pixel

Kronløbsøen er færdig og beboet

Længe var det én af byens mest spektakulære byggepladser — nu er de fleste nye beboere flyttet ind, og det allersidste arbejde på Kronløbsøen afsluttet.

nordhavn, kronløbsøen, vilhelm lauritzen

Engang var det en del af havnebassinet.

I dag har 'Kronløbsøen' fortrængt noget af vandet i Nordhavn og er ikke bare et boligbyggeri men — som navnet indikerer — en ny ø.

Faktisk var det Danmarks ø nummer 432, fortalte By & Havn under arbejdet tilbage i 2021 — et tal som Styrelsen for Dataforsyning dog senere over for Magasinet KBH rettede til nummer 446.

Både ø og boliger har efterhånden være tilgængelige et stykke tid, men først nu har de sidste håndværkere forladt øen.

Og dermed kan projektet, der har været under opførelse i fem år, langt om længe kaldes 'færdigt'.

Inspireret af dansk geologi

Denne sommer blev boligøen for alvor indtaget af vandhunde, der fandt glæde i de kreative udspring, der kan laves fra øens bratte kanter.

Og bratte kanter og skarpe hjørner er der mange af på det Vilhelm Lauritzen og Cobe-tegnede boligbyggeri. De horisontale linjer af flade skifersten og tværgående striber af altaner er inspireret af de geologiske aflejringer, man finder på Møns Klint.

Den danske natur lever videre i gårdmiljøet, hvor landskabsarkitekterne hos STED har forsøgt at efterligne en dansk urskov med hårdføre vækster, spredt krat og små stier imellem det hele.

Gården er ikke privat men er en del af gadenettet i Århusgadekvarteret. En gåtur fra Århusgade til Sundmolen vil ofte foregå henover øen, som dermed også er med til at binde Nordhavn bedre sammen på tværs af de moler, der er bygget ud i Øresund.

Mod vandet i den resterende del af havnebassinet finder vi de små 'lommepladser' Klinten og Kysten, som begge trapper ned til vandet og var populære steder at lægge sig med et håndklæde, da vejret tidligere på året var varmere, end det er nu.

Begge steder er der anlagt træbrygger ved vandet, så vandet så at sige trækkes helt op på øen.

Døm selv om det færdige byggeri ligner dét, vi i sin tid blev lovet på visualiseringerne:

Et kompliceret vandbyggeri

At planlægge og opføre hele herligheden krævede sine udregninger af NCC's entreprenører.

Først skulle Kronløbsbassinet inddæmmes og lukkes af for vand. Så blev der pumpet sand ind, mens den nye ø blev spunset klar. Siden blev der gravet 12-13 meter nedad, så man kom ned til 'Københavnerkalken' — et 60 millioner år gammelt lag af kalksten, som faktisk er en del af præcis det samme lag man kan se ved f.eks. Stevns Klint og Fakse kalkbrud.

Her er der boret 355 pæle ned, som Kronløbsøen i dag står på. Og yderligere holder flere end 700 såkaldte 'opdriftsankre' øen på plads nede i vandet og sørger for, at den ikke popper op til overfladen som en korkprop.

De fleste af øens byggede kvadratemeter kan man faktisk ikke se fra overfladen. For mellem laget af kalksten og de nye boliger og træbrygger finder man en af byens største P-kældre, der nu kan rumme 1.100 biler fordelt på fire etager — og som man kommer ned til ved at køre gennem en bygning i Helsinkigade, 80 meter fra øen. Kronløbsøen selv er bilfri. På overfladen, altså.

Da P-kælderen var bygget, kunne de nye lejligheder bliver opført på toppen af det hele, og til sidst blev kanalerne udgravet, og havvandet lukket ind. Og dermed blev Kronløsbøen til en ø.

I dag finder man 233 boliger på øen med kvadratmeterpriser på den hårde side af 100.000 kroner — et par håndfulde af dem stadig til salg. P.t. kan man f.eks. erhverve sig 152 m2 med privat tagterrasse til 21,8 mio. kroner — eller mere beskedne 92 m2 til 9,2 mio kroner.

Det seks-etagers byggeri er udformet som en åben karré med seks bygningskroppe rundt om gårdrummet — og forbundet med det øvrige Nordhavn med tre broer og biltunnelen til Helsinkigade.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Soeren.chr.jensen_1735
Fornemt. Bare S... at det skal være så dyrt. Det er ikke godt for snakken om Nordhavnen. Tåbeligt, at man udelukkende har gået efter de nyrige, ofte totalt uinteressante beboere.
Søren Højlund Peltz Soeren.chr.jensen_1735
Det var da en fordomsfuld og nedladende kommentar. Er man nyrig hvis man ikke har arvet fra sine forældre eller har vundet i lotto. Tænker aalt nybyggeri ved vandet er dyrt. Forstil dig situationen hvor de lejligheder folk flytter fra, nu er ledige...

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Nordhavn
Kan et fiskemarked være med til at give Nordhavn lidt tiltrængt identitet og en stærkere kobling til det vand, der omgiver byens nye boligområde?
læservision
Nordhavn
Nordhavn skal have et nyt vartegn. En gigantisk figur i træ af en trind Bademester, der kan skubbes i vandet ved en fælles indsats.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling