pixel

Basargrunden bliver (formentlig) til Mimers Plads

Palæstina eller Mimer? Der er uenighed om, hvilken skæbnehistorie der skal på gadeskiltene på Nørrebro.

basargrunden mimers plads

Den har aldrig haft et egentligt navn, men blandt de lokale er den gået under 'Basargrunden'.

Vi er for enden af Nørrebrogade — kort før den passerer ind under togbroen ved Nørrebro Station og bliver til Nordvests Frederikssundsvej.

Frem til 2010 lå her et noget uskønt mix af grillbar, hvidevareforhandler, bodega og grøntmarked fordelt i små 'klondyke-byggerier'. Det lokale tilnavn var derfor ikke helt skudt ved siden af.

Men så forsvandt de gamle, faldefærdige bygninger, og i ti-året der fulgte var her byggeplads for metroens cityring, der arbejdede på at anlægge en ny, underjordisk station i forbindelse med S-togsstationen på højbanen.

Da byggearbejderne forsvandt, stod en plet tom jord tilbage, og de seneste måneder har der været fuld gang i anlæggelsen af en ny plads — her foran et Føtex-supermarked og med adskillige vognbaner som naboer.

Modvægt til Israel

Med andre ord er der ved at opstå en plads, hvor der ikke har været en plads før.

Dét mente Vejnavnenævnet i Københavns Kommune var en kærkommen anledning til at give stedet et egentligt navn, og ikke bare lade den nye plads fortsætte med at bære det noget prosaiske 'Basargrunden'.

I spil kom 'Palæstinas Plads', 'Dagmar Hansen Plads', 'Basar Plads', 'Nørrebro Plads' og 'Mimers Plads' — og i sidste ende valgte nævnet at indstille sidstnævnte til godkendelse hos byens politikere.

Vejnavnenævnet spurgte dog også Nørrebro Lokaludvalg om deres mening om listen.

Lokaludvalget sendte spørgsmålet videre til sin Facebook-side og til det såkaldte 'digitale borgerpanel', som man som almindelig beboer i Københavns Kommune kan tilmelde sig.

På Facebook var der klart mest begejstring for 'Palæstinas Plads" — ikke mindst for at danne modvægt til 'Israels Plads' i Indre By. Over 8.000 kommenterede på opslaget, så gade- og pladsnavne er tydeligvis noget, der optager de lokale på Nørrebro.

Men i det digitale borgerpanel endte Palæstina på 2. pladsen med 31% af stemmerne, mens der var mest stemning for 'Mimers Plads' der fik 41%. Flere end 2.000 svarede til panelet.

Vejnavnenævnet er formentlig godt tilfredse med, at der i hvert fald er delvis lokal opbakning til, at denne plet på jorden fremover kommer til at bære navnet 'Mimers Plads', som altså er nævnets favorit.

Afhugget hoved

Hvem er 'Mimer', spørger du nu naturligvis ikke dig selv, for den nordiske mytologi er pensum i den danske folkeskole.

Derfor kan du springe denne passage over, hvor vi fortæller, at Mimer var Odins onkel og den klogeste af alle jætterne, men at han blev halshugget af gudeslægten vanerne, dengang de var i krig med aserne — en anden gudeslægt.

Vanerne sendte Mimers hoved tilbage til aserne, men med trylleformularer vækkede Odin det til live, så han kunne modtage informationer fra det.

Mimers historie er således ikke mindre drabelig end Palæstinas, men Vejnavnenævnet har trods de delte præferencer hos beboerne altså valgt at indstille den nordiske version til at blive det nye navn for pladsen.

Dét gør nævnet ikke mindst, fordi denne del af Nørrebro i forvejen har mange veje og pladser der er navngivet efter skikkelser i den nordiske mytologi — pladsen selv ligger for enden af Mimersgade.

På Nørrebro Lokaludvalgs Facebook-side er der dog ikke udelt begejstering for dén nyhed. Her er mange sure over, at Palæstinas Plads ikke blev indstillet, da dét navn fik mest støtte på siden. En kommentar lyder:

"Nu vi ikke kan omnavngive Israels Plads, må man jo sende et andet signal om, at Nørrebro i det mindste viser solidaritet."

Det er endnu ikke helt sikkert og vidst, at Mimer endeligt får lov at navngive pladsen.

Først skal indstilingen godkendes af de københavnske politikere — noget som formentlig vil ske senere på måneden eller i oktober. Og måske vil det ulmende Facebook-oprør ende med at påvirke politikernes holdning.

Magasinet KBH erfarer dog, at politikerne agter at stemme for Mimers Plads, og at der ikke er stemning for at give pladsen et navn, som politikerne mener, potentielt kan skabe splid. 

Uanset navnet forventes det meste af pladsen at være anlagt senere på efteråret, hvorefter der vil skulle plantes træer og buske.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling