pixel

Flere boliger, husbåde og havne-promenader på vej til Nordhavn

Sundmolen står over for en forvandling, der skal puste mere liv og grønt ind i det gamle industrikvarter.

sundmolen 1

Det er næsten ikke til at følge med i alle de byggeprojekter, der finder sted i Nordhavn.

Magasinet KBH gør dog et ihærdigt forsøg, og nu kan endnu et stort nybyggeri føjes til listen.

Lige ved metrostationen Orientkaj stikker en mole ud i Øresund — det er Sundmolen; et gammelt industriområde med pakhuse ud mod indsejlingen til Københavns Havn.

Mens dens sydlige nabo — Århusgadekvarteret — i et årti har lagt grund til kraner, høje ambitioner og nybyg på nærmest hver eneste kvadratmeter, har det meste af Sundmolen ligget relativt stille hen.

På det inderste stykke er fem boligkarréer godt nok allerede vokset op. Og ude på spidsen finder man det nyligt færdigbyggede — og meget omdiskuterede — hovedkvarter for arkitektfirmaet BIG.

Men resten af molen er stadig kendetegnet ved en blanding af gamle havne- og industribygninger.

Men i fremtiden vil beskrivelsen af området blive en helt anden.

Molen står nemlig over for en markant transformation, når byen vokser videre mod nord med nye boliger, en promenade langs havnekanten og en grøn sti, der skal løbe gennem molen. Nyt byliv og flere grønne elementer er også på programmet.

Sådan lyder planen i det lokalplansforslag, som Københavns politikere nu skal tage stilling til — og som forventeligt vil blive godkendt.

Når det sker, og byggeriet gå i gang, vil Nordhavn få et nyt lille boligkvarter med navnet 'Sundmolen Øst'.

Fra industrikaj til levende byrum

Projektet handler først og fremmest om at skabe et levende bymiljø i det østlige område af Sundmolen. der mod nord har Orientbassinet og mod syd Kronløbsbassinet.

En del af Kronløbsbassinet er blevet fyldt op til fordel for 'Kronløbsøen', men det meste af bassinet ligger der endnu og adskiller Sundmolen fra det næsten færdigbyggede Århusgadekvarter.

Den nye lokalplan for Sundmolen Øst giver mulighed for, at der kan bygges omtrent 31.000 etagemeter fordelt på boliger, butikker og en ny daginstitution.

Bygningerne må rejse sig op til 24 meter, hvilket svarer til omkring seks etager — på niveau med de fleste nye byggerier i området.

Når planerne bliver en realitet, vil københavnerne få adgang til flere grønne byrum og promenader langs vandet.

En ny træbrygge langs nordsiden af molen — Orientkaj — vil gøre det muligt at komme tæt på vandet og tage en dukkert eller drikke kaffe med udsigt til metrostationen.

Samtidig skal der plantes over 100 nye træer, som især vil blive sat i jorden i et nyt, grønt område der løber ned gennem Sundmolens indre del.

I dag finder man her en asfalteret vej ved navn Klubiensvej, som ikke gør nævneværdigt væsen af sig — domineret af asfalt og omgivet af lukkede facader.

Den grønne kile skal ikke bare være til pynt, men også være med til at binde området sammen og gøre det nemmere at bevæge sig rundt til fods og på cykel.

Ud til den grønne forbindelse forestiller man sig både nye boliger og mere liv i gadeplanet ved at etablere caféer og små butikker i stueetagerne.

Planen lægger også op til, at der kan lægge husbåde og skvulpe ved kajkanten langs Sundkaj, der ligger på Sundmolens sydlige side — langs Kronløbsbassinet.

I alt fire husbåde skal kunne ligge i vandet, og mens to af dem skal rumme boliger, skal de andre tjene bylivet — eksempelvis ved at fungere som caféer, restauranter eller selskabslokaler, som man kender det fra bl.a. Havnegade ved Nyhavn.

Det hele skal resultere i, at kajkanten — der i dag primært byder på grå pakhuse og gadeparkering — bliver forvandlet til et mere inviterende miljø med træbrygger, der giver mulighed for at opholde sig langs vandet ud for molen.

Dog er det stadig uklart, om der kommer en træbrygge langs hele Sundkaj, da By & Havn ønsker at fastholde muligheden for, at større skibe kan lægge til kaj. Det spørgsmål skal politikerne tage stilling til, når lokalplansforslaget behandles i næste uge.

Uanset hvad, så skal der laves et badeanlæg som en del af træbryggen, så der også kommer nye muligheder for at bade i Nordhavn.

Sundkaj vender mod sydvest, så adgang til sol vil være maksimeret — og bademuligheden vil kunne aflaste den ligeledes sydvendte Sandkaj i Århusgade-kvarteret, der ofte er proppet til randen på solskinsdage.

Lysere arkitektur

De nye boligbyggerier skal have højder og facader, der tilpasser sig stilen i Århusgadekvarteret — men med et twist.

To eksisterende rødstens-pakhuse er fredede og bliver derfor bevaret i deres nuværende form, men integreret i projektet.

En grønblå hal mod Orientbassinet skal rives ned — men materialerne fra den skal genbruges i det nye byggeri og være med til at binde nyt og gammelt sammen.

Århusgadekvarteret, der kan ses fra Sundmolens kaj, er domineret af facader beklædt med røde og brune mursten, som altså også præger de to pakhuse på Sundmolen.

Det kan give et lidt "tungt" udtryk i bybilledet, og som et modspil skal det nye byggeri på Sundmolen overvejende have lyse nuancer på facaderne.

På gaderne vil der kun blive gjort plads til 11 nye parkeringspladser. De mange nye beboeres biler skal i stedet parkeres i det allerede færdigbyggede underjordiske P-anlæg under Kronløbsøen. Det skal frigøre plads til grønne opholdssteder og bredere fortove på gadeplan.

På det kommende møde kan politikerne dog vælge at fjerne al ny bilparkering på terræn, så der kan skabes et bredere promenadeforløb på Sundmolen.

Den kontroversielle nabo

Det kommende byggeri forbinder resten af byen med spidsen af Sundmolen, hvor arkitektfirmaet BIG sidste år flyttede ind i deres nye hovedkvarter.

Netop dét byggeri har været genstand for massiv kritik og blev i 2023 kåret som årets næstgrimmeste nybyggeri af foreningen 'Arkitekturoprøret'. Samtidig fik det en hård medfart blandt læserne af Magasinet KBH, der beskrev det som "forfærdeligt" og "trist".

Aktivitet er der også andre steder i nærområdet.

Tidligere på året gik arbejdet med at lave områdets første reelle park, Kranparken, i gang. Den kommer til at ligge få hundrede meter fra Orientkaj station — i modsat retning af Sundmolen.

Samtidig er man også i gang med at flytte containerhavnen på Levantkaj, der ligger på modsatte side af Orientbassinet set fra Sundmolen — længere ud mod Øresund.

Udflytningen er første skridt i en større transformation af Levantkajen, der skal blive til Nordhavns største boligområde med op til 12.000 beboere, som skal dele vandbassin med de fremtidige beboere på Sundmolen Øst.

Det hele bliver også fulgt op af to nye metrostop på M4, som skal slutte halvanden kilometer længere inde på halvøen end den nuværende endestation, Orientkajen. Både Levantkajen og Nordhavn C får et stop fra 2030.

Men først er det altså Sundmolen Østs tur til at gennemgå en omdannelse.

Godkender Københavns politikere lokalplansforslaget, bliver det muligt for naboer og andre interesserede københavnere at give deres mening til kende, for efterfølgende vil forslaget komme i offentlig høring i otte uger.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Nordhavn
Kan et fiskemarked være med til at give Nordhavn lidt tiltrængt identitet og en stærkere kobling til det vand, der omgiver byens nye boligområde?
læservision
Nordhavn
Nordhavn skal have et nyt vartegn. En gigantisk figur i træ af en trind Bademester, der kan skubbes i vandet ved en fælles indsats.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling