pixel

Ny bygning i Zoologisk Have er markant og lavmælt

Zoolab skal give ny plads til både pilfingre og skiftende udstillinger.

Zoolab oversigt zoo københavn

Interaktive museer hvor særligt børn og barnlige sjæle kan få lov at pille ved tingene — og ikke blot kigge på dem — er blevet en stor succes de seneste årtier. I Danmark er fænomenet bedst eksemplificeret med Eksperimentarium i Hellerup, der åbnede i 1991.

Dén bølge vil Zoologisk Have gerne ride mere med på, end man allerede gør med Børnezoo, hvor man blandt andet kan fornøje sig med at kramme geder.

Til formålet kan man i Zoo nu finde det nyopførte Zoolab, en bygning på blot 250 kvadratmeter, hvor man blandt andet kan lave stop-motion film og involvere sig i skiftende tema-udstillinger. 

Zoolab skal byde på en kombination af leg, læring og underholdning, sagde Zoo-direktør Jørgen Nielsen ved åbningen for nylig.

Det nye hus er tegnet af den ganske lille tegnestue Claus Pryds Arkitekter, som også er idémagerne bag det nye Statens Naturhistoriske Museum, men som ellers mest involverer sig i mindre byggerier som dette.

Ikke et spejdercenter

Zoolab ville ikke virke ude af kontekst, hvis den i stedet var et spejdercenter placeret midt i Gribskov, og måske er det netop derfor, at bygningen lander så pænt her i Zoologisk Have, der søger at føre gæsterne ind i en tæmmet version af det naturlige. 

Byggeriets materialer er ydmyge og afstemt til de overvejende lavmælte omgivelser i Zoologisk Have — ikke mindst til Zoo's velkendte, sorte trætårn ved hovedindgangen. 

Det mest iøjnefaldende element på den nye bygning er det høje, hældende tag, der er beklædt med tagpap.

Tagpap indeholder i dag ikke længere noget pap — kun navnet hænger ved fra tidligere tider.

Moderne tagpap består af en polyesterkerne der er indkapslet i en blanding af asfalt og syntetisk gummi, der går under navnet bitumen.

Det lyder ikke ret naturligt — og velsagtens ej heller ret behageligt. Men moderne tagpap har en enkelthed og stoflighed som også f.eks. møbellinoleum har det.

Tagpap er et fleksibelt materiale, og på Zoolab svinger det sig blødt rundt i et cirkelslag omkring et lille, åbent gårdrum med et enkelt træ i midten. På samme tid bliver taget et markant element i haven og holder sig diskret i baggrunden, så øjet hurtigt finder vej til de brede glaspartier der giver et kig ind til, hvad det hele handler om: dyrene og muligheden for at pille ved ting.

Inde i træbygningen er materialevalget ligeså simpelt og nøjsomt — men velafstemt. Gulvet er i beton, og vægge og lofter beklædt med krydsfinér af fyrretræ. Møblementet er — måske som en hilsen til taget — flere steder beklædt med netop møbellinoleum.

Zoolab er åbnet.

Emner

Zoo

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling