pixel

Nordhavns maritime lommepark åbner sig for publikum

Hop en tur ned i dybhavs­inspireret lommepark i Nordhavns Århusgade­kvarter, der byder på både grønne og blå omgivelser.

aarhusgadekvarteret, nordhavn, lommepark

Man skal kigge godt efter for at finde de små grønne pletter i Århusgadekvarteret i Nordhavn.

Men nu er bydelen blevet et grønt byrum rigere — nærmere bestemt på Sankt Petersborg Plads, der ligger klods op ad P-huset Lüders med konditaget på toppen. På flankerne har den nye plads boligkarréen 'Harbour Park' og det hindbærrøde erhvervsbyggeri, hvor biografen Big Bio hører hjemme.

Her er arbejdet med at anlægge et frodigt byrum i blå-grønne nuancer afsluttet — et byrum som ifølge det 95% kommunale udviklingsselskab By & Havn, nu indeholder den første såkaldte 'lommepark' i Nordhavn.

En lommepark er et mindre og grønt byområde, skabt imellem eksisterende bebyggelse, hvor man kan få græs under fødderne og/eller nogle planter at kigge på.

Med sit bølgende og kuperede landskab, hvor legeredskaber og bænke er formet som søstjerner og muslingeskaller, skal lommeparken skabe illusionen om, at man går på havbunden.

Byrummet er sænket med 30 centimeter i forhold til gadeplan for yderligere at hjælpe fantasien på vej.  

Beplantningen er holdt i blå, grønne og lilla toner — suppleret af få steder med kraftige farver — der skal lede tankerne hen imod et undersøisk koralrev. Om aftenen vil runde lamper i forskellige størrelser stå som lysende perler i bedende og bidrage til en stemningsfuld belysning i lommeparken.

På vejen op ad trappen mod konditaget, er facaden nu beklædt med plantekasser og klatreplanter, hvilket giver lommeparken et grønt bagtæppe, der rejser sig som en stor, vertikal have i op til 24 meters højde.

Fra byggeplads til havpark

Den første skitse til den blå-grønne, havinspirerede lommepark på Sankt Petersborg Plads blev tegnet tilbage i 2019. Siden har lommeparken pænt måtte vente, mens opførelsen af bolig- og kontorejendomme i Århusgadekvarteret stod på. 

Tilbage i 2014 var Århusgadekvarteret blot én stor byggeplads i Nordhavn, hvor ejendomme med moderne boliger og arbejdspladser skød i vejret. Året efter flyttede de første beboere ind i kvarteret, og siden da er en ganske lang liste af bolig- og kontorbyggerier blevet færdiggjort.

I alle årene var Sankt Petersborg Plads skærmet af og brugt som opbevaringsplads for byggematerialer, værktøj og håndværkerbiler, mens byggearbejdet omkring den stod på.

Siden blev håndværkernes opmærksomhed rettet mod pladsen selv, og nu står den maritime lommepark klar til brug. By & Havn har sammen med arkitekterne fra Cobe og en arbejdsgruppe fra den lokale grundejerforening stået for designarbejdet af lommeparken.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Peter Munk
Dejligt med ny park og beskrivelse. Imidlertid viser dette også redaktionens bias til det smarte med forkærlighed for Nordhavn og Carlsberg. Eks er indvielsen af Kulbaneparken endnu ikke nævnt med at ord selvom det er en af byens største parker, men beliggende i et indre mondænt og ghetto præget område.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling