pixel

Kløvermarkens nye tvillingetårne sikrer din dukkert i havnen

Danmarks største pumpestation fortsætter Københavns genoplivede tradition for arkitekttegnede forsyningsanlæg.

tryktårne kløvermarksvej

På vej i kolonihaven eller til seriefodboldkamp på Kløvermarken ryger de pludselig ind i synsfeltet: To runde, røde murstenstårne er skudt 24 meter op i luften lige bag Christianshavns Vold.

Det nye visuelle fokuspunkt i det ellers flade Amagerland er tryktårne, der sidder fast på en ny pumpestation inde mellem Kløvermarksvej og Uplandsgade.

Den er nu Danmarks største kloakpumpestation og sørger for, at byen kan slippe af med sit spildevand – to tredjedele af alt det beskidte kloakvand fra Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune passerer herigennem på vejen videre til rensning på Lynetten.

Det lyder måske ikke videre glamurøst, men dermed er tvillingetårnenes blanding af arkitektur- og ingeniørkunst også et symbol på et af hovedstadens store internationale claim-to-fame: En havn så ren, at man kan bade i den.

Pumpestationen ved Kløvermarksvej har taget over for en hele 117 år gammel forgænger på den samme grund, så også de næste generationer af københavnere kan nyde en havnedukkert, selvom byen vokser.

Det nye anlæg er sikrere og gearet til at kunne håndtere konsekvenserne af klimaforandringerne, når himlen pludselig åbner sig og sætter kloakkerne under pres med fare for oversvømmelser. De otte nye pumper har en kapacitet på 30.500 kubikmeter i timen, men på en normal dag kører blot et par pumper ad gangen.

Afspejler underverdenen

Det er C.F. Møller Architects, der sammen med Krüger og EKJ Rådgivende Ingeniører står bag nybyggeriet på 7.500 kvadratmeter med en intention om at skabe sammenhæng mellem nyt og gammelt og mellem by og teknik.

De røde sten på de runde tryktårne passer til den gamle, fredede pumpestation fra 1901 – og matcher såmænd også gruset på Kløvermarkens tennisbaner lige ved siden af. Hovedbygningen er formet som et C, hvilket afspejler ”underverdenen” under anlægget, hvor det er den optimale geometri for pumpekælder og pumpesump.

Et fremtidssikret driftscenter til folkene, der vedligeholder kloaksystemet, er også kommet til, og så er de omkringliggende 20.000 kvadratmeters landskab tænkt ind i visionen om et bæredygtigt forsyningsanlæg:

Ud over, at de grønne tage på C-bygningen opsamler regnvand, så er der deroppe fra udsigt til et forsænket regnvandsbassin og regnvandsbede, der til hverdag er udearealer for de ansatte og under et skybrud kan tilbageholde større mængder nedbør.

Arkitekttegnede anlæg er tilbage

Pumpestationen er opført og drives af Hofor, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, og Kløvermarkens nye tvillingetårne skriver sig ind i en historisk tradition for arkitekttegnede energi- og forsyningsanlæg i København, der de senere år er blevet genoplivet efter en periode med mere selvudslettende industrielt design.

Først og fremmest selvfølgelig med de to rekreative forbrændingsmastodonter Amager Bakke og dens nabo BIO4 Amagerværket, der også snart kan bestiges bag beklædningen af 8.000 hængende træstammer.

Men i lidt mindre skala også den nye fjernkølecentral i Ørestad og den kommende Pumpestation Kalvebod, der vil lukke et af de sidste huller på vandsiden af Kalvebod Brygge.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling