Oprøret har talt: Her er arkitekturens helte og skurke i 2025

Og resultatet er en kold vasker til de københavnske planlæggere — men samtidig en hyldest til de arkitekter, der lader nogle af fortidens dyder vise vej ind i fremtiden.

Foreningen ser det som en vigtig opgave at være talerør for den brede befolkning i en arkitekturdebat, der ofte er domineret af fagfolk og teoretikere.

Her er der ingen dommerkomitéer eller lukkede fagjuryer; alle har kunnet nominere kandidater, og alle har kunnet stemme.

"[Arkitektstanden har] isoleret sig fra den almindelige folkelige opinion og har mistet jordforbindelsen," skriver Arkitektoroprører i sit manifest, og deres årlige afstemning skal ses som foreningens bud på 'folkets dom' over det seneste års byggerier.

Skønhed i det enkle på Amager

I kategorien for landets bedste nybyggeri i 2025 deler to projekter førstepladsen ved at vinde vælgernes gunst gennem diskretion og respekt for omgivelserne.

Og helt skidt går det ikke for København, for den ene vinder findes tæt på Kløvermarken på det nordlige Amager, hvor en ny driftsbygning til HOFOR er skudt op.

Bygningen har vakt Arkitekturoprørets glæde ved at indordne sig og ikke gøre opmærksom på sig selv. Den er opført som en slags opdateret version af det meget ældre nabo-pumpehus fra 1901.

Da den gamle pumpestation blev opført for 125 år siden, var den designet til at håndtere Københavns regn- og spildevand. Og den gamle rektangulære halbygning i røde sten og skifertag med stort udhæng har altså nu fået et moderne modstykke, der bygger videre på historien.

Denne tilgang deles af den anden vinder, som er et nybyggeri på Sanct Anna Gade i Helsingør historiske bymidte — et pudset nybyggeri med både frontispice og små skortstene, der ikke stikker ud fra de meget ældre omgivelser.

Tilsammen repræsenterer de to bygninger en filosofi, som Arkitekturoprøret vægter højt: arkitektur, der bidrager til byens helhed frem for at råbe på individuel opmærksomhed.

De fik hver 33% af stemmerne.

Årets skamplet findes på Østerbro

Kontrasten til den amagerkanske (og helsingørianske) ydmyghed finder man på Østerbrogade 190, ikke langt fra Østre Gasværk.

Her har deltagerne i afstemningen peget på et nyt seksetagers træhus beklædt med mørke paneler som årets absolutte bundskraber.

Selvom byggeriet, der huser ungdomsboliger, er placeret på en af Østerbrogades mindre idylliske strækninger præget af betonblokke fra 1960'erne, fremstår byggeriet ifølge Arkitekturoprøret som et fremmedlegeme, der hverken respekterer gadens skala eller den eksisterende æstetik.

For oprøret står huset som et skrækeksempel på en moderne tendens, hvor lysten til at skille sig ud trumfer hensynet til det eksisterende bybillede.

Østerbrogade 190 løb med 41% af stemmerne — næsten dobbelt så mange som en ny bygning i Nyborg.

En hovedstad i modvind

Det er dog ikke kun enkeltbygninger, der er fokus på hos Arkitekturoprøret, hvis danske Facebook-gruppe har godt 17.000 medlemmer.

For tredje år i træk har Københavns Kommune "vundet" titlen som den myndighed, der har skadet bybevaringen mest.

I motiveringen lyder det, at landets største samlede kulturarv bliver forvaltet uden tilstrækkelig omhu, og at nedrivning af bevaringsværdige bygninger efterhånden er blevet dagens orden i hovedstaden.

Samtidig kritiseres de nye havneområder for at være præget af et fantasiløst og fremmedgørende byggeri — en tendens foreningen ser fortsætte i kommende byudviklingsområder som Jernbanebyen og Kløverparken.

Endelig er foreningen kritiske overfor planlagte nedrivninger og ombygninger af bevaringsværdige huse — herunder aktuelle sager som Paladsteatret, Esplanaden og Bredgade.

København fik dog kamp til stregen af den midtjyske Hedensted Kommune, der indtog en markant andenplads på grund af dens planer for Juelsminde Havn, som oprøret frygter vil ødelægge et unikt havnemiljø og er "et skoleeksempel på investordrevet planlægning".

Et oprør med opbakning og modstand

Arkitekturoprøret, der startede i Danmark i 2014 med inspiration fra bl.a. den svenske forening Arkitekturupproret, er i dag en del af en bredere nordisk og global tendens.

Gennem sociale medier mobiliseres tusindvis af borgere, der kræver indflydelse på deres byers udseende og bruger årlige priser som ”Årets Skamplet” til at udstille byggerier, de mener skæmmer.

Selvom bevægelsen har pænt stor folkelig opbakning, møder den også modstand fra faglige kredse. Her skydes oprøret ofte i skoene, at det er præget af nostalgi og en forkærlighed for kopier af fortiden.

Kritikerne påpeger desuden, at moderne byggeri ofte er langt mere funktionelt og energieffektivt end de historiske forbilleder — og at skønhed er en subjektiv størrelse, der ikke kan reduceres til et spørgsmål om krummelurer på facaden.

Andre mener, at foreningen ikke gør meget godt for debatten, men blot overlader arkitekturpolitik til en flok internetkrigere, der råber i kor og fastfryser debatten snarere end at bidrage til den.

Uanset hvor man placerer sig i debatten, har foreningen været med til at gøre skønhed til et mere omtalt tema igen.

Det er et begreb, som arkitekturen længe har haft tendens til at sky til fordel for rendyrket funktion, men som bobler tættere og tættere på den arkitektoniske overflade i takt med folkelig skuffelse over kvaliteten af flere nyudviklede kvarterer.