Nu går startskuddet til Nordhavns næste kvarter
Kranerne er endnu ikke rykket ind på Levantkaj, men allerede nu melder et nyt kvarter på Nordhavns ydre kanter sin ankomst.
København vokser, og nu rettes blikket for alvor mod byens yderste bastioner.
Endnu er det enorme byggeri på Levantkaj — der med sine 12.000 fremtidige beboere bliver Nordhavns hidtil største kvarter — ikke engang gået i gang. Men i horisonten tegner de næste streger sig allerede.
Med offentliggørelsen af et nyt, såkaldt 'rammeudbud' har By & Havn taget det første officielle skridt mod realiseringen af Nordhavns næste kvarter, som er blevet døbt 'Nordsøkvarteret'.
Det er en bydel, der over de kommende år skal transformere gamle industriarealer og tilgroede buskadser til et levende bykvarter.
Kulturarv og kanaler mellem karréerne
Hjertet i det nye kvarter bliver områderne omkring den store Tunnelfabrik, Skudehavnen og Færgehavn Nord.
Centralt for planerne er et skabe en balance mellem det urbane og det naturnære, som blev præsenteret i den opdaterede strukturplan fra 2023.
Strukturplanen er en mere generel plan for hele Nordhavn — bl.a. hvor metroen skal køre — og i den finder man definitioner af de enkelte kvarterer, som tilsammen skal udgøre hele det færdige Nordhavn.
Kultur, natur og boliger skal ikke blot ligge side om side, men smelte sammen i en arkitektonisk enhed. Sådan lyder missionen i hvert fald i den opdaterede plan.
Nordsøkvarteret kommer til at ligge lige ved siden af Nordhavnstippen og den kommende Nordhavn Naturpark, der skal indrettes som "utæmmede" modpoler til de tætte byggefelter.
En ny kanal vil skære sig gennem terrænet og udgøre grænsen mellem det nye kvarter og de grønne områder mod øst.
Dét skal skabe en "blå infrastruktur", som gerne skal invitere roere, badegæster og hverdagsmotionister helt ned til vandkanten.
Nordsøkvarteret får dermed både adgang til Øresund mod nord og til kanalens vand og det grønne mod øst — og bliver dermed måske Nordhavns bedst beliggende kvarter, hvis man søger et miks af by, vand og grønt.
I tilknytning til kvarteret ligger også den store hal Tunnelfabrikken, der om nogle år skal genopstå med 80.000 kvadratmeters spisesteder, kreative værksteder, gallerier, scener, sportsfaciliter og 1.000 nye ungdomsboliger.
Mere metro og bilfrie ambitioner
Forbindelsen fra Nordsøkvarteret til resten af hovedstaden bliver også ganske bekvem.
Metroens linje 4's kommende endestation har fået navnet Nordsø Plads, og som navnet antyder, ligger den meget tæt ved Nordsøkvarteret — og ved Tunnelfabrikken.
M4's færd gennem Nordhavn skal gøre det let at leve i bydelen uden en bil, men ambitionen har tidligere været svær at indfri i det indre Nordhavn, hvor en stribe P-huse og -kældre stadig gør bilen til en fristende følgesvend.
Metroens rute har også en indflydelse på, i hvilken rækkefølge Nordhavns kommende kvarterer udvikles.
I dag slutter M4 ved Orientkaj, og nu sætter man altså gang i et kvarter der ligger tæt ved endestationen Nordsø Plads. Men mellem de to stationer vil man have et stop på Levantkaj, som allerede er på vej mod snarlig byggestart. En lokalplan er her forventet midt i 2026.
Selvom kranerne ikke rykker til Nordsøkvarteret i morgen, er processen nu uigenkaldeligt i gang.
Når de tekniske rådgivere er valgt her i juni 2026, følger en fase med borgerinddragelse og arkitektkonkurrencer, der skal definere kvarterets visuelle DNA.
Forventningen er, at de første lokalplaner, der blæser til efterfølgende byggestart, lander i 2029.
Del af større københavner-kabale
Nordsøkvarteret står ikke alene i de nye planer, som By & Havn fremlagde for få dage siden.
Samtidig med udbuddet for kvarteret i Nordhavn har det kommunalt ejede udviklingsselskab også sat gang i forberedelserne til udviklingen af Kløverparken og Quintus i Københavns Østhavn.
Det betyder, at byens udvikling nu rykker frem på to store fronter samtidig.
Hvor Nordsøkvarteret bygger videre på en strukturplan og erfaringerne fra Indre Nordhavn, skal rådgiverne i Østhavnen i lidt højere grad forberede et blankt lærred på de store, bare arealer mellem Amagerværket, Kløvermarken og Prøvestenen.
Den samlede masterplan på Østamager skal bane vejen for en bydel på størrelse med Holbæk, der skal rumme op mod 30.000 beboere og omfattende erhverv.
Udviklingen af netop Kløverparken og Quintus på Amager blev for nylig speedet markant op for at sikre passagergrundlaget til den kommende metrolinje M5 — og dermed undgå en kommunal milliardregning.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
