pixel

Ø: Flere kunstværker skabt af kvinder i det offentlige rum, tak

Næsten alle skulpturer i det københavnske byrum er lavet af — og forestiller — mænd. Det vil Enhedslisten gerne justere på.

grevinde danner, statue

Næsten hver gang et nyt kunstværk bliver præsenteret i det offentlige byrum, sætter det gang i en heftig debat. Enten er det for dyrt, for provokerende — eller slet og ret for grimt, som det for nylig lød fra mange kritikere omkring kunstværket 'Portal til Amager'.

Nu vil Enhedslisten på Københavns Rådhus genstarte den politiske debat om kunst i det offentlige rum — set fra en kønspolitisk vinkel.

Liste Ø har kigget nærmere på, om der er for meget af den nuværende kunst i det københavnske byrum, der er skabt af mandlige billedkunstnere. 

Frederik Werner Kronborg — medlem af Borgerrepræsentation for Enhedslisten — har spurgt den tekniske forvaltning om kønsfordelingen af kunstnere og deres værker i det offentlige byrum, og forvaltningens opgørelse bekræfter et billede af, at der bestemt ikke er ligestilling i byrummet.

5-10% kvinder

Københavns Kommune har i alt 383 skulpturer, statuer og monumenter stående i det offentlige byrum. Af dem er blot 37 værker udført af kvindelige kunstnere — altså mindre end 10%. De resterende 346 er fremstillet af mandlige kunstnere.

Werner Kronborg spurgte også ind til, hvor meget kunst på Københavns gader og stræder der er lavet af non-binære kunstnere, og her er svaret et rundt nul. 

Cirka halvdelen af de 37 kunstværker af kvinder er opsat inden for de seneste 20 år — så for ikke så længe siden var den andelen af kreative islæt i byrummet med en kvindelig afsender altså nærmere 5%. 

Dykker man ned i Københavns 383 kunstværker, er det heller ikke mange af dem, der portrætterer navngivne kvinder. Faktisk blot fem.

På listen over kendte kvinder fra Danmarkshistorien, der har fået en af de få pladser på en piedestal i byen, finder vi blandt andet Dronning Caroline Amalie i Kongens Have og skoleleder Natalie Zahle i Ørstedparken.

Derfor har organisationen Danner kæmpet for opsættelsen af en seks meter høj statue af netop kvinderettighedsforkæmperen Grevinde Danner — som organisationen har taget navn efter — på hjørnet ved Sankt Jørgens Sø. Københavns Kommune sagde ja tak til dén i maj sidste år.  

Konkurrence kun for kvinder

For en måned siden fremsatte Frederik Werner Kronborg sammen med to andre medlemmer af Liste Ø et forslag om at afholde en skulpturkonkurrence på Nørrebro med intentionen om at markere kvindernes næste internationale kampdag i marts 2023.

Forslaget havde ét enkelt krav: Da konkurrencen skal medvirke til at fremme kvindelige kunstnere, er det kun kvindelige kunstnere, der må deltage. Mænd ingen adgang.

Enhedslistens forslag er en form for opgradering af et andet forslag fra SF om at nedsætte en flise nær det hedengangne Ungdomshuset på Jagtvej 69 på Nørrebro. I stedet ønsker Liste Ø at en statue — skabt af en kvindelig kunstner — skal markere kvindernes internationale kampdag. 

Forslaget faldt dog ikke i god jord hos blandt andet Konservative, Nye Borgerlige og Venstre, der »ikke kan støtte en konkurrence, der udelukker mandlige kunstnere fra at deltage. Det offentlige rum er vores alles, og skal der udskrives en konkurrence for offentlige midler, bør man ikke udelukke det ene køn på forhånd.«

Forslaget blev dog godkendt, men med en indstilling om at nærlæse Ligestillingsloven for at undersøge lovligheden af at afholde en offentlig konkurrence, der udelukker mandlige billedkunstnere fra at deltage.

Om det offentlige byrum vil få endnu et kunstværk skabt af kvindelige billedkunstnere ved hjælp af Enhedslistens forslag, vil blive afgjort på et kommende møde i Kultur- og Fritidsudvalget på Københavns Rådhus. 

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Libbie Fjelstrup
Meget gerne Kirsten Justesens skulptur af Grevinde Danner, men jeg er anderledes usikker på Marianne Jørgensens Himmel ved Bispebjerg - meget massivt og bombastisk, hvor store er de bogstaver og ikke mindst hvilket materiale er de lavet af?

relaterede
artikler

Dyremennesker, blå betonbogstaver og nøgen kvinde med stol. Tre nye kunstværker blev skænket til København i 2021, og de har nu fået grønt lys til opsætning.

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling