Operaens far tegner moské i NV
Københavns tredje nye moské på få år skruer op for de arkitektoniske ambitioner.
Moskéen på Dortheavej
Dortheavej 45, Kbh NV
Forslag til moské og kulturcenter tegnet af Henning Larsen Architects for Det Islamiske Trossamfund.
Forventet åbning i 2019.
Man skal ikke længere en tur i Tivoli for at kunne finde minareter og kupler i København, men byens nyeste moské-projekt springer helt de traditionelle kendetegn over. I stedet har Henning Larsen Architects, et af dansk arkitekturs største og mest hæderkronede navne, formgivet en nyskabende nordisk fortolkning af en mellemøstlig bedebygning til Dortheavej i Nordvest.
På sit hjørne af Tomsgårdsvej bliver moskéen genbo til bydelens nye arkitektoniske stolthed, Biblioteket på Rentemestervej, og erstatter den gamle fabriksbygning, hvor menigheden Det Islamiske Trosamfund i forvejen samler op mod 2.000 sunni-muslimske københavnerne til fredagsbøn – med en del kapacitetsproblemer til følge.
Byens politikere har godkendt Det Islamiske Trossamfunds første oplæg til byggeriet og dermed startet den kommunale lokalplans-proces. Det forventes, at moskéen på Dortheavej kan godkendes i 2016, tage første spadestik i 2017 og åbne i 2019.
Tredje moské indenfor én km
Henning Larsen Architects har stor erfaring med såvel danske som arabiske prestigebyggerier, fra Operaen på Holmen til det saudiske udenrigsministerium i Riyadh. Til Kbh NV har tegnestuen udtænkt en lys og bølget bygningskrop i op til tre etagers højde, hvor en masse små vinduer skaber en mosaik på facaden der byder både lysstråler og nysgerrige blikke ind.
I det daglige skal komplekset også være kulturcenter med en café, bibliotek, basar og boghandel. Det Islamiske Trossamfund vil selv finansiere hele byggeriet med private donationer og uden bidrag fra udenlandske religiøse organisationer.
Moskéen på Dortheavej bliver den tredje nybyggede moské i København på kort tid, efter årtier med moskéer i aflagte, anonyme erhvervslokaler rundt omkring i byen. Alle tre inden for en radius af blot en kilometers penge i Nordvest og det yderste Nørrebro.
Københavns første moské, der ligner en moské, åbnede i Rovsingsgade i sommeren 2014. Hamad Bin Khalifa Civilisation Centre, drevet af ligeledes sunni-muslimske Dansk Islamisk Råd, er dog ikke opført helt fra bunden men et par diskret ombyggede kontorbygninger. Også Vibevej er blevet tilføjet minareter og kuppel, knap så diskrete i farver og størrelse, i den endnu ikke færdiggjorte udbygning af den shia-muslimske Imam Ali Moské, der har til huse i en tidligere fabrik.
Alle planer om en stjernearkitekttegnet stormoské på Batteri-grunden bag Islands Brygge er til gengæld opgivet.

Tak fordi du læste artiklen til ende — vi håber, du kunne lide den.
På Magasinet KBH følger vi tæt udviklingen af København. Intentionen er at give dig brugbare informationer, og gennem debat at bidrage til at skabe et bedre København.
Men der er mange omkostninger forbundet med at lave et digitalt magasin, og derfor har kun medlemmer i dag adgang til langt størstedelen vores indhold.
Den artikel du lige har læst, var der gratis adgang til, men langt de fleste skal man være medlem for at læse.
Den gode nyhed er, at medlemskaber starter ved blot 29 kroner om måneden.
PS. Som medlem slipper du også for at se flere af de her opfordringer til medlemskab, og alle reklamer forsvinder, hvis du vælger et plus-medlemskab.