Skal færre almene boliger finansiere M5 under jorden?
Nyt politisk forslag vil reducere antallet af almene boliger på Lynetteholm for at finansiere bedre metro.
Det var i marts i år, at Københavns Kommune og staten sammen bevilgede godt 22 milliarder kroner til den nye M5-metrolinje fra Hovedbanegården til den kommende halvø Lynetteholm.
Nok en glædelig nyhed for både de kommende beboere og mange andre københavnere, der kan se frem til endnu mere metro.
Men selv om beløbet er gigantisk, rakte det ikke til, at hele M5 bliver gravet ned på den fulde strækning.
Det betyder i praksis, at den sidste del af ruten — fra den planlagte station ved 'Prags Boulevard Øst' til Lynetteholm — skal anlægges som en højbane på samme måde som man bl.a. kender det fra metroens forløb fra Islands Brygge med retning mod Vestamager.
Det er en billigere, men ikke populær, løsning blandt naboer og lokale, der i stedet havde håbet på en tunnel — ikke mindst fordi metroen som højbane vil skære sig hen henover Margretheholmens lystbådehavn.
Og samtidig vil man ikke senere kunne lave en forbindelse mellem København H og Malmø, hvis man laver højbane-løsningen fra Prags Boulevard.
Men et forslag i Borgerrepræsentationen fra Liberal Alliance vil løse hele problematikken med ét enkelt greb.
Flere provate boliger, flere penge til metro
I al sin enkelhed lyder idéen fra LA, at man fastslår, hvor mange ekstra penge der skal til, for at hele metroen ud til endestationen på Lynetteholm bliver gravet ned.
Og med udgangspunkt i dét beløb, vil man nedsætte andelen af nye almene boliger på Lynetteholm fra de 25%, der ellers er planlagt.
Når der i dag er større byggeprojekter på vej, bliver et antal grunde solgt til almene boligselskaber for at sikre boliger med lavere husleje. Det sikrer kommunen ved at sætte krav i lokalplanerne for de områder, der skal udvikles.
Men hvis andelen af almene boliger bliver sænket, kan Københavns Kommune tjene flere penge, fordi grundene så kan sælges dyrere til private udviklere. Og de ekstra midler kan bruges til at finansiere en nedgravet metrostrækning, lyder ræsonnementet i forslaget.
Der er således både praktiske hensyn, finansielle dilemmaer og ideologiske ståsteder, der støder sammen i forslaget fra Liberal Alliance — som for mange nok indeholder en del sprængkraft.
Gentagelse af gamle fejl på Amager
En kommune har lovmæssigt mulighed for at stille krav om, at op til 25% af boligbyggeri forbeholdes almene boliger — en ramme der altså er planlagt fuldt udnyttet på Lynetteholm.
Men Københavns Kommune er i dag allerede bagud med at indfri sine mål om at sikre, at netop hver fjerde nye bolig er almen — og dermed billigere end en privat udviklet bolig.
Ifølge Kommuneplan 2024 er målet at opføre minimum 10.000 nye almene boliger ud af i alt 40.000 frem mod 2036.
Nogle politiske partier håber på, at en lovændring i de kommende år vil give mulighed for at kræve flere end 25% almene boliger i nyt boligbyggeri — og der er ingen tegn på en stemning for, at målsætningen vil blive skruet ned.
Så hvis der skal slækkes på de almene ambitioner på Lynetteholm, kan det derfor betyde, at andre nye kvarterer må tage flere almene boliger. Og resultatet vil være, at der så kan mangle indtægter herfra i stedet.
Alternativt skal der politisk samles opbakning til, at man tager Lynetteholm ud af regnskabet for, hvor mange almene boliger man vil skabe i København. Og det vil nok være betydeligt sværere end at blive enige om, at det er bedst at hele M5 graves ned.
De Radikale har tidligere tilkendegivet, at de heller ikke er glade for højbaneløsningen over Refshaleøen. Men de endte dog med at stemme for, da M5's linjeføring blev vedtaget.
Gruppeforperson Christopher Røhl har i Berlingske tidligere peget på, at København risikerer at gentage fortidens fejltagelser fra Amager, hvor "betonarme", "armerede volde" og "larmende sving" stadig skæmmer bybilledet. En tunnelløsning vil koste mere her og nu, men ifølge Røhl er det dyrere på sigt — både økonomisk og klimamæssigt — ikke at vælge den langsigtede løsning.
Om Radikale eller andre tilslutter sig Liberal Alliances forslag til en finansiering af en bedre løsning opklares i aften, den 21. august, hvor Borgerrepræsentationen stemmer om det.
Uanset resultatet er kommunalvalgkampen ved at løbe sig varm, og LA's forslag er i hvert fald med til at markere nogle af de markante forskelle, der er mellem partierne frem mod den 18. november.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
En endnu mere økonomisk og fornuftig løsning er at droppe ideen om massiv byudvikling på Lynetteholm..Så kan man undvære metro-etsprn derud og i stedet standse linjen ved Prags Boulevard. Man kan samtidig også spare havnetunnelen fra Nordhavn til Lynetteholm.
Så kan man have Lynetteholm som en narurbåret halvø og lade være med at spænde københavnerne ind i en gigantisk gældsfælde.
Boliger kan bygges manga andre steder i stedet for ude i det stigende hav.