pixel

Arbejde med Ørestads 'låg' over motorvejen fortsætter

Næste skridt i Ørestads drøm om at binde sig selv sammen — og mindske støjen fra motorvejen — nærmer sig en afklaring.

ørestad låg på motrovejen

I Ørestad har lokale længe ønsket at dæmpe støjen fra Øresundsmotorvejen.

Motorvejen er en kilde til søvnløshed og stress hos beboerne, hvis man spørger Amager Vest Lokaludvalg.

Samtidig hæmmer den også bydelens sammenhæng.

Øresundsmotorvejen skærer nemlig tværs gennem byen og adskiller Ørestad City — hvor Field’s, bypark og skoler ligger — fra Ørestad Syd, der huser Royal Arena og indgangen til Kalvebod Fælled.

Det skaber en fysisk barriere, som begrænser fremkommeligheden mellem de to dele af Ørestad — og som også mentalt splitter bydelen op i to dele.

Vil man i dag bevæge sig til fods fra City til Syd, foregår det via en smal bro over seks motorvejsspor. Gåturen er alt andet end indbydende for en moderne bydel som Ørestad, og derfor vil både beboere og politikere gøre noget ved motorvejen.

Netop nu pågår undersøgelser af støjreducerende tiltag og en overdækning af den del af motorvejen, som skærer gennem hjertet af Ørestad.

Københavns politikere blev i april orienteret om, at arbejdet skrider frem som planlagt — og at den fulde undersøgelse er klar i starten af næste år.

Store drømme, prisvenlige planer

Idéen om at overdække Øresundsmotorvejen blev for alvor realistisk i 2023, da rådgivervirksomheden COWI præsenterede fire mulige scenarier for, hvordan en overdækning kunne se ud.

Planerne spændte fra en relativt beskeden indsats med et mindre overdækket område, suppleret af støjskærme, til en fuld overdækning af hele strækningen mellem Kalvebod Fælled i vest og Tårnby Kommune i øst — med parkområder, fodboldbaner, nye byrum og mulige, mindre bebyggelser ovenpå.

Men dén løsning ville koste op mod 3,7 milliarder kroner — et prisskilt, der var svært at sluge for Københavns politikere.

Derfor besluttede de sig for den billigste løsning. Her bliver motorvejen ’kun’ overdækket ved den mest befolkede del af strækningen mellem Field’s og hotellerne ved Ørestad Station, mens resten af strækningen får støjskærme.

Den såkaldt "tunge overdækning" på denne lille strækning er dog nok til, at man kan skabe et helt nyt, grønt byrum oven på overdækningen — og altså binde Ørestads to halvdele bedre sammen. 

Prisen for denne løsning lyder stadig på omkring 1,3 milliarder kroner. Til gengæld vurderes det, at antallet af støjbelastede boliger i området kan reduceres med cirka 36 procent — kun fem procentpoint mindre end ved det dyreste forslag.

Det er netop denne model, som den igangværende undersøgelse nu forholder sig til.

Senest har man nu konkluderet, hvilken type støjafskærmning der vil være mest priseffektiv på strækningerne ved siden af selve overdækningen. Ved at opsætte såkaldte 'Hamborgskærme' langs motorvejens sider, kan man reducere støjen i bydelen betydeligt. Hamborgskærme er vertikale skærme, der har et udhæng ind over kørebanen. 

I det videre arbejde vil man nu blandt andet se på de tværgående forbindelser og nye byrum på selve overdækningen — og nærmere konkretisere udgifterne så politikerne endeligt kan vurdere, om der kan findes midler til projektet.

Flere bydele har samme drøm

Ørestad er ikke det eneste sted, hvor man arbejder på at få motorvejstrafikken pakket væk under jorden.

Også på Østerbro og i Bispebjerg er ønsket om mere ro vokset de senere år.

I forbindelse med en tidligere budgetaftale blev der sat penge af til at undersøge mulighederne for at overdække Helsingørmotorvejens inderste strækning mellem Ryparken og Emdrup Torv.

Den resulterende screening nåede i 2024 frem til, at en overdækning teknisk er mulig — og siden blev afsat yderligere to mio. kroner til flere undersøgelser, som fortsat er i gang.

Også uden for København arbejdes der med lignende idéer. Hvidovre Kommune arbejder nemlig på at overdække op til syv kilometer af Amagermotorvejen.

Fælles for projekterne er ønsket om at skabe mindre støj og bedre forbindelser på tværs af områder, der i dag er skåret over af store trafikanlæg.

Om overdækningen af Øresundsmotorvejen bliver til virkelighed, må Ørestads beboere stadig væbne sig med tålmodighed for at få at vide.

De endelige undersøgelser er altså først klar i starten af 2026. Og herefter vil næste skridt formentlig være at finde penge til at udarbejde et konkret skitseforslag for hele projektet — og siden selvfølgelig til at bygge det.

På Magasinet KBH følger vi naturligvis op, når der er nyt.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling