pixel

Der sidder en skrot-robot på kajen

Havnefrontens nye indflytter er en omdiskuteret herre udført af udtjente maskindele.

kbh magasin

Fakta

Zinkglobal - Nøglen til fremtiden

Skulptur på Nordre Toldbod, Kbh K.

Udført i genbrugsjern af kunstneren Kim Michael, der også kalder sig The Zinker.

Betalt af private donationer fra Ecco, Arbejdernes Landsbank, Tage Sørensens Fond og By & Havn.

Har lejekontrakt på sin placering i 10 år.

Han hviler sit ansigt af genbrugsjern i sin håndflade af skrottet metal. Måske på grund af en smule hovedpine over den velkomst, han har fået i København.

Hans navn er Zinkglobal og han er Hovedstadens nyeste skulptur. Over tre meter høj sidder han på en ni meter lang og nøgleformet bænk ved kajkanten på Nordre Toldbod. Et par hundrede meter fra Den lille Havfrue, med Operaen i horisonten og i første parket til Dronningens lystbådspavilloner samt domicilerne for Mærsk og By & Havn.

Det er ikke en placering, der huer parnasset.

skrotskulptur_kim_michael_dokufoto_260812_bent_l_001.jpg

Privat finansieret

Zinkglobal er svejset sammen af udtjente maskindele, og eksperterne står i kø for at kritisere skrot-robottens lave kunstneriske værdi og manglende samspil med omgivelserne.

Kommunen er blevet skoset for at tillade ham den prominente placering, men har reelt ikke haft noget at skulle sige, for brostenene er her privatejet af By & Havn, der har sagt ja tak. Med den lille krølle, at By & Havn er et udviklingsselskab delt mellem Staten og ... Københavns Kommune.

Kim Michael er kunstneren bag, og han har selv stået for finansieringen via private donationer. Med slet skjult reference til Rodins berømte skulptur Tænkeren, og undertitlen '... Nøglen til fremtiden', er budskabet med Zinkglobal blandt andet at vi skal tænke mere globalt, fremtidssikret og ud af boksen.

skrotskulptur_kim_michael_dokufoto_260812_bent_l_012.jpg

Z for Zorgl... Zinker

Kim Michael kalder sig i øvrigt også The Zinker og har mottoet "to think with a Z". Han har en gennemgående forkærlighed for at udskifte andre bogstaver med Z'er på skrift, og for at putte store Z'er på tøjet. Ikke helt ulig tegneserieskurken Zorglub fra 'Splint & Co.'.

På hans hjemmeside ligger et 400-siders manifest, 'The Art of Zinking', hvor man kan komme dybere ind i hans Z Univers og blandt andet se hans visioner for kilometerhøje, beboelige skrot-robot-bygninger i metropoler og langs klippekyster.

Hans plan for Zinkglobal er, at stille lignende nøglebænke op i andre storbyer kloden over, og lade figurerne på dem flytte fra by til by.

skrotskulptur_kim_michael_dokufoto_250812_bent_l_028.jpg

Åndelig forurening eller legestativ?

Allerede inden presenningen blev taget af og den to-et-halvt ton tunge jernmand afsløret for offentligheden, tildelte Politikens kunstanmelder den 1 ud af 6 stjerner med skudsmålene "åndelig forurening" og "blottet for konceptuel dybde". Berlingskes smagsdommer fulgte hurtigt efter med samme karakter, uden dog at svinge sig højere op end til et: "en dårlig disposition".

Ude i virkeligheden virker modtagelsen mere afslappet. Spadserende par betragter ham nysgerrigt, mens deres børn klatrer op ved siden af ham på bænken.

Tiden vil vise, om Zinkglobal bliver en accepteret del af byen. I første omgang har han og Kim Michael aka The Zinker kontrakt på placeringen i 10 år.

Tak fordi du læste artiklen til ende — vi håber, du kunne lide den.

 

Vi hopper lige til sagen: På Magasinet KBH følger vi tæt udviklingen af København. Intentionen er at give dig brugbare informationer, og gennem debat at bidrage til at skabe et bedre København.

Men der er mange omkostninger forbundet med at lave et digitalt magasin, og derfor har kun medlemmer pr. 7. juni 2019 adgang til langt størstedelen vores indhold.

Vi kan kun overleve med støtte fra vores læsere.

Hvis du har glæde af Magasinet KBH, så håber vi meget, at du vil blive medlem. Medlemskaber starter ved kun 29 kroner om måneden, men de gør hele forskellen for os, og giver adgang for dig.

Bliv medlem

PS. Som medlem slipper du også for at se flere af de her opfordringer til medlemskab, og alle reklamer forsvinder, hvis du vælger et plus-medlemskab.

Mest læste

kommentarer

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Nordhavn
Nordhavn skal have et nyt vartegn. En gigantisk figur i træ af en trind Bademester, der kan skubbes i vandet ved en fælles indsats.

seneste
byens rum

  • Byens Rum
  • Nordvest
Nordvests kreative sjæle kan arbejde videre med ro i sindet, mens beboerne kan se frem til Kampsportens Hus og flere boliger i bydelen Bispebjerg.