pixel

Nordvests spraglede rygrad

Frederikssundsvej hyldes med egen fotobog som byens oversete indkøbsgade, hvor kaos hersker på forbilledlig vis.

kbh magasin

Fakta

’Postkort fra Nordvest’

En fotobog af byplanlæggerne Simon Post og Line Simonsen.

Bogen på 146 sider er gratis og fås i butikker på Frederikssundsvej eller kan downloades fra postkortfranordvest.dk

Trykt i 1.200 eksemplarer på forfatternes eget forlag BY|PÅ|NY med økonomisk støtte fra Bispebjerg Lokaludvalg og Områdefornyelsen Fuglekvarteret.

Værnedamsvej, Nordre Frihavnsgade eller måske Jægersborggade er anerkendte bud på Københavns bedste indkøbsgade. Men den nye fotobog 'Postkort fra Nordvest' nominerer i stedet Frederikssundsvej – det hektiske stykke Nordvest mellem Nørrebro og Brønshøj, hvor man kan opsnuse alt fra tyrkiske konditorkager og grønthandlere på størrelse med Netto, til den klassiske pølsevogn og en security-shop, der sælger skudsikre veste.

»Glem alt om overæstetiseret middelklasseforbrug a la Jægersborggade, her er det jungleloven, der hersker, og grønthandleren med de billigste kilopriser, der vinder kundernes gunst. De 150 butikker pumper derudaf i hver sin retning, og de gør det med imponerende hastigheder. Gaden tegner et nyt ideal for, hvad udviklingen i Københavns by- og handelsliv også kan være,« indleder de to forfattere Simon Post og Line Simonsen bogen.

De er begge byplanlæggere og har beskæftiget sig intensivt med Nordvest. Bogen har de skrevet som en hyldest og et fotodokumentarisk portræt af bydelen med fokus på dens spraglede rygrad: Frederikssundsvej.

postkortfranordvest_3.jpg

Fra kebab til Frøkjær

'Postkort fra Nordvest' beskriver udvalgte butikker i Frederikssundsvejskvarteret og er fuld af fotografier fra dagligdagen på den travle handelsdestination. Postkort fra nogle af alle kebabstederne, frisørerne, bagerne og cykelsmedene. Fra Frøkjær, dyrehandlen og ligkistemagasinet, der først i 2014 gik over til edb.

Det store udvalg afspejler bydelens mangfoldige byliv, som ifølge forfatterne er vigtigt at bevare i udviklingen af området:

»Der er en eller anden modernisering og udvikling på vej til Nordvest, specielt Frederikssundsvej. Det kunne være interessant at udvikle gaden med et helt andet blik for øje, en anden æstetik eller en andet type forbrug. Jeg håber, at man vil kigge på det forretningsliv, der nu er, så man også i fremtiden kan tage til Frederikssundsvej og få for eksempel nordens bedste baklava,« uddyber Simon Post med henvisning til den ekstra søde, mellemøstlige dessert.

postkortfranordvest_5.jpgpostkortfranordvest_2.jpg

En regional handelsdestination

Selvom Simon Post og Line Simonsen har beskæftiget sig med kvarteret i mange år, så var handelssiden et totalt blindspot, indtil de blev nysgerrige over, hvem de lokale iværksættere mon var. Og så fik de øjnene op for Frederikssundsvej.

»Vi kunne hurtigst se, at det fungerede som en regional handelsdestination, men uden at nogen sagde det højt. Kvarteret har mange forskellige grupper, som kommer ind hver dag: Går i skole, har små religiøse foreninger eller kulturforeninger, og så videre. Der er en kæmpestor tilgang af folk udefra, som kommer ind og har en dagligdag her og handler,« siger Simon Post.

postkortfranordvest_7.jpg

Hvor top og bund mødes

Med over 150 butikker på Frederikssundsvej og en strøm af passerende, handlende og lokale, som dagligt kommer til kvarteret og bidrager med en heftig blanding af handel og sniksnak, virker Frederikssundsvej kaotisk. Præcis ligesom det kan være uoverskueligt første gang, man bevæger sig ind i den 400 kvadratmeter store Istanbul Bazar.

Men midt i kaosset finder man ifølge Simon Post også det, som man efterlyser og forsøger at skabe andre steder i København, nemlig en stor interaktion mellem forskellige grupper, der højner kvaliteten af byliv i den ellers brogede og berygtede bydel.

Her er stadig forholdsvist mange billige små lejligheder til arbejdsløse og unge studerende, en bred gruppe af forskellige religiøse grupper herunder Pinsekirken og to moskeer, bokseklubber og knallertklubber.

»Vi har observeret familier omkring bazaren, som køber vanvittigt stort ind. Samtidig er der firmaerne – reklamefirmaer og så videre – som har fået nogle sindssygt fede lokaler, og direktøren kommer kørende i sin store Audi. Top og bund mødes. Det er det, vi hylder. Og idéen om, at man som byplanlægger sætter sig ind i andre typer af forbrug, som allerede eksisterer i byen.«

postkortfranordvest_6.jpgpostkortfranordvest_4.jpg

Den hvide mands stillekultur

’Postkort fra Nordvest’ beskriver også, hvordan Frederikssundsvej har forandret sig både æstetisk og i butiksudbud: Fra at være en traditionel dansk gade er den accelereret over til især at tilbyde etniske specialvarer. Nu er metroen på vej til Nørrebro Station, hvor Frederikssundsvej og Nordvest starter, og spørgsmålet er, om det anarkistiske kaos, som bydelen er blevet københavnerkendt for, kan modstå ensretningen og måske blive et forbillede.

»Med denne bog ønsker vi at gøre opmærksom på gadens sammenhæng, særkende og iboende potentialer. Et udviklingsprojekt i gaden skal tilgodese det mangfoldige handelsliv, der findes her, og vi mener, at man skal gøre sig umage med at forstå og integrere flere typer af mobilitet, forbrugerkultur og fællesskaber, end hvad der har været synligt i udviklingen af Nørrebrogade, hvor en overstadig cykelentusiasme og byrumsinventar i metermål, har banet vejen for den hvide mands café-venlige stillekultur,« opfordrer forfatterne i ’Postkort fra Nordvest’, som er gratis og kan findes i butikker rundt omkring på Frederikssundsvej.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling