pixel

Nyt byggeri ved København Syd trækker tråde til udskældt nabo

Formsproget på nyt byggeri ved Gammel Køge Landevej er ikke helt fremmed for voldsomt kritiseret nabobyggeri.

nybyg, gl køge landevej, valby

Engang trak den tunge industri lange skygger over den nordligste del af Gammel Køge Landevej i Valby.

Men det seneste årti har der i stedet rejst sig en ny, massiv boligprofil af glas, beton og teglsten — ikke mindst på Grønttorvet.

Nu er planen for den næste brik i puslespillet faldet på plads med et nyt projekt lige på hjørnet af Gammel Køge Landevej og skinnerne ved København Syd Station.

Her er de sidste rester af fortidens værkstedsbygninger for længst jævnet med jorden for at gøre plads til at mætte lidt mere af Københavns evige boligbehov.

Arkitektur uden vilde eksperimenter

Projektet lægger sig i forlængelse af sine naboer med en arkitektur, der vælger den sikre vej frem for de vilde eksperimenter.

Fundamentet udgøres af en solid plint i én etage, der hægter sig på nabobyggeriets tilsvarende plint og fungerer som en slags teknisk hjerte for ejendommen.

Herinde gemmes alt det praktiske væk — fra de 63 bilparkeringspladser og hundredvis af cykler til renovation og varetilkørsel for den dagligvarebutik, der forventes at flytte ind i stueetagen.

Ovenpå denne base rejser selve boligdelen sig i form af lange længehuse, der strækker sig i seks og syv etager. Ud mod Gammel Køge Landevej er byggeriets forløb omkring 120 meter langt.

Facaderne fremstår i den nye lokalplans visualiseringer med en repetitiv rytme og en stram geometri, hvor funktion og volumen vægter tungt, og hvor rette linjer dominerer de 14.250 kvadratmeter nybyggeri.

Stueetagen er højere end etagerne ovenpå, og tagetagen har en anden beklædning end resten af byggeriet. Men det er to greb der måske ikke helt er nok til ændre på en fremtoning, der i hvert fald på nogen vil virke massiv og monolitisk.

Taget er fladt, og facaden uden meget variation. De lidt "tunge" rødbrunlige teglsten som præger området — og store dele af københavnsk nybyggeri i øvrigt — dominerer byggeriets ansigt udadtil.

Grøn oase på første sal

Livet i det nye byggeri kommer til at udspille sig i flere niveauer. Da støjen fra de mange tog ved København Syd og den tætte trafik på Gammel Køge Landevej er en trofast følgesvend på disse kanter, er de primære friarealer løftet op på taget af plinten med P-pladser og supermarked.

Her planlægges en lille grøn oase med stier, legepladser og over hundrede nye træer, som skal skærme beboerne fra noget af byens larm.

På den måde vil man skabe et adskilt rum, hvor det praktiske byliv — inklusive besøg i Netto — foregår i gadeniveau, mens noget af det rekreative liv kan leves under åben himmel på første sal, hævet over byens nye mini-hovedbanegård.

Kritiseret nabo

Det arkitektoniske udtryk vil utvivlsomt få naboerne på Poppelstykket til at nikke genkendende til.

Materialevalg og den repetitive struktur synes i hvert fald at tale samme sprog som mange af de øvrige nybyggerier i lokalområdet. Og det gælder ikke mindst på nabogrunden, der bestemt ikke fik pæne ord med på vejen af hverken Valby Lokaludvalg eller Magasinet KBH’s læsere, ​da det blev præsenteret i 2024.

Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning var dog dengang ikke enige i kritikken og mente blandt andet, at byggeriets teglfacader og modulære opbygning "tog afsæt i industriarkitekturen i området" — og at der skam var variation at spore i facaden ved brug af franske og spanske altaner.

Ultimativt fik kritikken ingen effekt på projektet, og lokalplanen blev politisk vedtaget kort efter.

Nu får det kritiserede byggeri altså — måske — en ny og tilsvarende nabo mod nord, denne gang tegnet af arkitekterne i Nordic Office of Architecture, hvor Københavns tidligere stadsarkitekt, Camilla van Deurs, nu er partner og 'Head of Urban Development'.

Vejen mod vedtagelse

Selvom både visioner og lokalplansforslag er på plads, er der stadig et stykke vej, før kranerne kan rykke ind i Valby.

Lokalplansforslaget er sendt i høring frem til 30. april, og da nabobyggeriet på Poppelstykket i den grad fik de lokale op i det røde felt, vil de nye tegninger formentlig blive gået efter i sømmene.

Når høringen er slut, skal forvaltning og politikere tygge på de indsendte svar, og eventuelt lave justeringer, før de kan give den endelige godkendelse — en proces, der ofte tager yderligere onkring tre månder, hvis der ikke skal laves større ændringer.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Peter Munk
Det er virkelig sjovt med det had der er i forhold til Grønttorvet. Måske virker det specielt grimt og betonagtigt når man kommer udefra. Vi har boet her i 7 år og nyder det virkeligt både med hensyn til den blandede beboersammensætning men også visuelt og med hensyn til det liv der udfolder sig i parken og på promenaden. Her virker lyst og grønt og urbant på een gang. Ret perfekt
Simon Gray
Det er det samme med os der bor i Ørestad, som konstant skal høre om hvor sjæleløst og grimt her er fra folk, der kun kender området fra en tur i Field's eller fordi de har været til koncert i Royal Arena.
Simon Gray
Lav en lille smule hældning på taget, således at bygningen smelter bedre sammen med de ældre bygninger i området, og så frafalder 80% af protesterne. Det er utroligt at det kan være så svært. Bygningen ser jo egentlig fin nok ud, det er bare taget der står ud på en negativ måde.
Peter Munk
God ide med tagene

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling