Blandt andet skaber solpaneler på taget egen strøm, alle toiletskyl klares med opsamlet regnvand, og de hvide skodder begrænser brugen af kølesystemet, som udnytter det lokale, kolde havvand.

fn_byen_2_adammoerk.jpg

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Nordhavn
Kan et fiskemarked være med til at give Nordhavn lidt tiltrængt identitet og en stærkere kobling til det vand, der omgiver byens nye boligområde?
læservision
Nordhavn
Nordhavn skal have et nyt vartegn. En gigantisk figur i træ af en trind Bademester, der kan skubbes i vandet ved en fælles indsats.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling