pixel

Planen for Nuuks Plads ændrer sig — igen

Hesteskoformet bygning på Nørrebro bliver til til to fritstående huse og en overbygning — hvis politikere siger ja.

Det er næsten 10 år siden, at de første planer om nybyggeri på Nuuks Plads så dagens lys.

Siden er planerne blevet ændret flere gange, men nu ser det endelig ud til, at pladsens fremtid snart er på plads.

Nuuks Plads — der i 2019 fik sin egen metrostation — beriges med to kvadratiske tvillingebygninger placeret mellem Nyrops Arkiv og Koppels Magasin samt en overbygning oven på sidstnævnte.

De to bygninger fra henholdvis 1890'erne og 1960'erne husede indtil 2009 det tidligere Landsarkiv, men siden har de stået tomme.

Sammen med de to nye bygninger vil de fremover danne rammen om den nye 'Arkivpladsen'.

For at passe ind i området bliver de nybyggede huse beklædt med rødbrune skærmtegl — en slags 'flade mursten', der overlapper hinanden ned over facaden.

Kræver dispensation

Det nye design er en ændring af planen fra 2020. Her lagde ejendomsudvikleren 2L og Københavns Kommune op til at bygge en hesteskoformet tilbygning til Koppel-bygningen.

Men nu vil 2L i stedet opføre de to fristående bygninger i den vestlige og østlige ende af pladsen — ifølge et notat fra Teknik- og Miljøforvaltningen på grund af den "økonomiske situation i byggebranchen".

Det nye udspil har en mere "åben disponering" hedder det i materialet, og der er bedre gennemlysning af de nye passager, der opstår.

Justeringerne af planen overskrider på en række punkter den lokalplan, der blev lavet i 2022 for netop hestesko-byggeriet.

Men forvaltningen vurderer, at det nye projekt ikke kræver en ny lokalplan.

Det skyldes blandt andet, at justeringerne samlet set gør projektet mindre omfangsrigt, øger mængden af dagslys for naboerne og er "arkitektonisk velbegrundede", som det hedder i forvaltningens vurdering.

Og derfor bør de nye planer ikke yderligere forsinke processen.

Derudover er det fortsat planen, at de fire bygninger på Nuuks Plads skal huse blandt andet butikker, caféer, hotel, et supermarked og nye ungdomsboliger, hvoraf en del vil være almene.

Langs det gamle Nyrops Arkiv vil der blive lavet en "aktiv forplads", hvor der er lagt op til udeservering.

Politikerne i Teknik- og Miljøudvalget skal på mandag stemme om, hvorvidt man kan give dispensation, så byggeriet endelig kan komme videre mod en byggetilladelse.

Protester nedlagde højhus

Selvom alt dermed tyder på, at byggeriet endelig kan komme i gang, er det med byggeplaner som med valgkamp og sport — man skal ikke åbne champagnen, før man er helt sikker på resultatet.

Det er de næsten 10 års kamp om Nuuks Plads et godt eksempel på.

I 2016 tog en vision for pladsen form. Dengang var den nye metrostation ved at blive bygget, og politikerne i København var åbne for at pladsen kunne udnyttes til at bygge boliger og skabe liv i området.

Det hele endte med et forslag fra Ejendomsselskabet Norden om at rive den sorte, aflukkede Koppel-bygning fra 1960'erne ned og i stedet opføre et højhus på 75 meter.

Men efter massive protester mod byggeriet ændrede et politisk flertal mening og stemte i 2018 imod den lokalplan, der var nødvendig for at bygge højhuset.

Strid om P-pladser

Året efter købte firmaet 2L grunden inklusiv de to gamle bygninger, og i 2020 fremlagde de sammen med kommunen et nyt forslag til, hvordan fremtidens Nuuk Plads skulle se ud.

I stedet for højhuset skulle pladsen tilføres en godt 20 meter høj bygning udformet som en hestesko med to 'arme', der gik ud fra en overbygning på Koppel-bygningen.

I oktober 2021 stemte politikerne i Teknik- og Miljøudvalget så et tillæg til lokalplanen igennem, der gjorde nybyggeri muligt og udpegede både Nyrops Arkiv og Koppels Magasin som bevaringsværdige bygninger.

Da planen en måned senere skulle til afstemning i Borgerrepæsentationen, havde der imidlertid — ganske usædvanligt — samlet sig et snævert flertal bag et ændringsforslag om at indføre den såkaldte '0-norm' i lokalplanen.

Med 0-normen kan kommunen dispensere fra kravet til en bygherre om at etablere nye parkeringspladser, hvis byggeriet sker i et område, der er særligt godt dækket af offentlig transport.

Og det er Nuuks Plads, som ud over sin helt egen metrostation også betjenes af flere busruter.

Derfor blev processen forlænget endnu en gang, og først i december 2022 kunne Borgerrepræsentationen så vedtage den nye lokalplan — uden krav om nye P-pladser.

Nu skulle man tro, at parkeringsudfordringen var løst, men i 2023 klagede to naboer til Planklagenævnet.

De mente ikke, at kommunen havde hjemmel i planloven til at vedtage en lokalplan med 0-norm, og processen blev igen forsinket.

I efteråret 2023 afviste Planklagenævnet dog klagen, og planerne for Nuuks Plads kunne fortsætte.

Er den hjemme?

Men efter flere års arbejde med at gøre grunden klar til byggeriet og udarbejde en byggeansøgning måtte firmaet 2L altså sande, at de økonomiske forudsætninger for projektet havde ændret sig.

Derfor blev 'hesteskoen' ændret til de to fritstående bygninger og en overbygning — og her i sommer sendte man en ansøgning til kommunen om den byggetilladelse, der altså kræver en dispensation fra lokalplanen.

Nu er spørgsmålet, om beboerne i området snart kan se de forventede byggekraner indtage Nuuks Plads — eller om der opstår yderligere forsinkelser.

Det er dog mest sandsynligt, at politikerne følger embedsværkets anbefaling og giver en tommelfinger op til de nye planer. Og dermed kan byggestart være lige om hjørnet.

Magasinet KBH følger sagen.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

Endnu et højt boligtårn er på vej til Nørrebro: Halvdelen af det tomme landsarkiv på Nuuks Plads skal rives ned til fordel for 22 nye etager.

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling