pixel

Byens ninjaer får hus og have på Skodagrunden

Den forsømte grusplads overfor Nørrebro Station er udset til Kampsportens Hus.

kampsportens hus skodagrunden

Det er årtier siden, der lå en bilforhandler, og lige siden har Skodagrunden været en forunderligt halvhjertet grusplads lige på grænsen mellem Nørrebro og Nordvest.

De sidste par år har madmarkedet Verdenshjørnet med tipier og food trucks forløst lidt af potentialet på det travle hjørne af Lygten og Frederikssundvej, hvor loppemarkeder og graffitivægge ellers har været kommunens mindst midlertidige initiativer.

Men i 2021 skal Kampsportens Hus i stedet være rejst på den forsømte grusplet skråt overfor Nørrebro Station.

Et nyt samlingssted i flere etager for Københavns over 100 kampsportsforeninger og deres 8.000 små og store medlemmer, der i dag ikke har nogen kommunale faciliteter særligt indrettet til at dyrke idræt som judo, taekwondo, karate og thaiboksning.

Og foruden optimale betingelser for at øve cirkelspark og håndkantslag skal Kampsportens Hus også gøre Skodagrunden til et opgraderet samlingssted for lokalområdet.

Omkring bygningen er det således planen at indrette små byrum og en større have, hvor husets aktiviteter kan flyde ud og ind sammen med dagliglivet i det folketætte kvarter, der nede under Nørrebro Station kobles på metroen i 2019.

Asiatisk på den nordiske måde

Kampsportshuset skal indrettes til træning, bevægelse og leg, så det kan rumme alle fra de mindste begynder-ninjaer til landsholdskæmpere.

Da udgangspunktet er de asiatiske kampsportsgrene og asiatisk kampsportskultur, vil udformningen også trække tydelige østerlandske referencer – men oversat til nordisk arkitektur og indpasset omgivelserne.

Den japansk inspirerede byhave placeres på husets bagside, hvorfra glasfacaden bliver ét stort vindue ind til kampsportens verden for de forbipasserende, som også kan slå sig løs på de udendørs træningsstativer.

Eller indenfor i caféen, hvor der kommer et lege- og bevægelsesområde for mindre børn. Det er også meningen, at områdets skoler, institutioner og andre foreninger skal kunne benytte lokalerne i dagtimerne, når de ikke er optaget af kampklubberne.

Halv pris for kommunen

Det 3.000 etagemeter store kampsportshus og den 2.000 kvadratmeter store kampsportshave er tegnet af arkitektfirmaet Entasis, der i København især er kendte for byens eneste arkitekturpris-tiltrækkende lagerhotel og for at have lagt masterplanen for Carlsberg Byen. Entasis har blandt andet også et 86-meters højhus på vej på Bryggens Bastion.

Københavns Kommune opfører de for i alt 105 millioner kroner idrætsfaciliteter, men Den A.P. Møllerske Støttefond, Nordea-fonden samt Lokale og Anlægsfonden har tilsammen spyttet halvdelen i kassen.

Inden byggeriet går i gang, skal der godkendes en ny lokalplan for Skodagrunden. Kommer Kampsportens Hus gennem alle høringer og afstemninger uden øretæver, forventes det første spadestik midt i 2020 med åbning i efteråret 2021.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Valby
Klubber og foreninger i Valby Idrætspark har en ambitiøs vision om at lave området til en hel idrætsby.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling