pixel

Folkets Park, tredje udgave

Nyrenoverede Folkets Park på Indre Nørrebro er blevet renoveret igen. Mere fællesskab og kærlighed er målet.

Folkets Park

Fakta

Folkets Park

Mellem Stengade og Griffenfeldsgade, Kbh N

Omdannet med blandt nyt aktivitetsmøbel og ny belysning for i alt 3 mio. kroner. Parken blev senest renoveret i 2008 for 12,4 mio. kroner.

Kenneth Balfelt Team har stået for brugerinvolveringen og Spektrum Arkitekter for arkitekturen i et tæt samarbejde gennem hele forløbet.

Anlægsarbejdet er udført af de lokale byggefirmaer Logik & Co. og Stenbroens Træpleje, som blandt andet ansætter lokale unge i byggeprocessen.

Legepladsfirmaet Fantasileg har transformeret den tidligere gangbro til et aktivitetsmøbel.

I Folkets Park plejede der af en eller anden grund at stå en gangbro, som ingen gik over. Nu er den lavet om til et stort, strittende og spraglet legemøbel med magnetisk tiltrækning for børn og kravleglade sjæle. Der er også kommet mere at sidde på, en ny bakke, en bugtende grussti og strategisk aftenbelysning, men det farverige klatrestativ er det iøjnefaldende centrum i den tredje version af parkpladsen siden årtusindskiftet.

Folkets Park ligger mellem Stengade og Griffenfeldsgade, lige midt i Den Sorte Firkant på Indre Nørrebro. En uregerlig græsplet gennem nogle-og-fyrre års sammenstød mellem ordensmagten og skiftevis slumstormere, aktivister og hashpushere. Til hverdag mest kendt som tilholdssted for unge mænd med mulige bandeforbindelser og for udenlandske hjemløse, der håber på en sengeplads i herberget på hjørnet.

Det er kun en håndfuld år siden, at Folkets Park sidst blev opgraderet som grønt åndehul på stenbroen, men det hjalp ikke på hashsalget eller plastikposerne i træerne, som de hjemløse opbevarer deres ejendele i. Så denne gang er det kunstneren Kenneth Balfelt og hans hold af antropologer og bysociologer, der sammen med Spektrum Arkitekter har prøvet kræfter med den genstridige matrikel.

Det var Balfelt der nyindrettede Mændenes Hjem og genplacerede øldrikkerne fra Enghave Plads på en 45 meter lang bænk, og han er med sit team kendt for en lidt uortodoks fremgangsmåde. ”Vi påtager os opgaven for at bidrage til samfundets udvikling mod mere fællesskab og kærlighed,” lød således formuleringen i den officielle kontrakt om Folkets Park med Københavns Kommune.

Hvad er det nye?

Popcornmaskine, thaimad og ballondyr trækker folk til nyindvielsen af parken på en overskyet oktoberdag. Men først og fremmest ser det ud til, at trækplastret er broen – eller aktivitetsmøblet, som det hedder nu – hvor et uoverskueligt antal børn og unge hopper, kravler, klatrer, gynger og går i armgang.

”Strømerne er også deroppe!” er der én, der råber og peger op på aktivitetsmøblet, hvor en betjent ganske rigtigt klatrer rundt i fuld tjenesteuniform, ledsaget af forbavsede blikke.

Broen var det mest markante greb i den forrige omdannelse og samtidig det mest uelskede. Stålkonstruktionen strittede bogstaveligt talt i alle retninger med sine pæle, men førte ingen steder fra og intet sted hen. Alligevel besluttede teamet sig for at beholde noget af den.

»Broen udgør jo en volumen i parken, og hvis man fjernede den, ville der være endnu mere åbent. Den skaber også afskærmning mod vejen, og man kan komme op i højden på den,« forklarer Kenneth Balfelt.

Desuden ville det være dyrt at fjerne den helt. I stedet blev brodækket i stål taget ud, og elever fra Blågård Skole har med kunstner Frederik Hesseldahl malet de tilbageblevne stålsøjler i opfindsomme mønstre og farver. Imellem søjlerne er fastspændt træbjælker i uens højder og hældninger og forskellige slags legeredskaber. Både sikkerhedsinspektører og parkour-eksperter har sagt god for det nye, urbane møbel.

Ud over det farverige genbrug af gangbroen er det faktisk svært at se, hvad der er nyt i parken. Og det er Kenneth Balfelt stolt over:

»Jeg bliver glad, når folk spørger: Hvad er det nye, og hvad er det gamle? Det betyder, at det nye integrerer sig godt i den æstetik, der var.«

Bygget på genbrug og på trods

Folkets Park opstod i 1971 under saneringen af Den Sorte Firkant, da slumstormere besatte byggetomten efter en nedrevet bolig, inden kommunen kunne nå at bygge en ny. Folkets Hus blev oprettet samme år i en ubrugt bygning i kanten af parken. Træer og planter hentede de lokale fra kolonihaver, og brosten og mursten fra saneringsarbejdet i området blev blandt andet genanvendt i belægningen foran Folkets Hus. Det var på alle måder en park grundlagt af og for folket.

I de følgende årtier tog beboere alle midler og kneb i brug for at forsvare parken mod kommunens byggeplaner, men først i 2000 blev byggetomten endelig officielt anerkendt som grønt areal i en lokalplan og omdannet til park. I 2008 blev parken renoveret og fik blandt andet broen, bakkerne og flere nye træer og ny beplantning, så der efterhånden var både eg, birk, ask, løn, røn, pil, hyld, lærk og kirsebær. Kort efter indvielsen groede der også cannabis.

Trods fornyelsen kunne Folkets Parks ikke ryste sit dårlige ry om bandedrenge og camperende hjemløse af sig, og efter en voldsepisode ved parken udarbejdede Københavns Kommune i 2012 en tryghedsplan for Indre Nørrebro med særlig fokus på Folkets Park. Og satte blandt andet Kenneth Balfelt på sagen.

Til selve det fysiske byggeri har der denne gang kun været afsat 1,6 millioner kroner. Til sammenligning kostede alene stålbroen i sin tid 3,5 millioner.

Uforberedt med vilje

»Vi ved jo alle sammen godt, at vi ikke løser bandeproblematikken ved at sætte flere lamper op. Derfor insisterede vi på at kigge på det sociale sammen med det fysiske,« forklarer Kenneth Balfelt.

Hans team blev hentet ind, fordi de tidligere har haft gode resultater i andre socialt belastede områder med at tale med de lokale. Teamet gentager dog ikke bare de samme løsninger fra gang til gang. Tværtimod.

»Vi har god erfaring med ikke at bruge vores erfaring,« siger Kenneth Balfelt og forklarer, hvordan de startede helt uden tegninger eller idéer. I stedet kastede de sig ud i et stort arbejde med at interviewe de meget forskellige brugere af parken: Områdets beboere, aktivister, erhvervsdrivende, unge lokale mænd, og hjemløse fra fjerne dele af verden. De holdt workshops, kaffesamtaler og 30 intensive møder à halvanden time og fik hjælp fra en tolk til også at tale med rumænerne og de forskellige grupper af romaer. I alt talte de personligt med omkring 175 mennesker.

Den største overraskelse var ifølge Kenneth Balfelt, hvor stor enighed der var i den særdeles blandede brugerskare om, hvad der fungerede og ikke fungerede i parken: Pladsen i midten var for åben, så man følte sig udstillet og overvåget, der manglede siddepladser, broen var ad H til, og belysningen var forkert. Alt sammen var med til at holde folk væk.

»Der gik sådan set masser af folk gennem Folkets Park – de gik bare ude i periferien. Men det er jo synd ikke at have den trafik inde i parken til at skabe liv, og så folk får en dejlig oplevelse af at gå gennem noget natur,« fortæller han.

Pletlys i mørket

Den store plæne i midten er derfor nu brudt op med endnu en bakke og en sti igennem, og bænkene endte med at bestå af lange egesveller, som det lokale byggefirma Logik & Co. leverede uden profit. Unge fra området blev ansat til at udføre tømrerarbejde, og frivillige lokale var med til at lægge rullegræs, plante blomsterløg og male.

»Bænkene giver mulighed for både at sidde, ligge og lege. De er arkitektonisk veldefinerede, men funktionsmæssigt udefinerede. Ligesom broen,« siger Kenneth Balfelt. Belysningen var det eneste, der var delte meninger om.

»Alle arkitekt- og forskningsrapporter siger, at jo mere lys, jo mere trygge føler folk sig. Men i denne her sammenhæng viste det sig, at for nogen var lys ikke lig med tryghed. Både de hjemløse og de unge hashrygere brød sig for eksempel ikke om for meget lys,« forklarer Kenneth Balfelt. Løsningen på den vanskelige opgave, at skabe både mere og mindre lys, blev zonebelysning. Tre høje master med kraftige spots er sat op og deler parken i adskilte sociale rum til forskellige behov.

»Når man ser de der høje lysmaster fra afstand, tænker man, at det må være en fodboldbane,« siger Kenneth Balfelt. Men bare en halv meter uden for deres omkreds er der ganske mørkt.

Lykkens gang?

Da Magasinet KBH vender tilbage en sen aften nogle dage efter indvielsen, er parken lyst op i skarpt afgrænsede små søer af lys langs stierne, og der virker ekstra mørkt uden for lysmasternes spotlys. I krogen ved Stengade tættest på Kirkens Korshærs herberg sidder en større gruppe, og lyden af et afrikansk tungemål når ud fra mørket. Lidt længere henne på én af de nye bænke ligger en mand i en sovepose. I den modsatte ende af parken ovre ved Folkets Hus sidder de unge drenge lænet op ad muren, præcis hvor de plejer. Fra et vindue ovenover lyder trommerytmer.

De nye bænke, stier og mørke kroge er blevet taget i brug lige så stille, men intet ser ud til at have ændret sig afgørende endnu – eller også er de største ændringer bare dem, man ikke kan se. De gamle brugere er tydeligvis ikke skræmt væk, og det vil vise sig, om andre lokale føler sig mere trygge og begynder at bruge parken på forskellige tider af året.

»Alle dem, vi har arbejdet med, har været vildt begejstrede,« siger Kenneth Balfelt, men understreger, at det er for tidligt at sige noget om resultatet. Det kræver, at man taler med folk direkte. Derfor er der fra starten lagt en ekstra fase ind i projektet med budget og ressourcer til at gå ud og spørge, om alt lever op til forventningerne.

Mest læste

relaterede
artikler

Sigynsgade får mere grønt og færre biler. Ny plan får opbakning på rådhuset og blandt de lokale beboere — men der er også skepsis.

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling