pixel

Rækkehusene på Robert Jacobsens Vej er sat sammen af byggeaffald

Luksus og genanvendelse går hånd i hånd hos Ørestads nye arkitekturattraktion.

upcycling rækkehuse ørestad syd

Én form for byliv, som Ørestad aldrig har kunnet skældes ud for at mangle, er den linde strøm af internationale arkitekturturister, som lægger vejen forbi for at lægge egne øjne på bydelens bud på anderledes og nybrydende byggerier.

Senest er det 20 nye luksusrækkehuse i Ørestad Syd, som er gået verden rundt og blevet en af Københavns hotteste arkitekturseværdigheder.

Ikke så meget på grund af Upcycle Studios' labre design, deres smalle form eller de fleksible muligheder for underopdeling af boligerne. Men fordi det oven i hatten er et af de første og hidtil mest gennemførte eksempler på at bygge nye huse med gamle materialer.

Upcycling er en betegnelse for at forarbejde byggematerialer fra nedrevne bygninger og genanvende dem. Og i en tid, hvor cirkulær økonomi, bæredygtighed og klimaansvar fylder dagsordenen, er det en metode på hastig fremmarch i byggesektoren, fordi det kan reducere CO2-regnskabet med op til 70 procent i konstruktionsfasen at bruge for eksempel nedknust beton, resttræ, stål og tegl, der ellers ville ende som affald.

Det er noget der batter, når nu byggeri står for omkring 40 procent af samfundets bidrag til den globale opvarmning og 30 procent af vores affaldsproduktion. Og det har blandt andet ført til, at politikerne i Københavns Kommune har besluttet, at alle kommunale byggerier på sigt skal stille krav om upcycling i udbudsmaterialet, så vidt det er muligt.

Betonaffald fra metroen

De 20 skråtstillede rækkehuse i Upcycle Studios ligger midt på Robert Jacobsens Vej, lige bag den større tværgående Asger Jorns Allé med Vestamager metrostation, ultra-urbaniseringsprojektet Himmelbyen og det farvestrålende månebase-plejecenter.

Dermed er der også kun et par hundrede meter nordpå til den karrakteristisk plettede karré Ressourcerækkerne, som med få måneders forspring blev Danmarks første upcyclede boliger. Og som er et søsterprojekt til Upcycle Studios, opført af de samme ejendomsudviklere NREP og AG Gruppen, og tegnet af de samme arkitekter fra Lendager Group.

Københavnske Lendager Group har specialiceret sig i den cirkulære arkitektur og leverer gennem underselskabet Lendager Up også selv genanvendte byggematerialer.

Til Upcycle Studios distinktive grå mure støbt på stedet er der brugt 1.400 tons knust overskudsbeton fra byggeriet af Københavns metro. Tre fjerdele af vinduesglasset stammer fra renoveringen af et alment boligbyggeri i Nordjylland. Og træet til gulvene, enkelte vægge og på facaden er affaldstræ fra en producent af eksklusive plankegulve.

Der er ikke brugt maling, fuge eller gipsplader indvendigt, så overalt fremtræder kun de rene materialer som beton, træ, glas og stål i et nøgent og luksuriøst look.

Erhverv i studioet

For at indpasse 20 huse på de samlet godt 4.000 etagemeter er Upcycle Studios smalle og dybe: 18 x 4.5 meter.

Dagslyset lokkes derfor ind fra et ovenlys over køkkenet midt i boligen, og så er der glas i næsten hele den sydvendte galv fra gulv til loft, sat i trærammer i et mønster bestemt af de genanvendte vinduers størrelse. Det giver det dobbelthøje rum bag ruderne udsigtskvaliteter som et atelier, eller studio, hvilket forklarer den anden halvdel af byggeriets navn.

Hvert rækkehus er i tre plan med 6-7 værelser fordelt på 170-190 m2, inklusiv egen tagterrasse med solcelleanlæg og en indbygget, opvarmet garage.

De er alle lejeboliger og koster op til 22.000,- om måneden at flytte ind i – men den fleksible grundplan giver forskellige muligheder for at være flere om at splejse til huslejen.

Upcycle Studios kan nemlig inddeles i to separate lejligheder og må også gerne indrettes som en blanding af bolig og erhverv. Det er studio-delen, der kan videreudlejes til små selvstændige eller selv benyttes som for eksempel atelier, værksted eller kontor.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling