pixel

Nyt trappe­byggeri kiler sig ind på Frederiksberg

Tidstypisk byggeri finder plads i område med arkitektonisk miskmask.

lindevangs alle byggeri 1

På Lindevangs Allé på Frederiksberg har nedrivningen af et lidt træt, lavt byggeri efterladt en frisk L-formet byggegrund.

Der er ikke meget plads på grunden — 60 meter på den lange led og kun 13 på det smalleste sted — men det er nok til, at kvarteret ved Peter Bangs Vej snart kan sige velkommen til et varieret, nyt etagebyggeri.

Bygningen kommer til at følge den efterladte L-form og vil kile sig inde mellem et lægecenter og et eksisterende etagebyggeri med lejligheder.

De op til 4 etager kommer dog ikke til at mime nogen af sine naboer. Det nye byggeri er umiskendeligt et barn af det 21. århundrede med niveauer der trapper op og ned — højest mod hver af de to gader, som bygningen ligger ud til, og lavest i midten.

'Trapperne' skaber plads til de mange udendørs terrasser, som de nye beboere kan nyde den frederiksbergske sol på — når den tillader det.

Planen er, at der skal vokse grønt fra terrasserne, så byggeriet får et udtryk af "stablede villaer" — som bagmændene udtrykker det.

Det meget tidstypiske udtryk til trods vil det nye byggeri ikke komme til at stikke alt for meget ud. Området mellem Finsensvej og Peter Bangs Vej er i forvejen noget af et arkitektonisk kludetæppe med blandt andet lidt nyklassicisme, stokbyggeri fra 60'erne og det postmoderne, cirkelrunde 'Akademikertårnet' fra 1990 — tegnet af arkitekten Knud Munk, der også har tegnet Planetariet ved Søerne. 

Socialt på terrassen

På terrasserne skal også opstå et fælleskab med naboerne, da de på grund af byggeriets trappeform ligger forskudt af hinanden. Derfor kan man — i teorien i hvert fald — nemt tale med hinanden ud over lejlighedernes terrassekanter med en kop kaffe i hånden.

Og netop fællesskabet er der en særlig grund til at arbejde med i byggeriet. Det skal nemlig huse 12 boliger til ældre, som med assistance fra arkitekturen forhåbentlig kan opbygge et socialt fællesskab i et stadie af livet, der ellers ofte byder på mindre social kontakt end tidligere.

Byggeriet er også placeret yderst praktisk med hensyn til de daglige behov. Et lægecenter ligger som nævnt lige ved siden af — og bagindgangen til et stort supermarked på Peter Bangs Vej ligger præcis 50 meter væk. 

Vil de nye beboere længere ud i byen, ligger 'Den Grønne Sti' 40 meter væk i den anden retning. Cykelruten forbinder Lyngbyvej i nord med Valby i syd, og den frederiksbergske del af ruten er har fået det grønne navn, da cykelturen her går gennem blandt andet parker, kolonihaver og baghaver. 

Og så er der kun en 500 meter spadseretur til Frederiksberg Have.  

Bygningen bliver — som mange andre i disse år — opført i beton og beklædt med teglsten, denne gang i en lysere udgave end de rød-brunlige der beklæder mangt et nyt københavnerbyggeri i disse år.

Byggeriet går i gang til april, og de nye indbyggere kan efter planen flytte ind i starten af 2024.

Den lille tegnestue Blokk Arkitekter har slået stregerne, mens to private investorer — MW Invest og Krøyer Invest — samler byggeregningen op.

Emner

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling