pixel

Lokale vil have boliger i stedet for renoveret Nationalbank

Lokale røster mener, at de mange milliarder til renovering af Nationalbanken er bedre brugt til nye boliger — og at en del af bygningen bør blive til forsamlingshus.

Nationalbanken

Er det fornuftigt at bruge omkring 4 milliarder offentlige kroner på at have en stor bank midt i byen?

Dét spørgsmål stiller man sig selv i Indre By Lokaludvalg i forbindelse med, at Nationalbanken er ved at gennemgå en større renovering.

Helt frem mod 2030 kan man forvente at se den firkantede bygning pakket ind i stilladser og overdækning. Og prisen for den omfattende opfriskning er steget stødt, siden totalrenoveringen første gang blev beskrevet i Magasinet KBH i 2020.

Fra en halv milliard til nu 3,8 milliarder kroner — en regning, der måske ikke er færdig med vokse.

Men med så heftigt et prisskilt — der indirekte er betalt af skattekroner — bør man så ikke se på bygningens funktion?

Det mener i hvert fald lokaludvalget, der har haft netop dét emne på dagsordenen ad flere omgange.

Kan boligerne komme retur?

På et møde her i februar spurgte et af medlemmerne retorisk, om banken ikke i stedet kunne forsvinde til fordel for nye boliger.

Medlemmet — Niels Kongshaug — kalder restaureringen for ”stærkt problematisk set i et by- og samfundsperspektiv” og ”et politisk og administrativt svigt i hjertet af København”.

Han påpeger, at der i forbindelse med opførelsen af bygningen blev fjernet en ”betydelig mængde” boliger. Og han ønsker, at lokaludvalget støtter op om, at man skriver til Nationalbanken og beklager sig.

Da startskuddet til at bygge den nye nationalbank lød i midten af 1960’erne, involverede projektet at fjerne en hel karré med klassicistiske bygninger ned mod kanalen for at få plads til banken — og dermed forsvandt adskillige boliger.

Når der i dag er så mange mennesker i København, der har svært ved at få tag over hovedet, så ville det give mere mening at bidrage til ”byens aktuelle behov” end at bruge adskillige milliarder på at "redde" bankbygningen, lyder Kongshaugs argument.

Med andre ord: Man burde have opgivet at renovere bygningen og i stedet anvendt milliarderne på nyt boligbyggeri.

Og det gælder særligt, da Nationalbankens personale nu har fået tag over hovedet i lejede lokaler på Langelinie Allé, og det tilsyneladende fungerer helt uden problemer:

”Hvis bankens funktioner kan rummes i mere konventionelle rammer, hvordan kan det så retfærdiggøres at anvende et så stort offentligt beløb på at bevare og istandsætte den oprindelige bygning inde i et område, som kunne anvendes til boliger?” spørger Niels Kongshaug.

Kunne også blive et forsamlingshus

I en helt anden boldgade er det også tidligere blevet foreslået at omdanne dele af Nationalbanken til et forsamlingshus.

Det blev drøftet, da lokaludvalget mødtes for snart tre år siden i marts 2023 — og de lokale bakkede dengang op om forslaget.

Idéen stammer fra foreningen 'Seddeltrykkeriet', der i nogle år har lobbyet for, at bankens lave, vestlige fløj konverteres til et offentligt mødested.

Bygningen skal have navnet 'Danmarks Forsamlingshus' og blandt andet være med til ”mindske afstanden mellem politiske fløje”.

Med nærheden til Christiansborg er det oplagt at have et mødested, der skal fremme fællesskab, netop her, mener foreningen.

deres hjemmeside opfordrer de til, at man laver en organisation under Folketinget som kan drive et forsamlinghus, der skal skabe et "møde mellem borgere og politikere” og danne rammen for 500.000 besøgende og 2.500 events om året.

"Et nyt demokratisk eksperimentarium og et stykke danmarkshistorie," slutter forslaget, som igen var oppe på Indre By Lokaludvalgs møde i februar — og som man herfra igen vil slutte op om i en skrivelse til Borgerrepræsentationen og Nationalbanken.

Tegnestuer skitserer anden fremtid

Det er formentlig for sent at opgive renoveringen af Nationalbanken til fordel for at rive den helt ned og bruge pengene på at bygge boliger i stedet.

Men at putte en ny funktion ind i Nationalbankens 1-etagers fløj vil det antageligt være nemmere at sætte i værk — også efter at renoveringen er overstået.

Arne Jacobsens bygning har tidligere fået en anden type opmærksomhed fra to tegnestuer, som ser en slags mellemløsning for 70’er-ejendommen.

Hovedbygningen bliver, hvor den er, men Jool Arkitekter har foreslået, at man kan nedrive bankens lave fløj.

Her stoppede man med at trykke pengesedler for 10 år siden, og i dag agerer bygningen primært parkeringsplads for omkring 200 biler.

I stedet kunne man opføre et nyt byggeri og samtidig skabe en ny plads ud mod Børsen og Slotsholmkanalen, lød det fra Jool.

JRDV kom senere på banen med en idé om, at bygningen — uden den lave fløj — i stedet bygges om til at huse Nationalmuseet, som alligevel står over for en omfattende renovering og ombygning.

Men Nationalbanken, der stod helt færdig i 1978, blev fredet i 2009. Og der har fra politisk side hidtil ikke været nogen initiativer til at ændre på dén status og skabe noget nyt.

Det er noget, der skuffede flere læsere, da vi i januar sidst skrev om Nationalbankens galoperende renoverings-udgifter. Én skrev ved den lejlighed:

"RIV DEN NED!! Ophæv fredningen. Den egentlige fredningsværdi af Nationalbanken er mindet om en arkitekt-arrogant modernistisk øjebæ midt i vores by, en tresser-finansteknokratisk magtdemonstration."

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

juul81

En af Danmark smukkeste bygninger inde og ude.

Renoveringen er den helt rigtige beslutning.
phe
Fredning fem burde ganske rigtigt have været ophævet, og den hæslige bygning nedrevet. At bruge 4 mia. på at renovere så grimt, dårligt og malplaceret et hus, er det glade vanvid. For de penge og sikkert også mindre, kunne man have genopført alle de gamle bygninger man bedrev i 1970’erne i stedet. Det ville have været det rigtige at gøre, men kapitalen vinder som bekendt altid. Stakkels København.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling