Dublin

Irlands eneste storby er ikke en af de smukkeste, smarteste eller mest spændende hovedstæder på planeten. Men det er svært at finde en der er hyggeligere og mere imødekommende.

En økonomisk optur i lyntempo har sørget for at byen ikke længere er en art levende bymuseum af småforarmet irsk folklore. Det moderne og internationalt orienterede Dublin med mokka- og sushi-barer på hvert eneste gadehjørne emmer dog stadig af rustik arbejderklasse-charme og smittende pub-atmosfære.

Københavnere kan hurtigt føle sig hjemme i den lave by med den afslappede stemning og overskuelige størrelse, der faktisk blev grundlagt af vikingerne ved floden Liffeys munding ud i Det Irske Hav. Indbyggertallet og arealet er også nogenlunde 1:1 med den danske hovedstad. Visuelt er der nu store forskelle.

Random byplanlægningDublin fik først status af hovedstad i 1922 da det katolske Irland rev sig løs efter mere end 700 års engelsk kolonistyre. Republik­kens urolige fødsel og Dublins eksplosive udvikling de seneste 15 år – fra centrum for et fattigt landsbrugsland til kosmopolitisk kaffe latte-by – har sat sit tydelige præg på byens krop. Den er en ikke særlig køn gang uplanlagt rod at se på.

Bymidten har stadig store katedraler og spredte nyklassiske offentlige bygninger, flere af dem genopbygget efter uafhængigheds- og borgerkrigens ødelæggelser. Men de er omgivet af et miskmask af langt fra lige heldige kontorbygninger og boligbebyggelser fordi meget af den gamle nedslidte georgianske arkitektur blev jævnet med jorden frem for restaureret. Måske for at slette mindet om briternes overherredømme.

Opsvinget har både ført flere generiske domiciler og – særligt i havnekvartererne – mere ambitiøs arkitektur med sig. Det forstærker det tilfældige hulter til bulter-indtryk der netop er den kontrastfyldte attraktion ved en slentretur gennem Dublin. På 10 minutter opleves velholdte georgianske murstenshuse med de flotte farvede døre, betontriste 60’er-ghettoblokke, spritnyt himmelstræbende prestigebyggeri og forladte fabriksruiner.

Alle dubs er kunstnereNæsten hver anden dubliner, eller bare dub, er under 25 år, og det gør Dublin til den yngste hovedstad i Europa. Det er byen ikke blevet udpræget hip af, men livlig er den. Der er altid en kulturfestival at finde, og koncertlivet nyder særdeles godt af nærheden til London.

Ud over mange studerende, er byen proppet med unge udlændinge. Lokket af gunstige skattefordele ligger alle internetgiganternes europæiske hovedkvarterer i Dublin, og det er umuligt at slippe en spytklat i centrum uden at ramme en soldat fra den internationale web-brigade fra Google, eBay og Facebook.

Men det er ikke kun en karriere i de nye massemedier der frister ungdom fra hele kontinentet. Det økonomiske boom har givet gode jobmuligheder inden for servicebranchen, og med stor sandsynlighed er både din receptionist, ekspedient og tjener østeuropæer.

Ifølge legenden er alle irerne selv noget kreativt på grund af byens lave kunstnerskat. Eller taxichauffører. En anden lokalanekdote er nemlig at Dublin har flere taxilicenser end selv New York.

Er man træt i benene, er taxi da også den absolut bedste transportform i byen. Den kollektive trafik er helt til hest (og en frarådelig ballademager-magnet om natten). Cykling kræver lokalføling selv om der findes et besværligt og begrænset bycykel-system. Og det er faktisk lidt af en udfordring at presse prisen over 10 euro per taxatur selv om man skulle ende i en byens mange bilkøer. Næppe noget der vælter et dansk feriebudget.

The craic eller kødrand Dublin har naturligvis masser af fikspunkter for historienørder, og fans af byens mange store litterære sønner rejser ikke forgæves. Især den omvandrende citatgenerator Oscar Wilde og James Joyce, hvis ’Ulysses’ udspiller sig over et døgn i Dublin, markeres behørigt. Men hvis man ikke bryder sig om at gå i byen og få en lille hyggeskid på (eller for den sags skyld en ordentlig kæfert) til lyden af keltisk folkemusik, findes der mange mere oplagte rejsemål end Dublin.

Det er først og fremmest dét man kan her – gå ud. Med over 600 pubber – heraf mange med natbevilling – er det byen for den ultimative pubcrawl, og lokalbefolkningen er festglade og gæstfrie værter. Det berømte irske lune matcher snildt det gode øl fra Guinness og Smithwick’s – afvæbnende, selvironiske og imødekommende er dubs svære at komme skævt ind på. Altså så længe du husker at de ikke er briter!

The craic er det lokale udtryk for kammeratlig og humoristisk barsludder, og herlig craic, god stemning og propfyldte beværtninger er standard i den indre by. Især hvis man dropper det navnkundige Temple Bar-område hvis smalle brolagte stræder forvandler sig til en turistet kødrand i Jomfru Ane Gade-stil når solen går ned.

Nabokvarteret SoDa (South of Dame Street) er rigere på muligheder for at finde lige den pubkombination af noget lokalt, noget ungt og noget tidslomme man kan ønske sig. Hvor turistkortet ender Med mod på at søge en anelse væk fra centrum, er det brogadeagtige Camden Road-område mod syd et must. Her ligger halalslagtere og pork-shops side om side, og barer og spisesteder er mere funky i det. Det er også her man finder Dublins svar på Vega, den tidligere togstation på Harcourt Street der på misundelsesværdig vis er ombygget til spillested og natklub.

Og lige hvor hotellets turistbykort ender, findes den velbevarede hemmelighed The Bernard Shaw. En oldgammel pub der stadig ligner en oldgammel pub, men er blevet overtaget af Dublins sparsomme kreative miljø, med spøjse temaaftener og chikt loppemarked i baggården til følge.

Selv om førstehåndsindtrykket af Irlands hovedstad måske ikke er det store metropolsus, får man altså nok at gøre med at få det hele med når radaren er stillet ind på rette bølgelængde. Dublin er en by man som gæst bliver glad i låget af og har lyst til at blive liiige lidt længere i. Det er hyggen der gør det, for mens vejret altid er halvdårligt, giver byens venligtsindede sjæl en omgang mere. En let omskrivning af et legendarisk Guinness-slogan siger det hele: Dublin is good for you.