pixel

Sporvognen vender (måske) tilbage på Frederikssundsvej

Drømmen om metro til Brønshøj udfordres af en mulig letbane mellem Nørrebro og Gladsaxe.

letbane nørrebro station

Metro er dejligt, men metro er også meget dyrt. Og det kan give sporvognen comeback i Hovedstadens gader, et halvt århundrede efter den blev verfet ud af byen.

På Frederikssundsvej gennem det nordvestlige København kæmper 5C'eren, Danmarks travleste bus, hver dag en brav kamp, og presset bliver kun større: Antallet af årlige passagerer med 5C mellem Nørrebro Station og Husum Torv forventes at stige fra 6 millioner til op mod 10 millioner i de kommende årtier.

Så der er kraftigt brug for forstærkning, og selvom en ny metrolinje fra Refshaleøen til Hovedbanen og videre til Brønshøj står øverst på Københavns Kommunes ønskeliste over fremtidige metroudvidelser, så kan regningen blive for stor og tidshorisonten for lang for den underjordiske drømmeforbindelse.

Derfor kigges også på alternativer til metroen på dele af ruten – herunder sporvogne, nu til dags bedre kendt som letbaner.

Og netop en letbane mellem Nørrebro og Gladsaxe via Frederikssundvej er nu rykket tættere på, efter at et flertal af politikerne i byens styre på grundlag af en ny såkaldt screeningsrapport har besluttet at gå videre med letbaneplanerne og få mulighederne undersøgt til bunds.

Koster en tredjedel

Den sidste Linje 5 på skinner kørte til Husum Torv i 1972. Den nye rapports anbefalede letbane-linjeføring går fra Nørrebro Station via Bellahøj, Brønshøj Torv, Husum Torv, Tingbjerg og Søborg til Gladsaxe Trafikplads. Dermed forbinder den metrocityringen (forventet åbning 2019) i den ene ende med forstadssporvognen Hovedstadens Letbane (forventet åbning 2025) i den anden ende.

Det er en godt 9 kilometer lang rute med en anslået køretid på 24 minutter. Stykket fra Nørrebro Station til Husum Torv skulle kunne klares på 12 minutter – det tager i dag et kvarter med 5C (i hvert fald i teorien).

Med afgang hvert 4. minut (hvert 8. om aftenen og hvert 15. om natten) forventes sporvognen på Frederikssundvej at kunne betjene op til 48.000 rejsende om dagen og nå 15 mio. rejsende om året i 2035. Det svarer omtrent til målet for hele Hovedstadens Letbane med den omegnskøbenhavnske rute mellem Lyngby og Ishøj.

Regningen for en sådan letbane mellem Nørrebro og Gladsaxe sætter screening-undersøgelsen til 3 mia. kroner. Til sammenligning menes det at koste 9 mia. kroner at sende metroen til Brønshøj Torv.

Og i tilgift vil sporvognen altså køre videre til Gladsaxe, blandt andet gennem de udsatte og trafikalt isolerede byområder Tingbjerg og Husum Nord, som har for få passagerer til metrostationer. Rapporten sidestiller letbanestop med tog- og metrostationer, og dermed vil letbanen samlet give 73.000 indbyggere stationsnærhed – det vil sige, at de fremover bor højest 600 meter fra en station.

Hvis Københavns Kommune ender med at vælge letbanen på Frederikssundsvej frem for Brønshøj-metroen, vil der formentlig gå 8-10 år fra principbeslutningen til, at københavnerne kan stige på ruten. Hvis altså også staten, Gladsaxe Kommune og Region Hovedstaden kommer med på (spor)vognen.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling