pixel

Udendørs vinterspa på molen

Sauna og badetønder under åben himmel holder den københavnske vinter varm på kanten af havnen.

copenhot sauna

Udsigten mod Amalienborg inde fra den varme, mørke sauna er ikke til at tage øjnene fra. Selvom man lige har stået og kigget på samme udsigt ude i februarkulden, er det en helt anden oplevelse, når den er indrammet af saunaens gavlformede vindue, der udgør hele endevæggen. Og når man kan mærke sine forfrosne fingre igen.

Byens aftenlyde er fjerne og overdøves næsten af brændeovnens knitren. Udenfor i måneskinnet står en lille samling runde hytter og kæmpetønder i træ på den sneklædte mole. Nede i havnebassinet, for enden af kyssetrappen, ligger et par både og skvulper med varmt havvandskarbad ombord.

Hytter, tønder og badebåde udgør tilsammen det nye vinterkoncept CopenHot ved nyindrettede Kvæsthusmolen bag Skuespilhuset, også kaldet Ofelia Plads. Vinterbadning og mobil sauna er blevet gevaldigt populært, også blandt københavnerne, der altså nu kan hoppe i decideret vinterspa på havnen med brændefyret saltvandsgus og andet godt fra de nordiske spa-traditioner.

Modsat de andre saunaklubber i København behøver man ikke medlemskab for at besøge CopenHot, hvor der kan bookes tid til vinter-wellness hver dag til og med april.

Fakta

CopenHot

Sankt Annæ Plads 31, Kbh K

Undendørs vinterspaområde med tre store vildmarksbade, en sauna, omklædningshytter og tre sejlende spabade.

Badene på land og til vands er 40 grader varme, og saunaen omkring 90.

Tænder op til og med april, se mere på CopenHot.com.

Karbads-cruise med skumfiduser

Nysgerrige turister og andre forbipasserende stopper op foran det udendørs spaområde, hvor der står en håndfuld kunstige stearinlys og blafrer i vinterkulden ved siden af et rensdyrskind og nogle snebolde, der staver ordet ”HOT”. Det er kaptajn, opfinder og iværksætter Ole Agnholt Markdal, der har skrevet med sne.

»Jeg er jo lidt et legebarn – jeg bliver aldrig ældre end 12,« siger han og viser rundt iført ternede bukser, en hue med øreklapper og vinterrød næse. 

»Vi kalder det New Nordic Wellness, for det er ikke set før, at man kombinerer finsk sauna med svenske badetønder. Og så med dansk-hollandske spa-både.«

De sejlende badekar har plads til otte personer i badetøj plus skipper. Med elmotorer tager bådene på lydløst cruise ude langs Amaliehaven og Kvæsthusmolen med brændeovn og skorsten og mulighed for at riste marshmellows over den sagte ild – noget som især amerikanerne er vilde med, fortæller Ole.

Infinitypool på københavnsk

Inde på land er tønderne, eller vildmarksbadene, som de hedder, fyldt med stillestående, opvarmet saltvand fra havnen. Under den åbne himmel på molen bliver de til deres egen variant af en infinitypool, når badetøndernes vandspejl går i ét med havneløbet i horisonten.
 
Der er hverken bobler eller klorvand som i en jacuzzi, og der er i det hele taget ikke så mange dikkedarer hos Ole og hans makker Thorbjørn L. Froda i CopenHot:

»Man kan godt putte aloevera-sæbe i eller de her soapbombs, som så eksploderer. Men vi holder det egentlig helt simpelt. Finnerne, de skal bare have varmt vand, og så bruger de enebærpiske til at piske hinanden med. Vi bruger våde birkegrene. Hvis man er til dét.«

Saunaen står i midten mellem de opvarmede omklædningshytter, alle lavet af sibirisk lærketræ.

»Det skulle være hobbithuse med organiske runde former. Der er selvfølgelig nogle firkantede former omkring os på havnen, men så er der pakhusene, som har lidt samme spidse gavl. Så det kan godt passe ind i området, selvom det ligner en finsk vinterlandsby,« mener Ole.

Havnevand og lejrbål

Alle badene er 40 grader varme, og saunaen omkring 90. Hele baduljen kører på det rene københavnske havnevand og er fyret op med blokke af komprimeret savsmuld – et restprodukt fra den svenske træindustri.

»Så kommer der til at dufte af lejrbål i hele byen,« siger Ole, idet han lægger brændet i ovnen. 

»Vi har sat en rensepumpe på siden, men ellers bliver vandet skiftet hele tiden, fordi vi har en fri ressource af rent havvand, som vi pumper op fra halvanden meters dybde,« forklarer han. 

Det er indtil videre ikke tilladt at hoppe i havnen og bade ved molen, så opfinderne har installeret kold saltvandsbruser, og man kan også køle sig af med isspande.

Nu sker der en disse

Ole Agnholt Markdal er for mange bedre kendt som KajakOle, siden han efter nogle lange rejser vendte hjem til Danmark og introducerede kajakhavnerundfart og kajakvandpolo for københavnerne i slutningen af 90erne. I 2007 solgte han konceptet til Kajakhotellet, som stadig kører det under navnet KajakOle. Derefter holdt han fem års pause for at udvikle nyt – og denne gang skulle det være vinteraktiviteter.

»I dag er der masser af tilbud om sommeren, men der sker ikke en disse hele vinteren. Så vi fik elbåde hjem fra Holland, og så kørte vi en spa-klub ovre ved Operaen og sejlede rundt i husbådskanalerne for at teste motorer på forskellige årstider. Kvæsthusselskabet fik så øje på os og spurgte, om vi ikke kunne tænke os at komme herover og trække mennesker til pladsen, som er lidt død om vinteren.«

De første gæster i CopenHot har både været pigeloger, børnefødselsdage, firmamøder og roundtables, og naboerne er også begejstrede, ifølge Ole. Den finske ambassade ligger lige ved siden af, og ambassadøren har allerede været forbi med nogle venner.

»Finnerne får helt store øjne, når de ser saunaen, for selvom den er bygget i Kaunas i Litauen, er der nemlig sat en finsk ovn i,« fortæller han.

»Vi vil gerne bruge vandet meget mere. Jeg håber på, at kommunen og teknik- og miljøborgmester Morten Kabell kommer og ser, at havnen kan bruges til andet end bare havnebad, og at de støtter op om det. For vi er på lånt tid. Når man er firstmover, skal man altid først ses an: Virker det her, eller er det bare en skør idé?«

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling