Århusgade­kvarteret er en succes

Men nu har landets hovedstad i hvert fald fået en fin rettesnor, når udviklingen buldrer videre i de kommende årtier.

Byggeriet på en af de allersidste grunde er på nippet til at gå i gang, og der er lukket vand ind i den kanal, som nu er blevet en ligeså vigtig ingrediens i kvarterets nordlige del, som Sandkaj er det i den sydlige.

Nordhavns 'Århusgadekvarteret' nærmer sig færdiggørelse — og allerede nu er det muligt at sætte to streger under et vellykket resultat.

Skal succesen genskabes andre steder, kræver det dog, at alle parter lærer af, hvorfor netop dette kvarter skiller sig ud i det 21. århundredes København.

Komplekst er godt

Nøgleordet i Årshusgadekvarteret er kompleksitet: Her er variation og overraskelser i alle dimensioner.

Gadenettet er ikke overalt opdelt i 90-grader knæk med uendeligt lange kig ned over vindblæst asfalt. I stedet 'knækker' byen: Her er skæve vinkler og gader der afsluttes med kigget til en bygning for enden — og ikke horisonten.

Her er tæt. Mange steder er der ikke længere mellem facaderne, end der er i Middelalderbyen — noget som ellers længe har været 'forbudt' i dansk byplanlægning, fordi smallere gader betyder mindre lys ind i lejlighederne.

Dét rimede ikke med bilens fremtog eller med opgøret med den forfaldne urbane kompakthed, som nedrivningen af de københavnske baghuse f.eks. var et udtryk for.

Men den smule man mister i lys ved at bygge tæt, får man ti-fold igen på andre måder. 'Hygge' er et ord, der sjældent bruges om urbant design, men i Århusgadekvarteret har man skabt noget af den intimitet — den følelse af tryghed — som er én af årsagerne til, at vi næsten alle søger mod de gamle bycentra, når vi er ude i verden og være turister.

Og det hele er overvejende gjort med det 21. århundredes arkitektur. Her er intet bindingsværk og ingen stokroser. Ingen storke på taget og ikke meget ornamentering på bygningerne.

Det fungerer ikke, fordi man har tilstræbt en landsbystemning, men fordi det er en smule kaotisk.

Formerne varierer — med de to ispinde 'Portland Towers' som de nok mest iøjnefaldende anomalier i en verden der ellers er domineret af rektangulært karrébyggeri. Men også det cirkelrunde kontorhus på spidsen af Nordø, og det smalle, men høje, 'The Silo', rusker op i vaneforestillingerne og giver øjet noget at lege med.

Som de alle tre rejser sig for enden af en gade — eller over et tag — bidrager de til det element af livgivende uorden, som findes i det meste af kvarteret.

Og i nogle af de karréer, der i sine former ellers minder mere om alt det andet, der har rejst sig i København de seneste 25 år, er de skæve vinkler i gadenettet med til at skabe visuelle stimuli — til at bryde stivheden.

Det hele er bare lidt mindre vinkelret, lidt mere spændende, omkring det nye Århusgade.

Skiffer, metal, orange

Trods de attraktive former, kunne det stadig være gået galt. For former skal manifesteres i et materiale, og de sidste mange år har Københavns byudvikling desværre haft en usund forelskelse i de dystre, brunlige teglsten, som nu pryder mangt en facade i den nye by.

"Der er ingen tvivl om, at de nostalgiske farver hitter — og til denne kategori hører også de brune mursten," som murstensfabrikanten Egernsund skriver det på sin hjemmeside.

Det er en "hilsen til dansk håndværkstradition", lyder det ofte, når endnu et betonbyggeri iklædes en skalmur af de tunge, lidt melankolske sten, der kan strække en regnsvejrsdag i november helt frem til juni.

Men man brugte også asbest i byggeriet i 100 år, og visse traditioner behøver vi ikke at hilse. Og det gør man heldigvis ikke alt for meget i Århusgadekvarteret.

Her er facader iklædt grå, orange og gyldent metal. Her er sort skiffer. Og lys skiffer. Her er træ. Her er kridhvide facader. Og de optræder alle lige ved siden af hinanden, så billedet bliver sammenvævet og broget.

Og når der bliver anvendt mursten, er der mere variation i udbuddet, end vi ser det mest. Godt nok finder man stadig for mange af de rødbrune teglstensfacader, men flere steder har man turdet lave et i hvert fald lille opbrud med traditionerne og vovet en lysere, "lettere" brun — eller en lidt hidsig rød, hvis mission ikke er at falde i ét med muldjorden men at gøre lidt opmærksom på sig selv.

Særligt godt er det blevet på byggeriet på Kronløbsøen, hvor melerede, lyse sten gør et ellers ganske massivt byggeri mere "let" — og også letter sindet lidt. Det er en lysere, rarere oplevelse at spadsere igennem det indre byrum her, end det er i de fleste åbne gårddrum.

Man kan godt ...

Kort sagt er Nordhavns første — og næsten færdige — kvarter en succes. På en forårssøndag med lidt solskin er der fuldt af liv ved vandet, på udendørscaféerne og på indkøbsstrøget Århusgade — og også en summen af mennesker på vej til og fra i de smalle gader, der ellers ikke byder på mange udadvendte aktiviteter.

Butikkerne i kvarteret er ikke gemt i et indadvendt center, men ligger ud til gaden. Og i de intime byrum får man lyst til at stoppe op og snakke lidt med naboen i de overvejende bilfri omgivelser.

Århusgadekvarteret er allerede blevet et rigtigt kvarter. Når andre af de nye, københavnske bydele får kritik, lyder svaret ofte, at bylivet er noget, der kommer med tiden. At man ikke kan skabe liv med det samme. Det tager 10-20 år.

Men det er Århusgadekvarteret et fint eksempel på ikke behøver at være tilfældet. Man kan godt designe god by, hvor bylivet gror frem næsten med det samme.

... men kan det gøres igen?

Men; og der er et men: Kan succesen genskabes?

Den helt afgørende egenskab i Århusgadekvarteret er, at man ikke startede fra scratch, men mødte en række benspænd.

Godt og vel 20 bygninger blev før byggestart erklæret 'bevaringsværdige', og derfor har den nye by måttet væve sig ind og ud mellem, hvad der stod i forvejen.

Høje, gamle siloer blev fuldstændig transformeret og endte som boligbyggeri. Lave bygninger fik bygget et par ekstra etager i en helt anden stil ovenpå. Og de skæve vinkler på noget af det eksisterende byggeri betød, at man også måtte "knække" noget af alt det nye og derfor endte med flere trekantede pladser og usædvanlige "krogede" gadeforløb.

Et godt eksempel ser man i boligbyggeriet for enden af Kronløbsbassinet. Det ligger ikke vinkelret på bassinets flanker men er drejet omkring 10 grader, fordi sådan blev bassinets afslutning, som det er bygget langs, indrettet i sin industrifortid. Og dét har skabt et betydeligt mere interessant byrum, end hvis vinkeltrekanten havde fået magten.

Og dét kan man desværre frygte, at den kommer til at få i resten af Nordhavn. Den er allerede godt på vej.

Mere lige længere ude

De bedste dele af Århusgadekvarteret er dem, hvor man har måttet indordne sig efter de nære omgivelser, der skulle blive stående. Man har så at sige fået kompleksiteten foræret.

På de arealer hvor man kunne starte med en grusplads, ser kvarteret mere ud som alt det andet: Karréer i rette vinkler iklædt flere brune november-sten.

Når der er frit slag, får rationaliteten lov at tage overhånd. Det er en lille smule dyrere — en anelse mere kompliceret — at udforme og bygge andet end rette vinkler. Og da profitskabelse er et afgørende incitament i byens udvikling, er dét som regel den naturlige vej vinden blæser, når der ikke står noget i forvejen, der kan skærme for den.

By & Havns direktør Anne Skovbro har sjovt nok tidligere forsøgt at afvise kritik af for store, massive byggerier i det nye København med, at et byggeri i Nordhavn, der vandt en pris hos Arkitektforeningen, netop var småt.

By & Havn og dens hyrede arkitekter kunne altså godt skabe mere varieret by med mindre byggefelter, var budskabet.

Men det prisvindende byggeri er netop ét af dem, der har måttet indpasse sig i det område, hvor flest af de eksisterende bygninger skulle bevares. Det var derfor, at det blev meget mindre og fik en ganske anden form end de karréer, det ligger lige ved siden af, og som ikke har været i nærheden af at vinde en pris.

Kigger man på det igangværende byggeri af Svanemølleholm, der ligger et stenkast længere ude på Nordhavn, er vi da også tilbage i vante klæder: Store, rektangulære karréer deler pladsen omkring de snorlige gader med endnu større firmadomiciler ud til vandet.

Og på Levantkaj, der er næste område af Nordhavn der sættes i gang, har vinkeltrekanten for alvor været på arbejde. Retlinede stokbyggerier er kun enkelte steder forskudt en anelse, så der opstår kompleksitet og læ for vinden — i bogstavelig og overført betydning.

Der er kun én vej fremad, hvis succesen i Århusgade skal genskabes: By & Havn og Københavns Kommune skal i deres lokalplaner tvinge udviklerne ind i en verden, der også er skæv og rund: En urban virkelighed der er mere kompleks.

Det kan godt være, det koster 5% mere at bygge på den måde. Men investeringen kommer mange gange igen i form af skønhed og livskvalitet.

Og man behøver ikke være bange for, at byens byggeaktivitet går i stå, blot fordi de private udviklere får et par ekstra benspænd ved startblokken.