pixel

Pool-anlæg ved SoHo House er opgivet

Tusinder af protester tikkede ind, og nu er planer om 50 meter lang terrasse med badeanlæg lagt på hylden.

soho havnebad københavn

Det mødte massive protester fra to lokaludvalg, den nærmeste beboerforening og godt 2.000 københavnere, der skrev under på en ekstern underskriftsindsamling

Og nu er det allerede droppet igen.

Vi kunne første gang fortælle om den private klub SoHo House's planer om at etablere et nyt pool-anlæg ud for havnefronten den 12. august:

En 50 meter lang flydende terrasse i flere niveauer — og med liggestole omkring en lille swimmingpool — skulle trækkes på plads foran Havnegade 45.

Men her godt en måned senere oplyser Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning, at SoHo House har sejlet planerne ud af havnen igen.

Forvaltningen har modtaget besked om, at ansøger ønsker at trække ansøgningen tilbage, lyder det fra rådhuset.

Trukket tilbage

Præcis hvorfor SoHo House har opgivet planerne så kort efter, at de kom frem, ved man ikke.

Men SoHo har oplyst til forvaltningen, at det er på grund af "tekniske årsager".

Magasinet KBH har forsøgt at få en uddybning fra SoHo House — men indtil videre uden held.

Dermed vil sagen nu blive trukket fra dagsordenen på et møde den 29. september i det politiske Teknik- og Miljøudvalg. Her skulle man ellers have vurderet ansøgningen.

Ud over en beskrivelse af projektet, skulle politikerne også forholde sig til, at Gammelholm Beboerforening havde indsendt et såkaldt 'høringssvar', der var underskrevet af 1.913 personer — og at lige præcis 1.000 københavnere havde indsendt individuelle kommentarer til projektet.

Det er et ganske udsædvanligt højt tal for en såkaldt "nabohøring", hvor kun de lokale i området bliver spurgt om deres holdning til et kommende projekt.

Men officielt er det altså ikke protesterne, men tekniske årsager, der er grunden til, at SoHo House har trukket sin ansøgning tilbage.

Ny ansøgning kan komme

Hvad de københavnske politikere mener om projektet og de mange protester får vi nu ikke at vide.

Embedsværket i forvaltningen var dog ellers positive over for at give en tilladelse og anbefalede politikerne at sige ja. Det samme var det kommunale udviklingsselskab By & Havn, der gerne så mere liv i havnen skabt på denne måde.

Både medlemmer og "almindelige" københavnere ville have haft adgang til anlægget — men uden et medlemskab ville et dagsbesøg til terrasser, pool og bar koste op mod 450 kroner for en dag.

Protesterne gik dog på, at den offentlige havnefront med anlægget ville blive privatiseret og "tivoliseret" — og også på, at det var for højt, så det tog udsigten over vandet og gjorde det mere besværligt at promenere langs kajen.

Nu behøver de protesterende altså ikke at bekymre sig længere — ikke for nuværende, i hvert fald.

Der er ikke noget der forhindrer SoHo House i at sende en ny ansøgning på et senere tidspunkt — eventuelt med et forslag der er skåret i højden, så det imødekommer noget af den kritik, der har været.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Vesterbro
Åben facaderne ud mod vandet og skab en indbydende promenade — og indskrænk Ring 2 for også at lave nye byrum her.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling