pixel

Hvad er Københavns smukkeste, nye byggeri?

Otte projekter er nomineret til publikumsprisen ved Københavns Kommunes årlige bygningspræmiering.

Så er det igen blevet den tid på året, hvor du kan være med til at bestemme hvilket nytilkommet byggeri i København, der fortjener at løbe med prisen som folkets favorit.

Det er sjette gang, at der også uddeles en publikumspris som en del af Københavns Kommunes årlige bygningspræmiering, der siden 1903 har hædret særligt bemærkelsesværdige nybyggerier, transformationer og bymiljøer. 

I alt er otte kandidater nomineret ud af 37 indstillede projekter, der er taget i brug mellem den 1. oktober 2021 og den 31. december 2022.

Årets kandidater er: Spejderhus Brønshøj, Kampsportens Hus, Hermodsgade Ungdomsboliger, Bispebjergs Helende Haver, KB32 Kammeradvokaten, Pasteurs Tårn, Fremtidens gårdhaver ved Tomsgårdsvej samt NH Collection Copenhagen (Ørkenfortet).

Du kan læse mere om de otte kandidater herunder, og give din stemme til kende på Københavns Kommunes hjemmeside indtil mandag den 8. maj kl. 12:00.

Sidste års vinder blev i øvrigt nybyggeriet på Ny Østergade 30.

1. Spejderhus Brønshøj

Lige ved Brønshøj Vandtårn har ONV Arkitekter og VEGA Landskab skabt en slags urban spejderhytte midt i et byområde.

Huset er opført i træ og byder indvendigt på træfinerbeklædte vægge og gennemgående træakustiklofter. Markante ovenlys sikrer både lyset og følelsen af god plads.

Et indre gårdrum åbner sig ud mod et parkområde og inviterer til udendørsaktiviteter. Udendørs finder man desuden en trappe-tribune mellem stue og førstesal, der giver plads til udendørsaktiviteter for såvel spejdere som andre brugere af huset.

2. Kampsportens Hus

Ved Nørrebro Station på hjørnet af Frederikssundsvej og Lygten samler Kampsportens Hus byens mere end 100 kampsportsforeninger og giver de omkring 8.000 medlemmer et fast sted at mødes og træne.

Tegnestuen Entasis har ladet sig inspirere af japansk arkitektur, hvor facadens felter af både gennemsigtigt og tildækket glas skal lede tankerne hen på papirsvæggene i traditionelt japansk byggeri.

Forskudte stablinger af bygningslag giver plads til uderum og fletter sig ind med de omgivende bygninger. Bygningens kerne er støbt i beton, der sammen med træ og glas udgør de primære materialer.

3. Hermodsgade Ungdomsboliger

Tæt på Skjolds Plads på Ydre Nørrebro er en tidligere industribygning fra 1936 med høj bevaringsværdi blevet omdannet til ungdomsboliger af tegnestuen Holscher Nordberg.

Funkishusets oprindelige, svungne form mod gaden er bevaret, men den nye overbygning skaber et helt nyt facadeudtryk på ejendommen med sine asketræs-lameller.

Med tiden vil den varme glød fra asketræet falme på grund af patinering og skifte til en mere sølvgrå farve. 

Mens husets areal er fordoblet, er gården blevet grøn og åbner sig flere steder ud mod gaden. Går man ind fra Hermodsgade, opdager man, at de to etager på den nye overbygning spænder ud over gårdrummet som en bro. Broen fører over til baghuset — der har fået tre nye etager ovenpå — med indganspartiet til det semi-åbne gårdrum under sig.

4. Bispebjergs Helende Haver

Med en donation fra Den A.P. Møllerske Støttefond fik haverne, der omkranser Bispebjerg Hospitals fredede bygninger og er anlagt af Edward Glæsel i 1913, et helt nyt liv sidste år.

Bispebjergs Helende Haver blev oprindeligt tegnet til at fremme patienternes heling ved at give adgang til det grønne, og med fornyelsen er denne tanke forsøgt både genskabt og videreført af Erik Brandt Dam Arkitekter og Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter.

Opgraderede stisystemer og adgangsforhold gør haverne mere tilgængelige samtidig med, at hækken er forstærket som havens primære, ruminddelende struktur.

Med 52 nye træbænke inviterer haverne nu også i endnu højere grad til ophold for patienter og besøgende. 

Nye blomster, træer og buske tilfører haveanlægget større biodiversitet, ligesom klimatilpasning og skybrudssikring også er tænkt ind i fornyelsen.

5. KB32 

På Kalvebod Brygge har Vilhelm Lauritzen Arkitekter givet DSB’s gamle godsbanehotel fra 1960’erne lidt af en overhaling.

Den 180 meter lange bygning tegnet af Ole Hagen i 1967 har længe været både elsket og hadet for sin unikke, brutalistiske stil. Siden blev bygningen ombygget og endte med tiden med et temmlig usammenhængende udtryk. 

Den nuværende omdannelse startede i 2018, og har ført til en allerede præmieret kontorbygning med plads til op mod 1.000 medarbejdere.

Det robuste råhus er bevaret som fundament, facaden er åbnet og alle unødvendige lag skrællet af. Facaden er i dag betydeligt mere underspillet med nye vinduespartier, nye altaner, en tagterrasse i hele bygningens længde og direkte adgang til Rigsarkivets hævede udendørshave i 1. sals højde, hvor besøgende udefra også kan tage ophold.

6. Pasteurs Tårn

Pasteurs Tårn er med sine 120 meter Carlsberg Byens højeste af i alt ni planlagte højhuse. Det rødbrune tårn markerer overgangen mellem den grønne J.C. Jacobsens Have og resten af det gamle industrikvarter.

Med sin matte facade af rustfast stål sender tårnet referencer til Carlsberg Byens historiske murstensbygninger.

Følelsen af et smalt og højt tårn er forsøgt forstærket med afrundede, glaserede hjørner, der gerne skulle placere bygningens visuelle vægt i facadens midte.

Næsten alle lejligheder har fået fransk eller indbygget altan, mens de øverste lejligheder har tagterrasse. I hjørnelejlighederne er der desuden et stort, næsten ubrudt glasparti hele vejen mod toppen af det 37 etager høje hus.

7. Fremtidens gårdhaver ved Tomsgårdsvej 

Før var den private gårdhave på Tomsgårdsvej i Nordvest opdelt i to adskilte niveauer, hvor man både fandt asfaltbelægning, nedslidte garageanlæg, parkering og en mindre græsplæne til ophold.

I dag er det transformeret til et bølgende naturlandskab med 195 nye træer og buske, 92 nye plantearter, en 450 meter lang ’eventyrsti’ og en skovlegeplads. Derudover er et orangeri udført af upcyclede vinduer fra boligforeningens sidste vinduesskift og genbrugte mursten fra Rigshospitalet kommet til.

To jordmure udgør 'rygraden' i gårdrummet. De både inddeler den store gårdhave i mere intime rum og bidrager til regnvandshåndteringen. I alt betyder de to jordmure – når man sammenligner med en traditionel betonkonstruktion – at 156 tons beton er sparet.

Områderne Lunden og Engen henter inspiration fra landskabsarkitekt C. Th. Sørensens ideer om at skabe naturbaserede rammer for børns leg. Naturens lyde fra både raslende planter og rislen fra gårdens vandtrappe bruges desuden til at skjule områdets trafikstøj.

8. NH Collection Copenhagen (Ørkenfortet)

Cykler man ad Knippelsbro mod Christianshavn, er B&W's gamle hovedkontor fra 1962, det første man støder på. Og bygningen var i mange årtier et godt bud, hver gang byens grimmeste bygning skulle kåres.

Men i 2019 begyndte det store arbejde med at transformere det monotone kontorbyggeri til et femstjernet hotel under den internationale kæde NH Hotel Group.

Siden slog kæden dørene op til 400 værelser, restaurant, lounge, yogarum, hotelbar og et opgraderet arkitektonisk udtryk. Tegnestuen Arkitema har sammen med Henning Larsen Architects og Erik Arkitekter givet facaden en nænsom finpudsning med et mildere udtryk og en ekstra etages højde.

Mod kajkanten har en restaurant med store glaspartier og udeservering mod havneløbet fundet plads, og langs Knippelsbro giver en ny granittrappe adgang fra Torvegade til kajkanten.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

erikv1
Det var dog en sørgelig omgang. Hvis det er det bedste byen kan vise frem i år så ventre jeg med at stemme til næste år i håb om at der kommer lidt mere kreativt talent frem. Helt ærligt, dårligt japansk plagiat, amerikansk industribrutalisme fra 50'erne, hyggenusse arktiektur til spejdere og en uredt lille have, samt en smuk, men gammel have fra 1913. Ungdomsboligerne er stilrene, men dog helt utidsvarende i arkitektonisk udtryk og signalerer mere fabrik og kontor end et levende sted for en diversitet af unge mennesker. Beklager, men min stemme sover over denne gang.
Musse Runov
Spejderhuset i Brønshøj er fint indpasset i omgivelserne uden at være prangende, og i smukke, naturlige materialer. En klar vinder.
Niels Clausen
Hvis der var en klasse for ombyg/renovering/forskønnelse, så var KB32 er mit valg. Den er blevet pisse flot, åbne, lækker selvom den stadig er brutal stor. Nu bliver det så Spejderhuset der vinder. Materialer, indpas og og udtryk. Det spiller bare samme.
Christian Jungersen
Ja, der er smukke bygninger her på listen, og alligevel ville jeg ønske at man også kunne stemme på Kaktustårnene ved Fisketorvet. De har fået en uretfærdig hård medfart i medierne, men jeg bor i området og nyder dem hver eneste dag. De er smukke, og de er "mere end smukke". De spreder skønhed, legesyge og originalitet ud over et langt større område end deres egen byggegrund. De løfter hele kvarteret. Tak for at vi har fået dem i København.
louwdk
Minvinder er helt sikkert Kampsportens Hus ved Nørrebro Station. Et før meget trist hjørne har nu fået et liv med et meget smukt og stilrent hus. Et fryd for øjet og til glæde for rigtig mange. Henning Louw

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling