BLOX: Madam Skrald eller fremskridt?

“Et klodset misfoster” lød det i Politiken. En “skandale” og en “skamplet”, skrev Berlingske. “Øjebæ” og “katastrofe”. Et “overdimensioneret 60’er sofabord i blåt glas”, lød det andre steder fra.

Genstanden for alle disse eder og forbandelser er selvfølgelig Inderhavnens nyeste familiemedlem: Blox. Og der har været rigtig mange af dem i de forgangne uger. Selv britiske The Guardian var en tur forbi havnen og kaldte Blox “en dyster glasmonolit” der “udstråler en frastødende følelse af generisk kontorblok” – og opsummerede med en tør konstatering:

“En misset chance for Danmark”.

Dette indlæg handler om debatten om objektet mere end om objektet selv. Men første gang overtegnede så Blox's materialevalg, drev associationerne i retning af det grønne askebæger som min mormor i 1980'erne slukkede sine Caminante-cerutter i — siddende ved kakkelbordet i sin 2-værelses med udsigt til Sydhavnen station. Blox's arkitekt ser derimod det grønne glas som en hilsen til de irgrønne kobbertage i København.

Pointen er, at meget som bekendt er i øjet der ser. Men er skønhed alene subjektiv?

•   •   •

Danmarks nyåbnede center for arkitektur og byudvikling illustrerer mere end noget andet den kløft der eksisterer mellem netop den profession der udvikler vores by, og dem der bruger den. For på trods af en både livlig og meget offentlig debat, taler alle forbi hinanden.

Kort sagt kan debatten koges ned til en folkelig dom der overvejende hedder grim og/eller fejlplaceret. Og et svar fra de involverede der understreger bygningens funktion, fornyelse og indre kvaliteter. 

Men der er jo i sig selv intet der tilsiger, at en bygning der er både grim og fejlplaceret ikke også kan have en prisværdig funktion og velfungerende indre rum. Så trods kvantiteten har der manglet en hel del kvalitet i debatten. Men det er også nogle svære størrelser at blive enige om: Skønhed, form, funktion. 

Måske udspringer polemikken af, at huset – med arkitektens egne ord – er en “kritik af dansk urbanisme”, fordi “København er blevet for rolig og forskønnet, og jeg savner bilerne og larmen.”

Måske var det ikke lige dét, københavnerne ønskede sig for landets nye center for arkitektur og urbanisme?

Men lad os starte med lidt kontekst, og så tage den fra en ende af:

Baseret på interviews

Blox er en “gave”. Finansieret af Realdania der har en ganske særlig status, når vi taler om det byggede miljø i Danmark. Rent teknisk er Realdania en "forening", men det er nemmere at forstå Realdania ved at tænke på den som en "fond". En velpolstret pengetank der har som sit erklærede, filantropiske mål at “skabe livskvalitet for alle gennem det byggede miljø”.

Realdania har i dag en egenkapital på godt 22 milliarder kroner. Hvor de mange penge kommer fra er en lidt længere historie, men de udspringer af salget af det nuværende Realkredit Danmark til Danske Bank i 2000. Medlemmerne af kreditforeningen – altså almindelige danskere med boliglån – havde en milliardformue opsparet i en reservefond i kreditforeningen, og det var disse mange penge der blev til Realdania.

I sig selv er det et ret enestående aktiv for et land at have en så velhavende instans, der har til formål at forbedre det byggede miljø. Alene i København har Realdania finansieret f.eks. Den Blå Planet, Elefanthuset, DR Koncerthuset, Lille Langebro, den nye Sankt Annæ Plads, Royal Arena og en lang række andre byggerier og projekter til fremme af byliv og gode byrum. Realdania har også tidligere støttet udgivelsen af nærværende magasin.

Så langt, så godt.

Alt dette er vigtigt, fordi det Blox vi ser i dag udspringer af beslutninger taget af Realdania for mere end 10 år siden. I 2006 valgte Realdania ikke at udskrive en klassisk arkitektkonkurrence om det nye byggeri, men i stedet at afholde en såkaldt “interview-konkurrence”. Inviteret til disse interviews var en række prominente arkitekter — herunder den senere vinder: OMA fra Holland.

Idéen var sådan set klar nok. I stedet for at vælge et projekt, ville man vælge en arkitekt, som man kunne have en dialog med i løbet af processen. Målet var “exceptionel arkitektonisk kvalitet” og at lægge en plan der “understøtter samspillet med de enestående historiske og bymæssige omgivelser”.

Hvem valgte arkitekten på baggrund af disse interviews? Det gjorde Realdanias direktører sammen med Dansk Arkitektur Centers direktør, arkitektskolens rektor og en enkelt repræsentant fra Københavns Kommune. I april 2008 lå OMAs projekt så på bordet, og "processen" kunne gå i gang.

De kommende måneder var ikke uden offentlig modstand mod Blox, men den blev mødt med et ønske om dialog fra Realdania. For hvis ikke en filantropisk forening for almenvellet – baseret på kapital fra almindelige boligejere – skal indgå i en dialog med byens beboere, hvem skal så?

Men en stor del af dialogen endte med at foregå i mindre fora, på cafémøder og ved høringer, og drejede sig i høj grad om de omkringliggende byrum.

Debatten om selve bygningen brød aldrig for alvor igennem i de større medier – ej heller i Magasinet KBH. De største ydre ændringer endte med at blive en flytning af huset nogle meter tættere på vandet – og at bygge en promenade, så man også kan gå forbi huset langs havnen. Det ønskede arkitekten ikke, at der skulle være.  

Sådan så 2008-planerne for Blox ud — uden passage på vandsiden.

Madam Skrald i Minecraft

Blox som hus oplevet udefra er der stort set ikke ændret på, siden det blev præsenteret for 10 år siden, og siden Jesper Egevang — talsmand for en lokal gruppe ved navn Bryghusgruppen — kaldte det for “en rodet containerterminal der ville passe bedre ind i Nordhavn”.

Dermed foregreb Egevang meget af den folkelige kritik der har regnet ned i pressen og de sociale medier de seneste uger.

Men hvorfor kommer den massive kritik først nu?

Modsat f.eks. det kuldsejlede Egeraat-projekt på Christianshavn, der blev skrinlagt efter folkelige protester, så er Blox placeret i et område uden en stærk beboeridentitet. Der bor ikke så mange mennesker i denne del af Indre By lige ved Slotsholmen.

Der var i nogen grad også en konsensus om, at byggeriet i sig selv ikke var en dårlig idé – Magasinet KBH bakkede også op. Et nyt hus for dansk arkitektur der oven i købet kunne hjælpe med at indramme den identitetsløse og forblæste Søren Kierkegaard Plads ved siden af Den Sorte Diamant virkede ganske fornuftigt.

Og så kan det være svært at gå i bred dialog om, hvordan der skal bygges, inden der bliver bygget, når der ligger én, og kun én, mulighed på bordet. 

For hvad skulle man gøre ved æstetiske protester? Hvis en gruppe mennesker mente, byggeriet var grimt? Skulle OMA tegne sit hus om? Skulle man prøve at justere lidt på det? Invitere en helt ny arkitekt?

Er det som bygherre simpelthen bare for besværligt at inddrage den brede befolkning, der har 1.000 meninger, i formgivning af byggerier? Hvor meget dialog er tilpas dialog, når man også skal komme videre og i gang?

Det er ikke så nemt, og først 10 år efter planerne oprindeligt blev lagt frem, rejste den folkelige Blox-storm sig for alvor: 

Arkitekturanmeldere fra ind- og udland var kritiske. Det samme var læserkommentarerne i Magasinet KBH:

“Kantet, grimt, uinteressant”. “Ufærdigt stilladsarbejde”. “Som buscentralen på Rådhuspladsen”. “Tomt uden sjæl og fantasiløst”. Og “one ugly ass building,” lød det.

Andre læsere var mere positive over for huset, men fandt det fejlplaceret: 

“Jeg kan faktisk rigtig godt lide bygningen, men placeringen er helt i hegnet. Her ligner det en halvfed fodboldspiller yderst på bænken eller Madam Skrald bygget i Minecraft”.

Og så var der alle dem, der hverken var glade for stil eller placering, opsummeret i denne læserkommentar.

“Det er at skide højt og flot på den omkringliggende by og den visuelle, sanselige helhedsoplevelse, når konceptionalister insisterer på byggerier løsrevet fra virkeligheden og med et eksplicit fravalg af æstetik som arkitektonisk virkemiddel.”

Flere læsere sammenlignede i The Guardian Blox med 'Cumbernauld Town Centre' i Skotland. Påbegyndt i 1963 – i dag stort set forladt.

Form eller funktion?

Så kom genmælet fra borgmestre, ministre, arkitekter og fra bygherren:

Overborgmesteren, Realdanias direktør og kulturministeren skrev sammen en kronik der indledte med en længere gennemgang af årtiers forbedringer langs havnen, og derefter understregede Blox's funktion. 

Fem arkitekter, blandt andre Dorte Mandrup, skrev et indlæg der ligeledes primært omhandlede husets funktioner, men dog også berørte de æstetiske kvaliteter:

Mandrup m.v. skrev: “Når man beder en af verdens mest teoretisk funderede arkitekter om at tegne og bygge et hus, ja, så får man selvfølgelig ikke et bygningsværk baseret på en følsom indpasning og forståelse af de historiske bygninger i nærheden.”

Det er et lidt sjovt udsagn, for i givet fald må det jo afhænge af, hvilken teori denne arkitekt baserer sit arbejde på. Et bedre ord end "teoretisk" havde været konceptuel, som en læser altså også skrev i en kommentar her i Magasinet KBH.  Denne bygning er et løsrevet koncept uden for kontekst, og det er arkitektfirmaet OMA ganske rigtig kendt for. 

Men det mest interessante nøgleord her er måske “man”. For det “man” der bad netop OMA om at designe netop dette hus, var naturligvis ikke de beboere der nu kritiserer byggeriets form, og som Mandrup her henvender sig til. Samme beboere blev ej heller præsenteret for alternative visioner for byggeriet, som kunne debatteres offentligt. 

Det “man” der valgte OMA var en dommergruppe nedsat af Realdania — en gruppe i høj grad bestående af Realdania selv. Og Realdanias offentligt erklærede mål var netop et byggeri der “understøtter samspillet med de enestående historiske og bymæssige omgivelser”.

Realdanias intentioner har været gode, men der er tilsyneladende noget dissonans mellem målsætningen og Dorte Mandrups udlægning af, hvad man kunne forvente sig af den valgte arkitekt.

Inden Mandrup m.v. fortsætter med en gennemgang af byggeriets kvaliteter indendørs, trækker de to klassiske argumenter op af hatten:

"Ingen by bør være statisk og museal!", og "da Arne Jacobsen i sin tid designede SAS-hotellet, mødte også det projekt massiv modstand, men i dag [er det] et af landets højest skattede bygningsværker."

Mandrup m.v. gør to ting her: 

De laver det der på godt engelsk hedder reframing. De rubricerer debatten som værende om fremskridt kontra museal stagnation, og ikke om grimt kontra smukt – eller velplaceret kontra fejlplaceret. Og de undsiger kritikken med, at mostanderne bare ikke er klar til det endnu. I bliver glade for det i længden, med andre ord.

Men anken fra både den brede offentlighed og arkitekturkritikere har ikke været, at der skulle have været bindingsværk og biedermeier-møbler, hvor vi i stedet fik Blox. Praktisk talt intet af den offentlige kritik har indeholdt modstand mod forandring, som Mandrup ellers indikerer. Og forandring er naturligvis ikke værdiskabende i sig selv. Ikke al forandring er også fremskridt. Så langt fra.

Og uanset hvad end man måtte mene om Blox's æstetik, så er det svært, at se byggestilen som et fremskridt. Der er om noget trukket på 60'er modernisme og brutalisme i udtrykket, og man kunne nemt argumentere for, at byggeriet rent faktisk er bagstræberisk. Musealt. Repræsenterende et formsprog fra en svunden tid.

Så er der SAS-hotellet – hvis ydre måske ikke er helt så skattet på gadeplan, som det er i fagkredse – men eksemplet er for så vidt underordnet. For hvad Mandrup gør her, er det man kalder argumentativ cherry picking. Hun peger på et eksempel der tilsyneladende understøtter hendes argument, mens hun ignorerer de mange flere eksempler der modsiger det. For hvert eksempel på et byggeri der med årene gik fra 'kritiseret' til 'skattet', er der 50 der vedblev med at være præcis ligeså upopulære, som da de blev født – eller blev endnu mere upopulære. Det er ikke få modernistiske byggerier fra 50'erne, 60'erne og 70'erne der enten er revet ned igen – eller er genstand for folkeligt mismod, hvis de stadig står.

Søringen ville skære 30 meter af Søernes bredde for at give plads til en motorvej. Projektet blev vedtaget i 1964, men blev senere droppet igen, ikke mindst på grund af folkelige protester.

Provokation for dens egen skyld 

Hvad der kunne have været et kvalificerende element i debatten fra fagfolk, ender derfor i stedet desværre med at blive et almindeligt partsindlæg. Der argumenteres mod påstande der ikke er blevet fremsat, og der præsenteres selektive eksempler der ikke er repræsentative. Fagfolkene går ikke i den bymæssige dialog, som der er brug for, hvis vi alle skal lære at forbedre. Præcis den dialog om byen og arkitekturen der ellers er hele eksistensgrundlaget for Blox. "Breaking down the silos" er et erklæret mål for Bloxhub – det fællesskab i Blox der arbejder med kvaliteten af vores byer og arkitektur. 

Mandrup skriver det faktisk eksplicit: Pointen med Blox er at "udfordre" – og det "kan måske virke provokerende for nogle". Men det er ikke svært at udfordre og provokere. Stikker jeg dig en lussing, er det provokerende, men i hvert fald den fysiske smerte er væk i løbet af et minut. Og hvad er så tilbage? Blox har også provokeret mange, men huset kommer til at stå, hvor det står i årtier. Og hvad er det egentlig, byen får ud af denne "udfordring"? 

Igen med arkitektens egne ord er Blox designet til at være et "beboet motorvejs-kryds". Og en stor gruppe københavnere spørger i dag sig selv og hinanden: Var det virkelig det mest passende, vi kunne skabe som et symbol for dansk urbanisme? En urbanisme der er kendt for at være human. For cyklisme, gågader og adgang til vand. For bæredygtighed, miljøvenlighed og kvalitet i byggeri og materialer. 

En genstands ydre kommer altid til at agere som symbol på dens indre. Og får Blox's form kommunikeret det rigtige her? Mens byggeriets fortalere igen og igen understreger dets fine funktion, dets indre rum og byrummene omkring huset, forholder de sig praktisk talt ikke til de to reelle kritikpunkter fra den brede offentlighed: At byggeriet set udefra er grimt og fejlplaceret.

Men hvorfor ikke? Hvorfor er der så ofte en kløft mellem professionens holdninger og den brede befolknings holdninger?  

Svaret er mangefacetteret, men lige i dette tilfælde giver det mening at nævne en enkelt: Arkitektfagets uskrevne saligkåringer, hvor visse individer i praksis er hævet over kritik på trods af, at mange af deres projekter er nærmest foragtede i den brede offentlighed.

Det bedste eksempel er schweizisk-franske Charles-Edouard Jeanneret, bedre kendt under det lidt prætentiøse pseudonym han valgte til sig selv: Le Corbusier. Om end rent historisk set en vigtig figur i arkitekturen, så ville Le Corbusier formentlig senere være blevet landsforvist, havde visse af hans forslag set dagens lys. Det gælder f.eks. planen om at rive store dele af indre Paris ned for at gøre plads til at bygge 18 identiske kontorblokke i glas. 

En anden af disse saliggjorte er en af Le Corbusiers ideologiske arvtagere: den hollandske arkitekt Rem Koolhaas – manden bag den hollandske tegnestue OMA, der altså står bag Blox, som det i dag ligger ved havnen. 

Dorthe Mandrup kaldte ham "en af verdens mest teoretisk funderede arkitekter", og her henviser hun ikke mindst til en bog om New York, som Koolhaas skrev i 70'erne. En bog der har opnået nær-mytisk status i arkitektfaget, hjulpet af Koolhaas' selviscenesættende stil og en akademiseret sprogbrug og teoretiseren der ofte er langt mere kompleks end de underliggende idéer om tæthed og multifunktionelle bygninger. 

Hvor den nu 73-årige Koolhaas på verdens arkitektskoler de seneste 20 år er vokset til en alfaderlig figur, så er han langt mindre populær i den brede befolkning – ikke mindst i sin hjemby Rotterdam. Et "kynisk og brutalt monument" kaldte en hollandsk designprofessor et af OMAs seneste byggerier i Rotterdam. Og i The Guardians kommentarspor lød en af de mest populære kommentarer til artiklen om Blox:

"Vil dette endelig skubbe til det udbredte synspunkt i arkitektstanden, at Koolhaas's OMA er hævet over kritik? [Blox] er simpelthen rædsomt og følger en lang række af ligeså rædsomme, prominente kreationer." 

Kynisk og brutalt, kaldte en designprofessor OMAs byggeri i Rotterdam fra 2013.

Et af OMAs mest kendte byggerier: Hovedbiblioteket i Seattle.

Den svære dialog

Magasinet KBH har i 13 år været proponent for forandring, forbedring og fremskridt i København. Byen skal ikke være et museum – den skal være både dynamisk og fremadskuende. Men skal vi ikke blot forandre, men også forbedre, så er alle parter nødt til at tale med hinanden og ikke forbi hinanden. 

Blox's form blev mere eller mindre fastlagt for 10 år siden, og bygherren Realdania har udviklet sig i den periode. I en artikel i Politiken erklærer direktør Jesper Nygård sig for stolt af byggeriet, men siger også, at man i dag næppe ville gøre, som man gjorde.

Og uanset hvad man i dag synes om Blox's form, så er et lydhørt og samarbejdende Realdania et stort aktiv, hvis vi kigger fremad. Det kan skabe stor værdi for alle at have denne pengetank der har som mål at skabe livskvalitet i det byggede miljø og kan bakke op om store projekter, hvor almindelige udviklere ikke kan – eller ikke vil. Om kort tid åbner f.eks. Lille Langebro ved siden af Blox – en ny cykelforbindelse over havnen. 

Men skal vi fremover bygge ny by som også formmæssigt vil blive taget imod af et flertal, så er der behov for bedre dialog både før og efter nye byggerier – og for bedre politiske procedurer. Ja, dialog kan langsommeliggøre arbejdet, og den kan være frustrerende. Men København har over de seneste årtier leveret tilpas mange formmæssige svipsere til, at der er behov for et grundigt kig på, hvordan vi kan forbedre arbejdsgangene.  

Afgående direktør for By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen, har f.eks. fået en del kritik for sit arbejde med udviklingen af Ørestad. "Han kunne i højere grad have initieret en diskussion om arkitektonisk kvalitet. Så kort kan det siges," sagde f.eks. tidligere teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam for nylig.

Den almindelige københavner har også et ansvar, som det via de digitale medier faktisk er blevet lettere at leve op til, end det var for 10 år siden: Skriv og kommentér inden det er for sent. Følg med og hæv stemmen, allerede når planerne bliver lagt frem. Og husk både at uddele ris og ros – og at argumentere og ikke blot nedgøre.

På den anden side af bordet har arkitektstanden, kommunen og bygherrerne pligt til at lytte. For meget er på spil her. Kvaliteten af mange nye byområder og byggerier i København er for lav – ikke mindst for en by, der ønsker at profilere sig selv som en urban ledestjerne, og som fremover skal konkurrere med andre byer om at tiltrække nye ressourcer – menneskelige såvel som finansielle. 

Det noget arkaiske system med debat om nye forslag koncentreret omkring kommunale borgermøder hjælper ikke på transparensen. Arkitektkonkurrencer hvor byens befolkning kun ser det udråbte vinderforslag – og ikke alternativerne – gør heller ikke.

Men det er netop disse procedurer og denne dialog, som menneskene i Blox blandt andet skal arbejde med. Hvis bygningen Blox i den brede befolknings øjne ikke rent æstetisk signalerer imødekommenhed, dialog og humanisme, så kan den de kommende år forhåbentlig alligevel manifestere sig som en katalysator for samme, så ny by fremover også bliver mere populær by.