I hælene på byens skyggesider

1.780 piskeslag. Lige på og råt starter beretningen en torsdag aften, da magKBH er på Crimetour i de indrebyske gader. Og byvandringen bliver kun mere skummel og syndig med historierne om bødler, jomfruhuse, bowlerbøller og hekseprocesser.

De grumme beretninger til trods mangler der hverken humor eller god stemning på traveturen, for guiden fra Weirdwalks, Anders Fallentin, hiver ubesværet små skæve kommentarer og anekdoter frem om eksempelvis vandmeloner, forsvundne byfotos, mælketoddyer og det dummeste hjørne i centrum.

Og så er nogle af forbryderhistorierne i sig selv så absurde, at man kun kan grine og undres.

Blodigt show

Domhuset på Nytorv er det rette startpunkt. Midt på torvet findes en stenforhøjning, hvor massevis af folk har siddet og nydt byens liv. De har garanteret, som jeg, ikke lagt mærke til mindepladen med inskriptionen "Her stod byens kag…", men den glemmer jeg aldrig igen.

For ved denne kag, eller skampæl, sprøjtede blodet i fortiden – her blev kriminelle pisket og brændemærket af Mestermanden klædt i rød kutte og hætte.

De 1.780 piskeslag var maksimal straf. Men den mest almindelige på 3 x 27 med 9-haler (et flerdelt tov med knuder på enderne) lyder nu slemt nok. Og ubarmhjertighederne fortsatte ved skafottet, hvor henrettelserne fandt sted.

Makabert nok var det populær underholdning for folket, og drengebørn skulle helst have set showet inden 10-11 årsalderen for at blive rigtige mænd. En anden besynderlig skik var at tage blod fra de henrettede, som man mente, kunne helbrede sår.

Vilde fængselsfester

Rundt om hjørnet i Slutterigade er historierne mere spøjse. Ja, her er fængslet, dengang kaldet Slutteriet, og Københavns version af Sukkenes Bro, hvor fanger bliver ført fra cellen til retten og retur.

Og det var naturligvis ikke hverken fest eller farver at komme i fængsel. Med mindre man kom i gældsfængslet med både god mad og alkohol – stedet var berygtet for sine barfester i 1800-tallet.

En del af overfloden kom fra de anklagende parter, der betalte de fængsledes ophold, hvilket oftest var mere end selve gælden. Humoresker herfra findes i uendelige mængder, og Anders er selvfølgelig leveringsdygtig i flere.

Porno-meloner i Pisserenden

Imens vi trasker til næste location, opfordrer Anders vores lille gruppe til at kigge op og rundt på byens bygninger og mærke stemningen. Som når man er i udlandet og lægger mærke til detaljer. Sådan burde man også opleve sin egen by, ikke?

Bortset fra at det er kedeligt at bemærke, hvor mange steder der faktisk lugter af pis – på en torsdag i skumringstiden. Godt nok er vi nået til kvarteret ved Pisserenden, men alligevel.

I Vestergade herskede synden i fuldt flor – fissekarlene og deres vinduesludere med navne som Skalle-Hanne, Gråtrine og Ansjos-Grete. Deres opholdssteder blev kaldt jomfruhuse, og de betalte tiende til kirken, som dermed accepterede deres hverv.

Også her vælter anekdoterne ud af hver en asfaltsprække. Så som den om det store boom i vandmeloneksporten – de kunne udhules og genfyldes med pornofilm! Hvilken kreativitet.

Guldhorn og pengeskabe

Hjørnet af Studiestræde og Larsbjørnsstræde rummer en af de helt store forbryderaffærer – der boede Niels Heidenreich, som stjal og omsmeltede Guldhornene til smykker og mønter. Den redelighed er altid værd at genopdage.

Ligeledes en anden af de største kriminalsager: Det Borende X, den legendariske pengeskabstyv, som mystificerede politiet i 16 år. Hans kone havde luret ham og fik kvaler over hans uheldige forretningsaffærer, så hun forlod og angav ham. Gæt hvilket film-ægtepar, der er inspireret af X’erne... ”Meget har du budt mig gennem alle disse år.”

Djævelske kvinder...

Kvinder havde absolut ikke de bedste kår i fordums tider, og de blev tit gjort til syndebukke. Adel- og kirkemagter spillede en afgørende rolle i de horrible hekseprocesser og -bålbrændinger, så det er vel ganske behørigt, at vi stopper ved Bispetorvet og Reformationsmonumentet.

Vi får historier om mænd, der bruger rygter om sort magi til at slippe af med konen, deriblandt borgmestre og præster. Fordi skilsmisser var umulige, og egenrådige kvinder ikke kunne tolereres.

Inden turen går videre, får vi lige denne notits til eftertanke: Man kan brænde 6-8 minutter, før man dør.

... og sære gadebøller

I nutidens mere rolige kvarter omkring Knabrostræde og Brolæggerstræde var det farligt at færdes efter mørkets frembrud. Fattigdom avlede kriminalitet, og man kunne støde på gadebander som de frygtede Lersøbøller.

Besynderligt nok lignede de Storm P.'s vagabonder med deres karakteristiske cykelstyrskæg, sorte bowlerhatte, veste, bukser og træsko samt hvide charmeklude bundet i nakken.

Navnene var sigende: Kno-Anders, Gloøjet, Valdemar Skrupskider og Gulddåsen. Favoritdrikken var også noget af en særling, nemlig mælketoddy – af kærnemælk og brændevin.

Vi slutter tilbage foran Byretten for at høre om Danmarkshistoriens mest myrdende seriemorder. Uhyggelig lille godnathistorie. På vej hjem ved man bare, at næste slentretur i centrum ikke bliver uden tanker om, hvad der mon ellers er foregået bag husfacaderne.